Naerhed må komme før et forbud mod private institutioner

Danske børnefamilier har travlt, måske endda for travlt. Det ved vi alle. Men en af de ting, der er helt central i forhold til at få hverdagen i landets børnefamilier til at haenge sammen, er, at der er gode og velfungerende vuggestuer og børnehaver i deres lokalområde. Det gør, at det daglige hente og bringe-puslespil kan gå op. Det giver luft i hverdagen.

Samtidig er det et vigtigt samlingspunkt for en landsby og et lokalområde, når der er en vuggestue eller en børnehave. Det er her, familierne mødes, og nye tilflyttere knytter bånd og får et netvaerk. Der er efterhånden ikke saerlig mange af den slags faelles mødesteder tilbage rundtom i landdistrikterne og de små bysamfund. Derfor er det ekstra vigtigt at vaerne om dem, der stadig er.

Set i det lys virker det derfor som et fuldstaendigt fejlskud, at regeringen og støttepartierne nu med en ny aftale truer flere af landets daginstitutioner rundtom i landdistrikterne på deres eksistens. I aftalen laegges der nemlig op til, at det fremover ikke laengere skal vaere muligt for privatejede vuggestuer og børnehaver at traekke overskud ud, og i fremtiden skal det slet ikke laengere vaere muligt at oprette nye private daginstitutioner, medmindre det bliver med en såkaldt selvejende ejerskabskonstruktion.

Vi ser igen og igen, at der, selvom den kommunale institution lukker i en landsby, stadig er efterspørgsel efter en vuggestue og børnehave i lokalområdet, der giver den naerhed og den trygge opvaekst, som følger med institutioner, der er taet på børnenes hverdag. Private ildsjaele tager heldigvis ofte stafetten op og starter på eget initiativ en ny daginstitution. Måske har ejeren også en drøm om at opbygge og udvikle en institution efter lige de paedagogiske vaerdier og ideer, som vedkommende tror på. En privat institution giver plads til at løfte blikket, at sprede vingerne og taenke nyt. Og det er der brug for.

Udfordringen er i dag imidlertid, at det ofte er svaert at skaffe den nødvendige kapital i de dele af landet, hvor der er lidt laengere mellem husene og lidt mere åben himmel. Hos kreditgiverne anses en selvejende institution i en landsby for mere sårbar, og den alternative anvendelse af institutionens bygninger ved ophør af institutionsdrift vurderes dårligere, end hvis det er en institution, der er beliggende i en større by, hvor bygningerne vurderes lettere at omsaette til anden anvendelse. Dette gør finansieringen af institutioner i landdistrikterne overordentlig svaer. Vi hører samtidig om paedagoger, der skal stille sikkerhed i deres privatøkonomi og egen bolig for at få lånet til start af en privat institution, og vi ved, at det er svaert at få lov til at etablere sig som privat velfaerdsvirksomhed. Og det bliver ofte kun mere komplekst, når ønsket er at starte en selvejende institution med alle de saerlige krav, der er til at rejse kapital til det formål.

Derfor vil et forbud mod at etablere privatejede daginstitutioner i fremtiden i realiteten saette en stopper for de kommende års seje velfaerdsivaerksaettere og ildsjaele, der ønsker at skabe nye tilbud og naere og trygge velfaerdsløsninger i landdistrikterne. Og det ville vaere et stort tab.