Amanda Gorman leverede teksten til tiden
Den unge digter, der reciterede sit digt ved Joe Bidens indsaettelse, placerer sig i en amerikansk digterisk tradition, der favner både dybt og bredt.
Man kunne tro, at det lyriske indslag ved den amerikanske praesidentindsaettelse var en lang og indgroet tradition.
Det er det ikke.
Faktisk er Joe Biden kun den fjerde amerikanske praesident, der har haft en lyriker med ved ceremonien. Til gengaeld har det så udelukkende vaeret demokratiske praesidenter, der har valgt den mulighed.
Det skete for første gang, da John F. Kennedy blev indsat i 1961. Den verdenskendte New England-digter Robert Frost havde skrevet en tekst specielt til lejligheden. Men da han blev så blaendet af sneen, at han ikke kunne laese sit manuskript, valgte han at recitere sit velkendte ”The Gift Outright” fra hukommelsen.
Jimmy Carter havde i 1977 ikke digteren og romanforfatteren James Dickey med ved selve ceremonien, men ved den efterfølgende festivitas i det dengang nyopførte Kennedy Center i Washington. Med Bill Clinton i 1993 var det Maya Angelou, og i 1997 var det Miller Williams. Barack Obama valgte i 2009 Elizabeth Alexander og i 2013 Richard Blanco.
Med undtagelse af Robert Frost og Maya Angelou er der ingen af de øvrige indsaettelsesdigtere, der er blevet saerligt kendte.
Den amerikanske tradition
Det har Joe Bidens eller vel rettere hans hustru Jills valg til gengaeld givet Amanda Gorman mulighed for. Allerede nu er interessen for hendes person og udgivelser skudt i vejret med raketfart.
Amanda Gormans digt blev faktisk skrevet om efter de voldsomme begivenheder den 6. januar, så det nu var højaktuelt med adressering af de helt samme emner, som Joe Biden tog op i sin indsaettelsestale.
Men Amanda Gorman kan mere end bare at transformere nyheder til lyrik. Hun kan også placere sig i en amerikansk digterisk tradition, der favner både dybt og bredt.
Valget af en stil, der balancerer mellem det retorisk ladede, undertiden det bibelsk-antydende, men uden at blive svulstigt, og så et talesprog, som det kan høres på gaden, i kontorer, fabrikshaller og klassevaerelser, har en historie, der går tilbage til Walt Whitmans udfordringer af litteraer borgerlig paenhed i midten af 1800-tallet.
Man synes også at kunne høre lovsyngelsen af det arbejdende USA i første halvdel af 1900-tallet i energiske verserytmer hos Carl Sandburg og med eftertaenksomhed hos William Carlos Williams.
Indarbejdelsen af både en afrikansk-amerikansk erfaring og bevidsthed gennem den såkaldte Harlem Renaessance kom med stemmer fra bl.a. Langston Hughes fra starten af 1900-tallet. Den musikalske rytme, der kom til at praege afrikansk-amerikansk lyrik, er tydelig og diskret inciterende, også hos Amanda Gorman.
POESI
AMANDA GORMAN Fremført ved Joe Bidens indsaettelsesceremoni den 20. januar 2021.
LARS OLE SAUERBERG
Amanda Gorman gav klart, rytmisk og inspirerende stemme til håb til millioner i og uden for USA.
»Bjerget, vi bestiger«
Billedet, der holder sammen på digtet, er den strabadserende tur op ad bjerget, søgende efter lys efter ophold så laenge i skyggen.
Det er en tur, der nødvendiggør pauser og tid til at orientere sig. Men målet er hele tiden i syne – »en nation, der ikke er gået i stykker, men simpelthen ufaerdig« – og hvor det er muligt for en afrikansk-amerikansk pige at drømme om at blive praesident, som det er for Amanda Gorman, der nu i dag står og reciterer sit digt ved en praesidentindsaettelse.
Understregningen af besvaeret og prøvelserne i bestraebelsen på at blive bedre er digtets røde tråd. Igen og igen må digteren understrege, at det fuldkomne er det ideelle mål, men at amerikanerne ikke er der endnu –
»vi er langt fra polerede, langt fra rene« – men målet er landet USA som hjem for »alle kulturer, farver, personligheder og menneskelig fremtraeden«.
Med en hentydning til den 6. januar spiller digterens effektivt på de to betydninger af ”arms” på engelsk: »We lay down our arms/So we can reach out our arms to one another«.
De sidste fire år under Trump har vaeret domineret af en »kraft, der truede med at ødelaegge, ikke deles om vores land«, men »demokratiet kan kun svaekkes i perioder, aldrig saettes ud af kraft«.
I digterens blik på USA fra vest til øst, fra Midtvesten til Syden vil amerikanerne kravle ud fra den skygge, under hvilken digteren lagde ud, og se en ny morgenrøde, hvis amerikanerne altså, med et langt ekko fra ”home of the brave” fra nationalsangen ”The StarSpangled Banner,” er tapre nok.
Digt til tiden
Sammenhaengen er altid vigtig for tekster, denne ikke undtaget. Der er jo tale om lejlighedspoesi til en helt speciel anledning, der generelt kalder på patos, og, specielt ved denne indsaettelse, frem for alt skal udtrykke ønsket om inklusion og ikke det modsatte.
Som Amanda Gorman klart, rytmisk og inspirerende gav stemme til håb til millioner i og uden for USA, var digtet helt sikkert teksten til tiden.