På betonben mellem verdner

Der er vigtigt stof og gode glimt i Sara Rahmehs debutdigte. Men også masser af traegt billedsprog og halvbagte refleksioner.

Sara Rahmehs debutdigtsamling, ”Langt vaek og lige om hjørnet”, får mig til at taenke på to modsatrettede udsagn, jeg af og til støder på.

Det ene er litteraturidealistisk: at noget af det ”gode” ved litteratur er dens evne til give indblik i liv og erfarinsåledes ger, man ellers ikke har adgang til. Det andet er mistaenksomt og handler om vores litteraere praeferencer: at man som laeser har tendens til at vaere mere positivt indstillede over for vaerker, hvis perspektiv og livsverden man genkender, deler.

Hvorfor det? Fordi ”Langt vaek og lige om hjørnet” i høj grad portraetterer en erfaringshorisont, der er fremmed for mig. Og fordi det er et vaerk, som jeg ikke finder vildt vellykket.

Eksilstemmer

Digtenes centrum er en ung kvinde med palaestinensiske rødder og rødbedefarvet opvaekst. Et lyrisk jeg, »hvis danske stemme er pudset og poleret/ (…) et stemmeleje der siger // se hvor godt jeg passer ind«. Men også et jeg, der, når »paskontrollen siger velkommen hjem«, ikke er »helt overbevist«.

Et hovedtema i ”Langt vaek og lige om hjørnet” er eksilerfaringen. I bogens første – af fem tematisk opdelte – hovedafsnit opridses samlingens bagtaeppe, familiehistorien, bl.a. via et fint sentimentalt indledningsdigt om bedsteforaeldrenes flugt fra Palaestina i 1948.

I den anden del forskyder fokus sig i retning mod jegets førnaevnte oplevelse af at befinde sig mellem to kulturer og den smertefulde fornemmelse af hjemløshed.

En vigtig kritisk pointe i ”Langt vaek og lige om hjørnet” er, at denne outsiderposition i høj grad er brutalt påtvunget udefra. Et resultat af det ”fremmedhad”, som afsnittets digte både rasende og sorgfuldt konfronterer, og som bl.a. giver udslag i oplevelsen af konstant at blive presset ned i misvisende og begraensende identiteter og narrativer (»brune lidelseshistorier«, »muslimsk protagonist / gør heltemodig oprør mod bagland«).

Sara Rahmeh insisterer derimod på eksistensen af andre og mangefacetterede historier. Som det hedder veloplagt vraengende et sted: »min stemme er ikke / et talerør for en minoritet«.

Skematisk billeddannelse

Det er disse digtes anfaegtelse og karakter af engageret partsindlaeg, der gør denne del til bogens staerkeste. Ikke mindst, fordi Rahmehs skrift er bedst, når den er vredest og mest direkte.

Stadigvaek traeder bogens markante svagheder også tydeligt frem her. Det drejer sig saerligt om en uhellig alliance mellem klichéagtige fraser (f.eks. ønsket om at »udfolde det hele menneske«) og et uoplagt og pointeret billedsprog: Flygtninges børn har »spørgsmålstegn i pupillerne«, jegets »nystrøgede skjorte / daekker over en vemodig rygrad«, hendes »fødder er betonblokke«.

Det blokerer for etableringen af et naervaer i teksten; man kan sige, at den personlige stemme og individuelle historie – paradoksalt nok – for ofte kommer til orde via et skematisk, uoriginalt og på den vis distancerende udtryk.

Mine forbehold er ikke kun aestetiske. Jeg er ret begejstret for Rahmehs engagement og vilje til at gå ind i en uhyre betaendt debat. Mindre overbevist er jeg, når det personlige vidnesbyrd glider over i mere principielle overvejelser, som det f.eks. er tilfaeldet her: »ytringsfrihed er som empati / ret simpelt ansigt til ansigt // jeg forstår ikke hvorfor det bliver kompliceret / på samfundsplan«. I mine øjne må det laeses som et retorisk spørgsmål, hvis basis er en noget forsimplet analyse.

Desvaerre er det, som om disse aspekter intensiveres i de efterfølgende afsnit, der zoomer ind på erindringen om en skilsmisse og jegets tvivl om, hvorvidt hun vil have børn. Potentielt spaendende erfaringer at få indsigt i. Bare ikke rigtigt, når resultatet mestendels er henåndede bonmoter (»ensomhed med ham / eller ensomheden alene«) og klummestof på vers: »Jeg taenker på moderskab / det skraemmer mig // er jeg forkert?«.

Fra mit perspektiv er ”Langt vaek og lige om hjørnet” en bog, hvis kvaliteter og potentialer mere end modsvares af dens klare begraensninger.

POESI