Tyndt og tendentiøst, Sanne Søndergaard

Sanne Søndergaard har i JP 20/1 et indlaeg om mediernes rolle i MeToo-debatten. Det går hende åbenbart på, at der er nogle, som tager til genmaele, som ikke vil finde sig i at blive gennet ud ad bagdøren gennem en stiltiende aftale med arbejdsgiveren. Her taenker jeg på sagen om TV 2’s fyring af Jes Dorph-Petersen.

Hendes indlaeg tager afsaet i denne sag med en påstand om mediernes manglende proportionssans i formidlingen af synspunkter fra begge sider i sagen.

Det er ligefrem grotesk at sammenligne sagen med apartheid, som hun gør i sit indlaeg, men alle midler gaelder vel. Hun tager gerne afsaet i historien om Jes Dorph-Petersen, men ophøjer mediedaekningen af denne sag til at gaelde generelt for alle kraenkelsessager – det vaere sig begået for 20 år siden eller for nylig. Det er efter min mening forkert.

TV 2 igangsatte en intern undersøgelse, hvor kvinderne blev opfordret til at komme frem med oplevelser relateret til sexisme, chikane etc. Herefter tog (den kvindelige) hr-chef affaere og fyrede Jes Dorph-Petersen uden hensyntagen til tidslinjen eller modargumenter fra vidner.

Sidenhen optrådte han i

Aftenshowet på DR, en session, som udviklede sig til en standret under (den kvindelige ) programvaert Mette Bluhme Rieck. Det har Sanne Søndergaard ingen kommentarer til, selv om det er mediernes behandling af kraenkelsessager, som er hendes hovedpointe.

Hvad er det, der gør, at kvinder som Sanne Søndergaard mister det objektive overblik, når det kommer til sexismesager? Hendes påstand om, at de fleste (maend, forstår vi) tror, at MeToo-sagen handler om en hånd på et lår for 20 år siden, er baseret på manglende bevisførelse? Har hun laest det på Facebook, Twitter? Det er tyndt, tendentiøst og provokerende.

Hun titulerer sig selv komiker og forfatter. Hendes indlaeg er dog mere tragisk end komisk og overholder ikke en forfatters grundlaeggende krav om kildereferencer til ens påstande.

Jeg er en hvid, midaldrende mand, naermest en prototype på hendes fjendebillede. Jeg taler kun for mig selv, når jeg som far til to voksne døtre tager MeToo-sager svaert alvorligt, dog uden at generalisere ud fra følelsesladet retorik og mavefornemmelser.

Hun bygger ikke broer. Hun river dem ned.