Totalitaer tone i udspil om børn

»Vi skal vaere på børnenes side,« sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale for et år siden, da hun varslede flere tvangsfjernelser af børn fra socialt belastede familier. Naeppe mange mener det modsatte. Spørgsmålet er, hvordan man bedst hjaelper de børn, der fødes ind i en virkelighed med vold, druk og manglende foraeldreevne.

Det forslag, som regeringen nu har fremlagt, er endog meget vidtraekkende. Det lader entydigt børnenes trivsel vaere statens ansvar, og lige så rigtigt det kan vaere efter en konkret vurdering, lige så principielt betaenkeligt er det. At ville fjerne et barn mod foraeldrenes vilje, allerede inden det er født, minder ikke så lidt om totalitaere samfund, vi normalt definerer os hårdt op imod.

Udspillet åbner også for, at alle søskende kan fjernes, hvis et nyfødt barn anbringes uden for hjemmet, og det skal vaere lettere for kommunen at bortadoptere et barn uden foraeldrenes samtykke. Naturligvis skal 10-årige børn nu også have en klageadgang. Her tager man sig virkelig til hovedet: Så verdensfjernt kan det socialdemokratiske velfaerdssamfund altså også vaere.

Det løber som en rød tråd gennem udspillet, at staten/systemet altid ved bedst og altid har de rigtige løsninger. Med tanke på, hvordan den offentlige sektor i øvrigt drives, er det et udgangspunkt, som de borgerlige partier, der er kritiske over for udspillet, for alvor bør stille skarpt på. Det er oplagt, at ideologiske vaerdikampe ikke bør udkaempes på ryggen af familier, der har brug for hjaelp. Der må og skal vaere tale om individuelle afvejninger, og det er givet, at en fjernelse ofte vil vaere i barnets interesse. Alle har ret til at få en så god start på livet som muligt, og ingen børn har fortjent, at det letteste ofte er at kigge vaek.

Men når statsministeren ligefrem har opsat en slags måltal for, at der skal fjernes langt flere børn, så er det simpelthen alarmerende forkert. Som om det skulle vaere et succeskriterium for den enkelte kommune eller sagsbehandler at score en høj kvote på dette område, der i forvejen er brolagt med menneskelige tragedier. Hver eneste af disse sager har sin helt egen historie og sine egne omstaendigheder. Hvis opskriften på et godt liv nu ender med at blive sat på den sociale ingeniørkunsts skemaer og tjeklister, ender det hurtigt i en totalitaer blindgyde.

At mange børn i dag ikke får den start på livet, de fortjener, er oplagt. Og det kan ikke i sig selv afvises, at flere børn bør fjernes fra deres foraeldre. Men det må ikke fjerne fokus fra, hvor indgribende en tvangsfjernelse er for både foraeldre og barn. Her laegges let grunden til nye traumer og livslange problemer for begge parter. Ingen må tro, at en tvangsfjernelse kan udføres med et fingerknips, og den rokker ikke grundlaeggende ved børn og biologiske foraeldres ret til hinanden. At annullere et barns ret til sine foraeldre, endnu inden det er født, er graenseoverskridende. At tankegangen bag indgrebet så problemfrit flyder gennem regeringens udspil, må vaekke bekymring.

Et samfund som vores måles altid på, hvordan det behandler sine svageste. Og de svageste er i udgangspunktet ofte børnene. Alle taenkelige hjaelpeforanstaltninger må endevendes, før der skrides til tvangsfjernelser, som jo indebaerer, at staten tiltager sig retten til at skille barn og foraeldre for altid. Man kunne derfor ønske sig lidt mindre af den ulidelige lethed i dette spørgsmål, som regeringen med sit udspil laegger for dagen.