Skvatfaelder er til sprogmishandlere

Forleden lancerede en filosof i JP et herligt udtryk, som måske var hjemmefabrikeret: »skvatfaelde«, hvor han anbragte de veluddannede, som mishandler det danske sprog ved at »åbne op« og »lukke ned«.

Jeg er bange for, at den faelde må udvides til at rumme andre kategorier af veluddannede, nemlig alle dem, som burde vide, men ikke aner, hvad virak betyder, og som derfor tror, at ordet er et synonym for ballade, uro, postyr og lignende, mens meningen er lige modsat. Det er sidst benyttet i JP 25/1 af en tidligere fiskeriminister, som skrev, at der har vaeret »virak med praesident Trump gennem fire år«. Nej, der har ej. Der har vaeret postyr om ham. Det andet er dårligt sprogbrug.

Virak er en røgelse, udvundet af harpiks, som har vaeret kendt i tusindvis af år, og som benyttedes til hyldest, hvorefter ordet kom til at betyde hyldest og fejring. Det gør det på alle sprog bortset fra dansk, hvor det nu også benyttes for det modsatte, altså noget dadelvaerdigt. Det er en ret ny udlaegning, der begyndte på en tid, da undervisningsministeren hed Ritt Bjerregaard (S). Naeppe noget tilfaelde. Det var hende, der vist ikke sagde, men kun mente, at dét ikke alle kunne laere, skulle ingen laere.

Nytolkningen er uden tvivl sanktioneret af Sprognaevnet på linje med udtrykket bjørnetjeneste, som også får lov til på dansk at have to diametralt modsatte betydninger. For ih, hvor er vi demokratiske. I den grad, at vi i raedsel for det elitaere lefler for den dårlige, mangelfulde uddannelse.