EU vil give os ret til at vaere offline – men er det egentlig det, vi ønsker?

Et bredt flertal i Europa-Parlamentet har vedtaget, at vi alle sammen skal have en ret til at vaere utilgaengelige for vores arbejdsgivere. Ifølge eksperter kan det forhindre stress – men det bliver ikke let, for vi ser det i dag som en ret at arbejde gra

Mailen blev sendt til Marianne Vind, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, torsdag aften kl. 21.57. »Kaere Marianne. Vi overvejer at skrive en historie om forslaget om retten til at vaere offline, som jeg kan se, at du støttede før jul. Har du tid at tale i telefon i løbet af fredagen?«

Svaret kom fra Marianne Vinds medarbejder – 12 minutter senere.

»Det er jeg helt sikker på, vi kan finde ud af.«

Som det fremgår laengere nede, lykkedes det at få Marianne Vind i røret til en snak om forslaget.

Med titlen ”Retten til at vaere offline” blev det vedtaget i Europa-Parlamentet i januar af et bredt flertal på tvaers af det politiske spektrum.

Målet er at sikre arbejdstagere frihed fra konstant at stå til rådighed for deres arbejdsgivere via telefoner og digitalt. Behovet for tiltaget er ifølge tilhaengerne vokset under coronapandemien, hvor arbejdspladsen for mange mennesker er rykket hjem i stuen og dermed endnu mere ind i familielivet.

Mennesket har brug for at kunne holde fri, mener et flertal i parlamentet, der nu har bedt EU-Kommissionen om at skrue et direktiv sammen, som skal sikre retten til at vaere offline.

For selv om smartphones og tablets ifølge lovteksten øger fleksibiliteten med hensyn til »tid, sted og måde«, man arbejder på, så er der en ganske farlig bagside.

»Konstant opkobling kombineret med høje jobkrav og den stigende forventning om, at arbejdstagerne er til at komme i kontakt med på et hvilket som helst tidspunkt, kan have en negativ indvirkning på arbejdstagernes grundlaeggende rettigheder, på balancen mellem deres privatliv og deres arbejdsliv og deres fysiske og psykiske sundhed og trivsel,« står der i teksten, der advarer om »psykosociale, mentale og fysiske problemer såsom angst, depression, udbraendthed og teknostress.«

Vedtagelsen naevner akutte problemer for corona-hjemsendte medarbejdere, som arbejder via en computer, og den tager hul på indretningen af fremtidens arbejdsliv, hvor hjemmearbejde – for mange – kan vaere kommet for at blive.

Samme debat har også vist sig på Christiansborg, hvor SF’s gruppeformand, Jacob Mark, for nylig har talt varmt for, at det offentlige ikke skal sende mails til borgerne i deres fritid, fordi det kan skabe stress.

I Europa-Parlamentet peger Jacob Marks partifaelle, Kira Peter-Hansen, på, at det er blevet endnu svaerere at koble af under coronakrisen.

»Det er ikke, fordi vi skal vende os mod alt digitalt. Men jeg er bekymret for, at når vi hele tiden er på, så er det svaert at koble af. Mange føler, at de er forpligtet til at laese og måske også svare på mails. Og man er bange for, at hvis man ikke selv er på, så er andre på, og så er det dem, der får forfremmelsen,« siger Kira Peter-Hansen.

Retten til at arbejde

For 20 år siden havde mange stadig en modstand mod det graenseløse arbejde. Nu er det en rodfaestet forventning, at vi har ret og naermest pligt til at arbejde på den måde. EINAR BALDURSSON, LEKTOR I ARBEJDSPSYKOLOGI, AALBORG UNIVERSITET

Einar Baldursson, lektor i arbejdspsykologi ved Aalborg Universitet, mener, det er en god idé politisk at forsøge at begraense arbejdsgivere og myndigheders henvendelser til ansatte og borgere døgnet rundt.

»En central årsag til, at stadig flere bliver stressede pga. deres arbejde, er, at livet for mange handler om at arbejde. Vi er i høj grad motiverede for at arbejde, det har en personlig betydning for os, vi har følelserne med i arbejdet, og derfor ofrer vi os for at nå de mål, vi har på vores arbejdsplads,« siger Baldursson.

Derfor er det ikke let at løse de problemer, som det graenseløse arbejdsliv fører med sig.

»For 20 år siden havde mange stadig en modstand mod det graenseløse arbejde. Nu er det en rodfaestet forventning, at vi har ret og naermest pligt til at arbejde på den måde. Man kan ikke forvente, at vi selv kan begraense arbejdslivet. Hvem kan afstå fra det at lykkes? Og man kan ikke bare sige, at vi ikke må arbejde om aftenen – det vil mange opfatte som formynderisk, og som at en ret bliver taget fra dem.«

Åsa Svenningsen, lektor i neurobiologi ved Syddansk Universitet, forklarer, hvorfor det kan føre til stress at lade arbejdet fylde

for mange timer på en dag: Når vi er på arbejde, er det sympatiske nervesystem aktivt – det, som reagerer på pludselige farer, som vi skal flygte fra. Denne tilstand tager meget energi, og det kan hjernen ganske enkelt ikke holde til i for lang tid ad gangen – eller hvis der taendes og slukkes for dette nervesystem mange gange.

»Hjernen er også aktiv, når vi holder fri fra arbejde, men det er et andet nervesystem, og forskellen er, at vi ikke fokuserer på en opgave, som hjernen opfatter som akut. Det handler om at blive optaget af noget, som vi selv vaelger, og som vi synes er sjovt. At finde en hobby er noget af det bedste, du kan gøre for din hjerne. Gå i haven, lyt til en bog,« siger hun.

Anders Raastrup Kristensen, forfatter til bogen ”Det Graenseløse arbejdsliv”, mener, at tanken om en rettighed til at vaere utilgaengelig er mindre oplagt i Danmark, hvor begge foraeldre arbejder, mens børnene er små. Dermed har vi i højere grad brug for fleksibiliteten i arbejdslivet end i lande, hvor der stadig er tradition for, at kvinder går hjemme med børnene i hvert fald nogle år.

»Men det handler også om den danske tillid. Vores arbejdspladser har ofte tillid til, at vi løser vores opgaver og arbejder så mange timer, som vi skal, selv om vi går kl. 12 en dag, fordi det passer os bedre,« siger Anders Raastrup Kristensen, som ikke tror på, at det kan lade sig gøre »at skrue tiden tilbage« og begraense mulighederne for at arbejde om aftenen.

Laere af landbosamfund

Han mener, at vi samtidig må vaere bevidste om, at vi på den ene side giver vores arbejdsplads fleksibilitet, idet vi er tilgaengelige på mail og telefon. Men vi får også fleksibiliteten til at hente børnene tidligt, mod at vi arbejder om aftenen.

Hvis vi indfører ret til ikke at vaere tilgaengelige, må vi også, ifølge Raastrup Kristensen, acceptere, at vi slet ikke kan tale privat i arbejdstiden, at vi ikke kan laese nyheder på nettet eller lige gå på de sociale medier.

Han peger på, at vi måske kan laere noget af livet i landbosamfundet, hvor arbejdet og familieliv også flød sammen.

»Man havde her nogle traditioner, der netop skulle markere graensen for arbejdslivet: Lørdag middag tog man det paene tøj på og spiste frokost sammen for at markere, at man nu var sammen på en anden måde, og at man ikke kunne gå ud og arbejde, fordi man havde det paene tøj på.«

Frankrig har forsøgt at forbyde e-mails om søndagen, men ifølge SF’s Kira PeterHansen er det ikke nødvendigvis den rigtige model.

»Fleksibilitet er godt, hvor man kan hente børnene tidligere og så arbejde om aftenen i stedet. Det har jeg principielt ikke noget problem med. Min oplevelse er bare ikke, at vi har den rigtige forståelse af, hvornår vi er på, og hvornår vi ikke er på. Vi har strakt arbejdsdagen ud og delt den op i mindre bidder. Så er det svaert at holde fri,« siger hun.

Hvad Marianne Vind angår, så støtter hun grundtanken i forslaget og stemte derfor for i udvalgsbehandlingen før jul. I den endelige afstemning i januar var hun og resten af S-gruppen dog imod, fordi arbejdsmarkedets parter fik reduceret indflydelse, men hun ser et behov for, at der gøres noget:

»Flere og flere bliver ansat på flydende tid i stedet for 8-16. Det kan tage overhånd. Og måske sidder chefen og keder sig om aftenen og sender en mail. Så kommer der en forventning om, at man skal svare, og så saetter man sig ved pc’en i stedet for ved et braetspil med ungerne.«

Skal borgere ikke selv kunne styre den forventning, uden at der bliver lavet regler for det?

»Det kan du godt sige. Men det kan du sige om alt. Vi har en tradition for at hjaelpe dem, der har brug for det. Og vi kan jo se på maengden af stress, at det går den forkerte vej.«

Din egen medarbejder svarede på min mail torsdag aften kl. 22.09, 12 minutter efter jeg sendte den …

»Det siger sig selv, at jeg har ikke nogen forventning om, at mine medarbejdere efter kl. 18 tager telefonen eller svarer på mail. Men hvis det passer dem godt for at få fleksibilitet dagen efter, så er det selvfølgelig o.k.,« siger hun.

»Det afgørende er, hvad arbejdsgiverens forventning er. På hver enkelt arbejdsplads bør man aftale f.eks. praecise tidsrammer, forskel på faggrupper og om undtagelser, hvor man går uden om reglerne.«

Interviewet med Marianne Vind blev i øvrigt lavet fredag eftermiddag, da det var endelig besluttet, at historien skulle bringes i mandagsavisen. Det betød, at skribenterne skiftevis har arbejdet på historien fredag efter ”X-Factor” og håndboldkamp, lørdag morgen, lørdag middag samt lørdag aften.