Nedlukningen er dyr, men der er håb forude

Mens pandemien raser videre, varsler vaccinen et økonomisk forår.

Som ventet blev de hjemlige restriktioner forlaenget, da statsministeren med ledsagere holdt pressemøde i torsdags. Den nye britiske variant, B.117, har, i kombination med de udeblevne vaccinedoser, skabt en stor frygt for, at sundhedsvaesenet vil blive så udfordret, at det altså tidligst bliver til marts, at vi igen kan komme til frisøren, handle i shoppingcentret eller gå i byggemarkedet.

Kulturoplevelser eller rejser til udlandet har nok endnu laengere udsigter, og det eneste lille lyspunkt var, at Mette Frederiksen holdt en dør åben for, at de små igen snart kan komme i skole. Dermed ser regeringen ud til at følge eksperternes anbefalinger om en gradvis genåbning af landet, som i prioriteret raekkefølge begynder med de mindste folkeskoleklasser og slutter med barer og natklubber.

Prioriteringen er sikkert fornuftig nok ud fra et hospitalsfagligt perspektiv. Men det har altså også sin pris at forlaenge nedlukningen. Ikke bare økonomisk, men også mentalt og socialt. For der er ingen tvivl om, at coronatraetheden nu for alvor er ved at melde sig i befolkningen.

De voldsomme Men in Black-demonstrationer er et lysende eksempel på, at sammenhaengskraften i samfundet er udfordret, men der er måske endnu mere grund til at vaere bekymret for alle de børn og unge, som viser tydelige tegn på mistrivsel i denne svaere tid. Senfølgerne heraf kender vi fortsat ikke.

Set gennem økonomens briller er der dog grund til at udvise en vis optimisme for fremtiden. Måske ikke lige her og nu, da samfundet naermest er begravet i permafrost. Men også et økonomisk forår venter os. For når vi bruger erfaringerne fra sidste år, da verdensøkonomien oplevede et superstaerkt comeback, i det øjeblik genåbningen fandt sted, er der ingen grund til at tvivle på, at det samme vil gøre sig gaeldende i år. Og udrulningen af effektive covid-19-vacciner giver et begrundet håb om, at vi så endelig kan laegge pandemien bag os og for alvor begynde en normalisering af hverdagen. Udover de gode nyheder fra vaccinefronten er der også kommet klarhed over andre vaesentlige risici, som har skygget for vaekstudsigterne. For det første endte den mangeårige saebeopera om brexit så godt som muligt med frihandelsaftalen mellem EU og Storbritannien.

For det andet resulterede det dramatiske amerikanske valg i et reelt politisk regimeskifte, da Demokraterne både vandt praesidentembedet og flertallet i begge Kongressens kamre. Det giver i princippet Joe Biden magt, som han har agt i både indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål. Og selvom den nye administration fortsat vil føre en hård retorik over for bl.a. Kina, er der lagt op til, at USA fremover vil orientere sig langt mere mod resten af verden, og ikke mindst de traditionelle allierede, end tilfaeldet var under Donald Trumps ”America First Policy”. På den baggrund er der grund til at vente en solid fremgang i verdensøkonomien i år efter det store tilbageslag i 2020.

Dertil skal laegges, at den økonomiske politik vil vaere lempelig laenge endnu på globalt plan. Laeren af finanskrisen var bl.a., at en for hurtig stramning af den økonomiske politik kunne føre til nye og alvorlige tilbageslag. Det må og skal undgås under coronakrisen, og derfor er de offentlige lommer dybe for tiden.

Der må dog advares mod, at de bliver bundløse. Mange lande har nemlig over de seneste år oplevet en voldsom stigning i gaeldsniveauet.

Det er en situation, som kan håndteres, så laenge renten er taet på eller under nul og centralbankerne lader seddelpressen køre i rekordtempo. Men ekstraordinaere pengepolitiske tiltag gaelder kun i ekstraordinaere tider.

På et tidspunkt må rentepolitikken normaliseres, enten fordi inflationen er steget eller for at skabe råderum til at kunne håndtere kommende lavkonjunkturer. Og så er det, at risikoen for nye gaeldskriser igen kan dukke op som trold af aeske.

Udrulningen af effektive covid-19 vacciner giver et begrundet håb om, at vi så endelig kan laegge pandemien bag os og for alvor begynde en normalisering af hverdagen.

Heldigvis er Danmark ikke i skudlinjen i denne sammenhaeng. De offentlige finanser er så velpolstrede, at der sagtens er råd til at kompensere de udsatte erhverv yderligere. Det er der i øvrigt også en stor moralsk forpligtelse til, fordi der jo er tale om en politisk besluttet nedlukning af samfundet. Men det er klart, at jo laengere tid, som restriktionerne varer, desto større bliver regningen. Økonomisk såvel som mentalt.

Alene af den grund må vi ikke håbe, at de potentielt mere immunresistente sydafrikanske og brasilianske coronamutationer, med benaevnelserne B.1351 og P1, finder vej hertil, når vi engang har fået styr på B.117.

For så er der stor risiko for, at statsministeren med ledsagere vil invitere os alle sammen med til endnu et pressemøde med et dystert budskab. Og det ville naermest vaere ubaerligt.