Myanmar sendt tilbage til start
Ublodigt militaerkup på dagen for åbningen af det nye parlament satte et foreløbigt punktum for 10 års demokratisk udvikling.
Kuppet kom ikke som et lyn fra en klar himmel, men som lyn fra tordenskyer, der hastigt trak op i horisonten hen over weekenden.
Få timer før Myanmars nyvalgte parlament skulle samles for første gang, gennemførte militaeret et kup, der sender Myanmar tilbage til start efter 10 år med delvist demokratisk styre.
Rammen kunne naeppe have vaeret mere perfekt for et ublodigt militaerkup. Samtidig med at store dele af samfundet er lammet af corona-restriktioner, og lufthavnene delvist lukkede, samledes hele den politiske elite i den kunstige hovedstad, Naypidaw, for at åbne den nye parlamentssamling og praesentere nationens nye regering.
Militaeret var til stede i forvejen som beskyttelse. Da tropperne omringede hovedstaden i de tidlige morgentimer, blev de forvandlet til fangevogtere. Alle ledende politikere var samlet inden for jernringen og kunne systematisk interneres.
Sideløbende gik militaeret i aktion andre steder i landet og arresterede andre ledende regionale politikere. Inden for få timer var hele det politiske system lammet, uden at der var affyret så meget som et enkelt skud.
Kommunikationen til omverdenen blev afbrudt. TV, radio og internet blev lukket ned, mens militaeret konsoliderede strategiske positioner og lavede vejspaerringer i de vigtigste byer.
Hamstrede forsyninger
Da det gik op for den chokerede befolkning, hvad der foregik, strømmede de til forretninger og supermarkeder for at hamstre forsyninger. Alle landets banker blev beordret lukket, hvad der udløste lange køer ved ATM-maskinerne.
På en dag, der skulle have vaeret demokratiets stolte time med en ny fredelig magtovertagelse, blev kuppet gennemført og konsolideret på en formiddag. Den ny ledelse under haerchef Min Aung Hlaing og dennes politiske højrehånd, Wint Swe, som ny praesident dekreterede et års undtagelsestilstand. Den tidshorisont lovede kupgeneralen vil blive brugt til at arrangere et nyt og fair valg.
Militaerets begrundelse for kuppet var beskyldninger om valgsvindel i forbindelse med parlamentsvalget den 8. november. Det var på forhånd blevet tolket som folkets dom over den 75-årige Aung San Suu Kyis første fem år ved magten efter den overvaeldende valgsejr i 2015. 2020 blev en endnu større jordskredssejr, og netop dens størrelse blev et problem.
Militaerets politiske arm, USDP, led et nyt ydmygende nederlag, som fik de forsmåede politikere til at råbe »svindel«. Partiets historie er, at det sad på magten i overgangsperioden mellem militaerstyre og det frie valg fra 2011 til 2015. Allerede i 2015 fik det en hård medfart ved stemmeurnerne, og i november 2020 gik det endnu vaerre.
Partiets ledelse naegtede at anerkende resultatet og indgav skriftlige protester til valgkommissionen og domstolene. Valgkommissionen har konsekvent afvist, at der var noget at komme efter. Sidste udkald var i den forgangne uge, da en domstol endnu en gang afviste at forholde sig til kravet.
Det fik militaeret til at lufte muligheden for en magtovertagelse, og hen over weekenden steg spaendingen, og rygterne svirrede. Faren var tilsyneladende drevet over, da militaerchef Min Aung Hlaing søndag meddelte, at militaeret ville overholde forfatningen.
Afledningsmanøvre
Det viste sig blot at vaere en afledningsmanøvre, men samtidig en teknisk detalje, idet der i forfatningen, skruet sammen af militaeret, findes en klausul, der gør det muligt at overdrage magten til haerchefen, hvis nationale interesser står på spil. Med den paragraf i hånden blev kuppet retfaerdiggjort som en konsekvens af, at Aung San Suu Kyi ikke ville udskyde parlamentssamlingen og udskrive nyvalg.
Valghandlingen i november er fra alle sider beskrevet som fair, og ingen har fremlagt beviser eller indicier på systematisk valgsvindel, som haevdet af militaeret.
Men hvorfor så et militaerkup nu? Det er det store åbne spørgsmål, som alle stiller, og som der ikke umiddelbart findes noget logisk svar på. Militaerets egen forfatning har sikret de vaebnede styrker enorm indflydelse og fuld kontrol med den politiske udvikling. Militaeret er garanteret 25 pct. af mandaterne i begge parlamentets kamre, og der kraeves 75 pct. af stemmerne til forfatningsaendringer. Desuden sikrer forfatningen militaeret kontrol over forsvarsministeriet og indenrigsministeriet ud over at styre egne affaerer uafhaengigt af et parlamentarisk flertal.
En forklaring er ydmygelsen ved stemmeurnerne. En mere pragmatisk er, at militaerledelsen gennem det seneste år har lagt øre til stigende krav om at begraense dets politiske magt. Det er der bred lydhørhed for i Aung San Suu Kyis parti, NLD. Med den decimerede politiske støttegruppe lå der en risiko for, at progressive kraefter i militaeret kunne støtte den type forslag og dermed bryde den reelle vetograense på 25 pct.
Rohingyaproblematikken
En anden mulighed er utilfredshed med manglende resultater i forhold til kontrol med landets talrige småhaere og etniske militser. Aung San Suu Kyi har forsøgt at forhandle sig frem til aftaler med dem. Det er stort set mislykkedes. Militaeret har andre traditioner for at gå hårdhaendet til vaerks. Som det skete i rohingyakrisen, da militaerets udrensning – af FN kategoriseret som folkemord – sendte over 700.000 flygtninge over graensen fra Rakhine-staten til Bangladesh.
Forhandlingerne om deres tilbagevenden har ikke bevaeget sig nogen steder hen. Men Aung San Suu Kyi og NLD har fortalt verden, at Myanmar er parat til at tage dem tilbage.
Det vil helt sikkert ikke ske under en militaerregering eller med militaerets gode vilje.
For hende er kuppet et tragisk og formentlig definitivt punktum for en proces, der bragte hende fra 15 års faengsel og husarrest til et demokratisk valgt parlament og en position som landets reelle leder.
Militaeret sikrede, at hun ikke officielt kunne blive praesident ved at indføre en klausul i forfatningen om, at personer i familie med udenlandske statsborgerskaber ikke kunne besaette landets øverste politiske embede. Hendes afdøde mand og hendes børn er britiske statsborgere. I stedet styrede hun landet fra andre positioner, senest som State Counsellor of Myanmar.
Balancegang
Men hendes ledelse har vaeret en balancegang mellem nye demokratiske idealer, ny åbenhed og nye systemer på den ene side mod militaerets traditionelle magt og konservative magtbaser på den anden. En umulig balance, der ofte efterlod hende politisk lammet og var en af grundene til, at hun mistede sin status som et demokratisk ikon i Vesten.
De gamle venner kunne ikke acceptere, at hun afviste at bakke op om Vestens kritik af militaerets overgreb mod rohingyabefolkningen. Men mens hun blev lyst i band uden for landets graenser, havde hun fuld opbakning til den position på hjemmefronten, også fra militaeret.
Det paradoksale er, at hun og militaeret er parallelle, men rivaliserende institutioner i kamp om nationens sjael. Det var hendes far, der grundlagde militaeret, i daglig tale Tatmataw, og skabte grundlag for dets unikke position og selvforståelse som selve nationens fundament. Hun ser sig som varetager af hans arv. Det samme gør Tatmataw. Ligesom hun kaldes nationens mor (eller The Lady), kaldes militaeret for nationens far.
Mistede Vestens kredit
Nogle asiatiske kommentatorer ser Vestens reaktion på hendes rohingyaholdning som en indirekte årsag til kuppet. Det var en alvorlig svaekkelse af hendes magtposition i forhold til militaeret, at hun mistede sin kredit i Vesten. Det udløste blandt andet en investeringskrise og sanktioner, der også ramte militaerets omfattende forretningsimperium. Hun vendte sig til Beijing, der tog imod med åbne arme. Men militaeret havde i forvejen excellente forbindelser med Kina, så det var ikke noget plus i karakterbogen.
Hun styrkede sin position ved at tage til Haag og forsvare militaeret ved den internationale domstol. Men det forandrede ikke militaerets grundlaeggende holdning til hende som en politisk rival, som generalerne ikke ønsker skal vaere med til at definere Myanmars fremtid.