Den blinde vrede på Capitol har fortilfaelde i Europa. Det kan gå rigtig galt

Vittorio Alfieri så ikke mennesket. Kun magten og alt det, som han ikke kunne lide. Det, som han havde viet sit unge liv til at gøre oprør mod. Lederen af De Røde Brigader i Milano nøjedes ikke med at gå i demonstrationer på gader og pladser i 1970’ernes Italien. Han gik konkret til vaerks, skaffede en pistol, øvede sig i forladte miner på at bruge den, inden han slog til.

»I det øjeblik, jeg skød knaeene i stykker på chefen på Alfa Romeo, taenkte jeg kun på, hvad han gjorde mod arbejderne. Jeg så hans rolle, hans funktion, kontrollen, at alle skulle arbejde hurtigere. Jeg så ikke en person, jeg så ikke et navn eller en historie. Når man taenker sådan, så kan man gøre det,« har han fortalt i et interview med Jyllands-Posten.

Andre tidligere terrorister har fortalt lignende historier om, hvordan hadet til institutionerne var så stort, at det i deres øjne retfaerdiggjorde de ultimative handlinger som at lemlaeste et menneske for livet eller at slå ihjel.

Alfieri kunne desuden berette, hvordan han og andre blev opildnet til at tage kampen op. Når der var stormøder på Alfa Romero-fabrikkerne, hvor han arbejdede, stod frihedskaemperne fra Anden Verdenskrig og vraengede af lederen af Italiens kommunistiske parti, Enrico Berlinguer, som plaederede for, at kommunismen kunne indføres ad demokratisk vej.

Det rakte tålmodigheden ikke til. De unge blev opfordret til at baere faklen videre og se at få omstyrtet samfundet og få indført det marxistiske drømmesamfund.

»Vi unge troede på det vrøvl,« konstaterede den tidligere leder af De Røde Brigader.

Om de gamle frihedskaempere selv ville tage deres flammende tale alvorligt, er nok lige så tvivlsomt som at forestille sig Donald Trump marchere i spidsen for den vrede hob op mod Capitol Hill. Men hans tilskuere »troede på det vrøvl« og gik hele vejen, optaendt af samme flammende vrede, som Alfieri så klart husker. Parate til at gå til yderligheder mod de symboler, som de hader aller mest: repraesentanterne for det repraesentative demokrati. Alfieri så en chef, som havde svigtet arbejderne på fabrikken. For de mennesker, som raserede Capitol Hill, var vreden vendt mod en symbolsk politisk klasse, som de igen og igen havde fået at vide blaeste dem en lang march.

For nylig blev en dukke af statsminister Mette Frederiksen båret rundt ved en demonstration. »Hun må og skal aflives«, stod der.

Vreden er let antaendelig, og i Europa er der flere eksempler på politikere, som retorisk kører til kanten og udtrykker mistillid til politiske modstandere.

Vreden er let antaendelig, og i Europa er der flere eksempler på politikere, som retorisk balancerer på kanten og udtrykker mistillid enten til politiske modstandere eller institutionerne som sådan. For blot tre år siden, da Italiens praesident Sergio Mattarella blokerede for udnaevnelsen af en minister, begyndte både Matteo Salvini fra Lega og Femstjernebevaegelsen at organisere demonstrationer mod ham på pladsen foran praesidentpaladset i Rom. Hvad kunne det ikke udvikle sig til? Femstjernerne blev bygget på en internetkult med det klare budskab, at politikerne kunne rende dem et vist sted. Begge partiers ledere endte som ministre og brugte senere deres position til at heppe på de gule veste og deres kamp mod praesidenten i Frankrig med opfordring til at befri sig for en meget dårlig praesident.

Flammende retorik betyder noget. Når en statsminister Mette Frederiksen, praesidenterne Mattarella og Macron bliver gjort til hadeobjekter af politiske modstandere, så viser historien, at det kan komme helt ud af kontrol. USA har laert lektien. Europa er ikke fredet. Vi skal huske på fortiden.