Ensidigt fokus på børn: Hvad med foraeldrene?

Kaere Astrid Krag, du var kaldt i samråd den 28. januar om at sikre bedre retssikkerhed for familier i sager om underretninger, tvangsanbringelser og tvangsadoptioner. Du har ikke lyttet til kritikken, men gentager de samme formuleringer om, at mere tvang bare er godt, selvom der ingen dokumentation er herfor.

I 2011 fik vi også aendringer, der skulle forbedre barnets vilkår, ”Barnets Reform”. Naesten alle jeres tiltag er indeholdt i nuvaerende lovgivning og vejledning.

Den overordnede målsaetning var i 2011 at støtte børn og unges muligheder for trivsel og udvikling. Der var fokus på: tryghed i opvaeksten, børn og unges rettigheder, tidlig indsats, kvalitet i indsatsen. Det er det samme, I og vi stadigvaek ønsker.

”Barnets Reform” beskrev også, at »problemer skal forebygges og afhjaelpes i hjemmet, hvis muligt. Indsatsen skal vaere tidlig og helhedsorienteret«. ”Barnets Reform” praeciserede også forpligtelse til at støtte foraeldre, og at vanskeligheder skal løses i samarbejde med foraeldre.

Her 10 år efter vaelger I så at frakoble foraeldres betydning og retssikkerhed. Jeres udspil rummer et ensidigt fokus på barnet og ingen konkrete forslag til hjaelp til foraeldre. Vi har ikke svaret på, hvad der er bedst for barnet, men vi har evidens for betydningen af, at hvis barnet skal trives og udvikle sig i en anbringelse, så er det for barnet afgørende, at andre voksne tager hånd om dets foraeldre. Foraeldrenes betydning overser I fuldstaendig. Man kan godt vaere på barnets side uden at frakoble foraeldrene. Man kan ikke tage barnets parti ved at underminere foraeldres betydning.

Tidlig forebyggelse blev også vaegtet i ”Barnets Reform”. Jeg ser ikke udspillet har forslag til styrkelse heraf. I stedet taler I om foraeldre, der har fået alt for mange chancer. Måske – men vi ved det ikke. Vi har ikke viden om, om den hjaelp – der gives forebyggende – er givet rettidigt og relevant. Vi ved ikke, om hjaelpen er givet i tilstraekkeligt omfang. Vi har ikke viden om kvaliteten i forebyggelsen.

Det handler ikke om foraeldre, der ikke griber chancer. Foraeldre og børn er ikke hinandens modsaetninger. Lad os bevare fokus på at se familien samlet, i centrum, og saette helhedsfokuseret ind for barnet som for foraeldre. Med tilstraekkelige, relevante og kvalificerede indsatser. Med retssikkerhed for såvel barn som foraeldre.

Når de gode intentioner i ”Barnets Reform” ikke er omsat som ønsket, skulle vi så ikke se på rammerne, organiseringen, økonomien og socialrådgivernes muligheder for at løfte opgaven?