Regeringen modarbejder kirkens indsats for integration

Regeringens top har for alvor lagt sig ud med kirken ved at modarbejde og underminere det kirkelige integrationsarbejde. Det er ikke ofte, at biskopperne ser sig nødsaget til at bruge så skarpe udtalelser, som de har gjort på det seneste. Det handler om det forestående lovkrav om oversaettelse af religiøse praedikener til dansk samt om nedlaeggelsen af et lovforberedende udvalg i kirkeministeriet, som skulle opbløde segregeringen i kirken og bygge bro mellem folkekirken og kristne indvandrere.

Ph.d. i kirkehistorie Rasmus H. C. Dreyer har i Kristeligt Dagblad kaldt sidstnaevnte lovarbejde for

”et af de mest integrationsbefordrende projekter, der nogensinde er udtaenkt af biskopperne”. Men regeringen har valgt at nedlaegge udvalget. Til gengaeld bruges embedsvaerkets ressourcer på en lov, der vil kraeve praedikener oversat til dansk – en lov, som vil vaere en bombe under kirkens integrationsarbejde.

Problemet er jo ikke, at religiøse grupper mødes på andre sprog. Problemet er, når det sker i segregerede faellesskaber, der lukker sig om sig selv. Det tyske mindretal er et eksempel på, hvordan en minoritet sagtens kan fastholde sin sproglige og kulturelle identitet, uden at lukke sig om sig selv. Det samme sker i andre sproggrupper. I folkekirken er der netop ansat en landskoordinator for farsitalende, som selv har iranske rødder, for bedre at kunne betjene de ca. 1400 medlemmer af folkekirken, som kommer fra Iran og Afghanistan. Målet er ikke at skabe et kirkeligt parallelsamfund for disse indvandrere. Målet er at styrke kirkens tilbud på andre sprog end dansk, netop for at fremme tilknytningen til folkekirken og det danske samfund.

Integration tager nemlig tid og fordrer, at vi kommer hinanden ved. Kristne menigheder, som mødes på andre sprog end dansk, har ikke intention om at lukke sig om sig selv. I et åbent brev til statsministeren, som for nylig blev offentliggjort i Berlingske, skrev 57 praester for sproglige minoriteter i Danmark i en kritik af oversaettelsesloven: ”Vi vil Danmark. Vi har meget at bidrage med. Og vi vil gerne vokse taettere sammen med det danske samfund. Men det tager tid at laere at grine, graede og glaedes på dansk.”

Den integrationsproces har vi ikke vaeret gode nok til at facilitere i folkekirken. Gennem tiden har mange indvandrere vaeret forbi folkekirken for at søge efter et faellesskab og hjemsted. Men som helt nytilkomne har det vaeret svaert at finde sig til rette pga. de sproglige og kulturelle barrierer.

Vi har svigtet ved ikke at kunne komme dem i møde med tilbud, som de med deres sproglige og kulturelle baggrund kunne forstå og relatere til. I stedet er båndet blevet kappet og mange kristne indvandrere har etableret sig i selvstaendige menigheder. En sådan kirkelig segregering er ikke fremmende for integrationen i samfundet.

Den er også teologisk uholdbar. Ny Testamente gør meget ud af at tale om den kristne menighed som et identitetsbaerende faellesskab, der overskrider kulturelle og sproglige barrierer. Den motor, som drev integrationsarbejdet mellem de forskellige kulturgrupper i de første kristne menigheder, var altså teologisk. Det samme gaelder for folkekirkens integrationsindsats i dag. Men juraen står i vejen. Og regeringen har indtil videre stillet sig på den forkerte side. Jeg håber, det aendrer sig. Hellere før end siden, for vi har et momentum i arbejdet lige nu.