Taenk, hvis ansvaret var vores eget
Meget kunne blive bedre, hvis vi var bedre til at tage ansvaret for at løse små og store udfordringer i faellesskab i stedet for at overlade magt og ansvar til staten og kommunen.
Mens vinteren har fået tag i Danmark, bliver verden omkring os stadig mere mudret og konfliktfyldt. Storbritannien har forladt
EU, det kommunistiske Kinas magtambitioner på den internationale scene synes svaerere og svaerere at håndtere, migrantpresset mod Europa stiger, Afrikas befolkningstal gør det samme. Iran beriger uran, Erdogans ageren skaber uro i og omkring Tyrkiets del af Middelhavet såvel som i Libyen, og de baltiske lande er fortsat aengstelige grundet Ruslands fremfaerd på Krim.
Samtidig smelter USA ned for øjnene af os. I 2016 beskyldte demokraterne praesident Trump for at have stjålet valget; nu sender Trump lignende beskyldninger den anden vej. Da de voldsomme optøjer udbrød på tvaers af USA i forbindelse med Black Lives Matter-bevaegelsens oprør mod racisme, udtrykte flere demokrater forståelse og sympati for urostifterne; da Kongressen blev løbet over ende af gale Trump-tilhaengere, gjorde den skandaliserede praesident det samme. Den frie verdens leder, hvis man på noget tidspunkt har kunnet kalde ham det, kan nu se frem til en rigsretssag.
Der er kommet meget godt fra over there, men i dagens USA er den politiske samtale brudt ned og erstattet af en destruktiv stammekrig, hvis golde kampplads hylles i tågen af ondsindet og magtsyg identitetspolitik. Den slags har vi ikke brug for at hente til Danmark, for det er i forvejen en kold tid, vi lever i.
Vi taler om rigsretssager – Inger Støjbergs, der nu er en realitet, selvom den med praecedens for øje måske nok kunne have vaeret klaret med en naese, og Mette Frederiksens, der naeppe kan undgå at blive en større sag, for det er i sandhed alvorligt ulovligt uden hjemmel at indsaette politi og militaer mod egne statsborgere, tiltvinge sig adgang til deres virksomheder og destruere deres ejendom.
Retorikken mellem de politiske fløje er også skruet op til et niveau, der ikke altid er gavnligt. Det gaelder i forhold til rigsretssagerne, men også udlaendingepolitikken, hvor dele af højrefløjen har glemt, at statsministeren efter at have slugt kameler i et omfang, så bukserne truer med at spraekke i venstre side, har flyttet Socialdemokratiet så langt til højre i retning af den borgerlige fløjs fornuftige, nødvendigt stramme udlaendingepolitiske linje, at de tilbagevaerende uenigheder slet ikke kan baere en så voldsom retorisk indpakning uden at implodere.
Danskerne vil ikke løbes over ende af uintegrerbare, omkostningstunge udlaendinge. De vil ikke se sig selv, deres venner og børn overfaldet eller plaget af indvandrerbander. De vil heller ikke dele land med groft kriminelle udlaendinge, og de er ikke interesserede i at skulle bøvle med store minoriteter med en kultur, der er svaert forenelig med den danske.
Accepten af det forhold er ethvert ansvarligt partis kendemaerke, et kendemaerke, som også Socialdemokratiet skal måles på. At det er blevet sådan, er det tydelige bevis på, at det store slag på udlaendingeområdet blev vundet af de borgerlige. Stort, endda. Og heldigvis for det.
Det betyder, at der nu er tid til at tage fat andre steder. Og det er bydende nødvendigt, for skal Danmark kunne stå imod de tendenser, der polariserer vestlige samfund og nedbryder traditioner, tillid, velstand, samhørighed og kulturel kapital, er der ét faenomen, vi er nødt til at få styr på.
Faenomenet er svaert at indfange i en kort, praecis beskrivelse, men man kan opsummere det som fravaeret af faelles projekter og aktiviteter af betydning, der forpligter os borger til borger, ansigt til ansigt: De tilfaelde, hvor man holder lidt eller meget af hinandens eller hinandens børns skaebner i haenderne. Ikke blot bag hjemmets fire vaegge, men på kryds og tvaers af husholdninger i samfundslivet. Den type projekter og aktiviteter, der skaber samhørighed og gør, at vi kommer hinanden ved og ved selvsyn erfarer, hvordan vores engagement og bidrag er betydningsfulde i det konkrete. Dem, der giver os grund til at hilse på hinanden, tales ved og ranke ryggen i stolthed over, at vores liv har mening og giver mening for andre end os selv og vores naermeste.
I det store hele klares sådanne projekter og aktiviteter i Danmark udelukkende af stat og kommune. De står for aeldreplejen, for vuggestuerne, børnehaverne, skolerne, ja, selv lektielaesningen, og de henter også skatteindbetalingerne for vores lønindkomster direkte fra arbejdsgiveren.
Vi har overladt magten og ansvaret til de offentlige systemer og reduceret os selv til brugere, hvis handlemuligheder er begraenset til afkrydsninger i digitale selvbetjeningsløsninger med praedefinerede, staerkt indsnaevrede svarmuligheder. Dermed har digitaliseringen sat centraliseringen og standardiseringen fri.
Man kan se, at både fru Jensen og fru Larsen har fået mad, skiftet ble og vaeret i bad denne måned, at 52 pct. af alle foraeldre har laest beskederne på Aula mellem klokken 6 og 23, at børnehavebørnenes motorik er blevet dårligere, men at 68 pct. af foraeldrene støtter op om institutionerne alligevel; og børnene er der jo også rigtig meget. Det fungerer uovertruffent. Og selv hvis det ikke gør, er det let at leve med: Vi er nemlig fri for at tage ansvar for forholdene i velfaerdsstatens bastioner. Det klarer kommunen, og vi skal ikke taenke på, hvor den henter pengene til at finansiere dem.
Men taenk, hvis vi skulle.
Gør vi det ikke, risikerer vi at glide fra og af på hinanden som isolerede, afmaegtige systemborgere, der i mangel på oplevelsen af samhørighed og medejerskab af samfundsudviklingen hensynker i tungsind eller opildnes til vrede af opportunistiske smadremaend.
Taenk, hvis vi hver måned, ganske som vi betaler afdrag, husleje og mange andre ting, skulle betale skat. Selv lave overførslen og se vores bidrag til faelleskassen forsvinde fra kontoen og maerke det ansvar, der følger med at vaere en del af Danmarks arbejdsstyrke.
Taenk, hvis det var os selv, der via foraeldrebestyrelser var ansvarlige for børnene i vores kvarters daginstitutioner. For deres budgetter, prioriteter, paedagogiske fokusområder, indretning og personalesammensaetning.
Taenk, hvis det samme gjorde sig gaeldende for skolerne. Hvis ansvaret var vores og ikke en abstrakt størrelse deponeret hos politikere og embedsmaend på kommunale kontorer.
Taenk, hvis vi som pårørende sad med ved bordet, når rammerne for hverdagen på vores foraeldres plejehjem blev fastlagt. Taenk, hvis vi på den måde maerkede, at samfundslivet afhang af os.
Vi ville vaere nødt til at følge med, nødt til at involvere os, nødt til at tage ansvar.
Det ville vaere prisen, men også belønningen for at tage det laenge tiltraengte opgør med den umyndiggørelse og afmagt, vi har accepteret som vilkår for til gengaeld at få et ansvarsfrit liv.
Min overbevisning er, at vi ville få bedre daginstitutioner, bedre skoler, dygtigere og mere dannede børn, en bedre aeldrepleje med gladere aeldre, og ikke mindst en kløgtigere forvaltning af faelleskassens midler, hvis vi tog det. Opgøret, altså. Hvis vi som borgere rankede os, løftede blikket og påtog os ansvaret for deres drift og indretning.
Samtidig tror jeg, og det er måske i virkeligheden den vaesentligste pointe, at vi ville blive mere opmaerksomme på, at vores skaebner, til trods for at sociale og traditionelle mediers accelererede virkelighed af og til kunne tyde på noget andet, er forbundne, således at vi, selvom vi er forskellige, og selvom vi måtte vaere uenige om dette og hint, er nødt til at indrette os, så vi kan komme ud af det med hinanden.
I en tid hvor splittelsen og opvigleriet lurer i hver en spraekke, bør vi skaerpe vores fokus og saette kurs mod de aendringer af det danske samfund, der medfører, at vores liv i højere grad kommer til at afhaenge af hinandens frem for systemernes.
Det er sundt, godt og meningsfuldt; man kunne kalde det sand velfaerd.
Gør vi det ikke, risikerer vi at glide fra og af på hinanden som isolerede, afmaegtige systemborgere, der i mangel på oplevelsen af samhørighed og medejerskab af samfundsudviklingen hensynker i tungsind eller opildnes til vrede af opportunistiske smadremaend.