Tak for EM 1992, Lars Olsen!
Han var anfører, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Siden blev han traener, senest i Esbjerg, som fyrede ham sidste år. Men EM kan de aldrig tage fra ham.
En mobiltelefon ringer i Brøndby. Den bliver taget.
Hvor er du henne i dit liv, Lars Olsen?
»Jeg laver faktisk ikke noget, efter at jeg stoppede i Esbjerg. Jeg sidder og funderer lidt på, hvad det naeste skal vaere, jeg skal give mig til. Det ser lidt kedeligt ud, da det hele er lukket ned på grund af pandemien. Jeg tror, der er mange, der er usikre på, hvad fremtiden bringer. Jeg er gået lidt i taenkeboks.«
Vil du stadig gerne vaere fodboldtraener?
»Ja, det vil jeg ikke afskrive. Men jeg må se i øjnene, at der er mange om buddet. Jeg mener dog, at jeg har noget at bidrage med. Fodbold har vaeret mit liv, siden jeg blev professionel spiller i Brøndby i 1986. Det er ikke noget, man lige smider vaek.«
Hvad lavede du egentlig, inden du blev professionel?
»Jeg var ansat på Glostrup Amtssygehus i tre-fire år som kontorassistent, men blev professionel i Brøndby i 1986, da de indførte det. Siden har jeg ikke beskaeftiget mig med andet. Jeg har lidt erfaring som spiller og traener, ikke?«
Det er vel svaert pludseligt at slå ind på en anden bane?
»Jo, jo. Jeg har vaeret i samme branche, det har vaeret min hobby, så er det svaert at beskaeftige sig med noget andet. Hvis ikke det skal vaere fodbold, hvad skal det så vaere? Der er nogle tanker, der rumler.«
Har din afskedigelse i Esbjerg sat dybe spor?
»Det er et usikkert job at vaere traener. Men det er ikke noget, der afskraekker mig. Det handler om at skaffe resultater. Der er mange unge traenere på vej frem, og så mange traenerjobs, man kan leve af, findes der heller ikke. Men det traekker i mig, nu da alle kollegerne går i gang i deres klubber inden laenge.«
Lars Olsen bor i Brøndby, han er gift med Helle, og sammen har de sønnerne Oliver og Ricky. Lars Olsen arbejdede i otte år som landstraener for Faerøerne. Han pendlede frem og tilbage – det samme gjorde han, da han traenede Esbjerg sidste år.
»Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg skal overveje, om det er det vaerd, al den rejsen frem og tilbage. Jeg har fået et barnebarn. Der er mange ting, der aendrer hverdagen, alt efter hvor man står i livet.«
Er du urolig over, hvad du nu skal?
»Nej, det er jeg ikke. Men jeg taenker da over det. Man har altid taenkt: hvad nu? Hvad er det naeste? Når man stopper i en klub, er det jo ikke sikkert, at naeste klub står klar. Alt skal passe sammen. Det er ikke altid, det flasker sig. Meget kommer lidt pludseligt. Sådan har det også formet sig for mig.«
Lars Olsen var assistenttraener i Brøndby, efter at han havde stoppet sin aktive karriere, som blandt andet førte ham forbi Belgien, Schweiz og Tyrkiet, og undervejs spillede han 84 Alandskampe fra 1986 til
1996, hovedparten som anfører. Randers FC hev ham til Jylland som traener, siden endte han i OB, som han vandt sølvmedaljer med to gange, men han blev fyret efter tre saesoner. Derefter gik der halvandet år, inden han igen var i arbejde.
»Så ringede de fra Faerøerne og spurgte, om jeg var interesseret i at blive landstraener deroppe. Havde du spurgt mig dengang, var der sikkert 10 andre ting, jeg hellere ville. Men jeg havde en god tid deroppe.«
Hvad er du mest glad for i din traenerkarriere?
»Jeg synes, jeg har haft en fin karriere. Jeg var ny i det, da jeg kom til Randers FC. Jeg var der i naesten fem år, og det var jeg glad for. I OB havde vi et rigtig godt hold og fik fin succes, inden både jeg og sportschefen røg ud. Jeg syntes da, det var uretfaerdigt, men det kan man ikke bruge til noget. Derefter fik jeg otte år med Faerøerne. Det var fantastisk.«
Da han stoppede som landstraener, manglede Esbjerg en traener.
»Set i bakspejlet var det et dårligt valg fra min side og måske også fra Esbjergs side. Det passede ikke rigtigt. Måske skulle jeg have taenkt lidt over tingene, inden jeg sagde ja. Når man får chancen, er det fristende at sige ja. På den anden side; havde jeg ikke sagt ja, ville jeg måske havde fortrudt det.«
Det med at blive fyret vaenner man sig vel aldrig til?
»Nej, der er jo nogle, der siger, at du ikke er god nok til dit job. Det rammer én, selv om man kender betingelserne. Men det er aldrig rart.«
De sagde, at der aldrig havde vaeret så mange inde på Rådhuspladsen siden Befrielsen. Det er surrealistisk at taenke på. LARS OLSEN OM EM-TRIUMFEN I 1992
Vi har helt glemt at tale om EM-sejren i 1992!?
»Det var højdepunktet i min karriere. Det var en fantastisk oplevelse for os som spillere, men også for alle de danskere, der fulgte os. Det bliver aldrig glemt. De sagde, at der aldrig havde vaeret så mange inde på Rådhuspladsen siden Befrielsen. Det er surrealistisk at taenke på. Det haender, at folk kommer hen og siger: ”Tak for EM 92!”«
Lars Olsen, tidl. landsholdsspiller og nu traener, Brøndby
afmatning. Samtidig forventer klubben og traeneren, at der hele tiden bliver lagt mere på. De ting, man ikke er så dygtig til, skal man fokusere på at forbedre, og det kan tage laengere tid, end man forventer. Pludselig spiller man ikke så meget laengere, og så kommer modgangen,« siger Flemming Berg.
Hjaelp fra familien
Et af de mest åbenlyse eksempler er Jesper Lindstrøm. Det spinkle Brøndby-talent dukkede pludselig op i sommeren 2019 med vigtige scoringer og lovende aktioner.
»Han tog alle med storm på grund af sin fart og opportunisme. Efterfølgende skulle han rykke sig fra at vaere et talent til at blive en baerende spiller. Imens laerte modstanderne ham at kende. De analyserede sig frem til, hvad han var god til, og forsøgte at forhindre ham i at udfolde sig. Det fik ham til at se mindre staerk ud i en periode, imens han skulle arbejde med noget af det, han var mindre god til. Den slags ting tager tid, men i hans tilfaelde kom han tilbage som en dygtigere og mentalt staerkere spiller,« siger Flemming Berg om Lindstrøm, der blev kåret til efterårets profil efter bl.a. at have scoret otte ligamål.
Selv om nogle spillere vil have lettere ved at tilpasse sig situationen, er én ting faelles for alle – de vil få testet deres styrke og mentalitet, forklarer Flemming Berg:
»De fleste har brug for hjaelp fra deres om
givelser. Det kan vaere deres foraeldre, venner eller en dygtig rådgiver. Det vigtigste er at anerkende, at perioden vil opstå. Nogle vil taenke, at traeneren er en idiot, eller mene, at det er andres skyld, i stedet for at knokle på for at komme videre«.
En god uddannelse
I flere af klubberne forsøger man at støtte de unge spillere med hjaelp fra bl.a. en »transitionstraener«, der agerer bindeled mellem U19- og superligaholdet.
»Hvis man har vaeret den bedste som U15og U17-spiller, er man vant til at blive bekraeftet i, at man hele tiden er på vej i den rigtige retning. Derfor kan det godt vaere en stor udfordring, når man pludselig går fra at vaere nummer et til at blive nummer 22 i køen. Det handler om at forberede de unge spillere på, at den situation vil opstå, når de kommer op i superligatruppen,« siger Jesper Ørskov, talentchef i AGF.
Det er svaert at saette en formel op for, hvad der skal til for at bryde igennem i Superligaen. Én ting er dog afgørende, ifølge Flemming Berg – spillerne skal føle, at de har en realistisk mulighed for at få spilletid:
»De danske klubber har laenge vaeret dygtige til at få de unge spillere op i superligatruppen, men det er ikke ensbetydende med, at de får ret meget spilletid. Mange klubber har f.eks. en målsaetning om, at der skal vaere 20 pct. egenudviklede spillere i
Mange klubber har f.eks. en målsaetning om, at der skal vaere 20 pct. egenudviklede spillere i truppen. Men hvis de ikke er med i kampene, er det ligegyldigt. FLEMMING BERG, TALENTUDVIKLINGSCHEF I DANSK BOLDSPIL-UNION (DBU)
truppen. Men hvis de ikke er med i kampene, er det ligegyldigt.«
Det bliver bakket op af Thomas Rasmussen, der er tidligere landsholdsspiller samt professionel fodboldspiller i ind- og udland. I dag arbejder han som og rådgiver for bl.a. flere unge spillere gennem Boutique Transfer and Management, der har et samarbejde med talenter som Rasmus Højlund i FC København og Morten Hjulmand i Lecce.
»Overgangen fra U19-fodbold til seniorniveau er meget svaer, og derfor er det vigtigt, at de unge spillere hurtigt får noget erfaring. Det får de ved at spille mod gode modstandere – om det er i Danmark, Østrig eller et andet land. Dem, der har fået mange kampe i en ung alder, står bedst rustet i forhold til at videreudvikle sig.«
AGF har senest haft syv unge spillere med på klubbens traeningslejr i vinterpausen, hvor de har »fået en fornemmelse for, hvad der skal til for at bryde igennem,« forklarer Jesper Ørskov:
»Talent er én ting, men mentaliteten og indstillingen er lige så vigtig. Det kraever rigtig meget tålmodighed at få gennembruddet. Der skal også vaere lidt held i det, f.eks. hvis en konkurrent bliver solgt, og så skal man have lyst til at dygtiggøre sig selv gennem bl.a. selvtraening, mens man venter på at få chancen.«
I Danmark har der laenge vaeret debat om, hvordan ligastrukturen påvirker talentudviklingen. Siden 2016 er ligaen blevet delt op i et mesterskabs- og nedrykningsspil efter 22 kampe. Flemming Berg vil ikke gå ind i diskussionen om superligamodellen, men konstaterer:
»Når nogle klubber konstant skal kaempe for at komme i topseks eller undgå nedrykning, så er der en tendens til, at man satser på det sikre kort – og det er ofte en aeldre spiller. Generelt vil jeg sige, at hvis klubberne tidligt i saesonen skal taenke på deres eksistens i raekken, så er det ikke befordrende for talentudviklingen.«
Uanset hvad, mener han, at de danske klubber har indset, at det kan vaere en gevinst at give de unge spillere chancen. Ligesom for de unge spillere må udviklingen dog aldrig stå stille. Derfor har Flemming Berg også et forslag til, hvordan endnu flere unge spillere kan få chancen i Superligaen:
»Man kan ikke forvente, at et ungt talent bliver en baerende spiller fra start – det er der nogle enkelte, der godt kan klare, men de fleste vil have brug for at blive kørt ind på holdet i løbet af en-to saesoner. I en trup er der brug for den slags spillere, der ikke er med hver gang, men som får 10-12 kampe i saesonen. Hvis det bliver nogle af de unge talenter i stedet for en etableret spiller, så vil det give talenterne en større mulighed for at slå igennem. Det kan i sidste ende også sikre et større økonomisk afkast for klubberne.«