Drukner vi i gaeld efter pandemien? Tre topøkonomer er ikke sikre

En højere statsgaeld er ikke et problem, så laenge renten er lav, vaeksten er høj, og politikerne ikke bruger pengene på åndssvage projekter. Det er her, advarselslamperne blinker, advarer økonomer.

Jyllands-Posten har sat cheføkonomen i Skandinaviens største bank, en nuvaerende overvismand og en tidligere overvismand staevne for at snakke om negative renter og muligheden for at udstede store maengder af statsgaeld.

En mulighed, der både kan blive en gave og en potentiel bombe under samfundsøkonomien.

Alle tre økonomer er dog enige om, at det kan stikke helt af, hvis politikerne får frie haender.

Adspurgt om, hvordan vi betaler coronaregningen tilbage, svarede statsminister Mette Frederiksen for nylig, at praemissen for spørgsmålet var »gammeldags«.

»Det er en lidt gammeldags måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har mulighed for at investere os ud af krisen,« sagde statsminister Mette Frederiksen på TV 2.

Udtalelsen sendte en raekke økonomer op i det røde felt, fordi de mente, at hun bagatelliserede omkostningerne ved at opbygge gaeld.

Siden starten af 1990’erne, hvor den danske bruttogaeld toppede i omtrent 80 pct. af bruttonationalproduktet (bnp), har den økonomiske politik vaeret styret af hensyn til fastkursen og til statsgaelden.

Man holdt de offentlige finanser i en strammere snor og kastede sig ud i en lang raekke reformer, som udvidede arbejdsudbuddet med mere end 150.000 personer.

En ny situation

Nu er situationen vendt om.

Bruttogaelden røg under 30 pct. af bnp kort før finanskrisen og sluttede 2019 af omkring de 33 pct. Nettogaelden – der fratraekker statens tilgodehavender – er ca. nul.

Prisen på at servicere gaelden, også kaldet gaeldsbyrden, faldt ifølge Nordea fra omkring 4 pct. af bnp i 2000 til kun omtrent 0,5 pct. af bnp i 2019.

Så ramte pandemien, og den sendte ifølge EU-Kommissionen bruttogaelden tilbage til 45 pct. af bnp sidste år.

Hjaelpepakkerne har kostet 27,5 mia. kr indtil nu, og regeringen har ifølge Nykredit yderligere op mod 300 mia. kr. ude at svømme i udskudt moms, A-skat og am-bidrag.

Frygt for lavvaekst

De kommende år venter der enorme investeringer i den grønne omstilling, i sundhed, i velfaerd og i såkaldte andengenerationsreformer, som bl.a. er udset til at løfte uddannelsesniveauet.

Behovene falder sammen med erkendelsen af, at de lave renter måske gør statsgaeld til et langt mindre problem, end man troede.

Faktisk mener bl.a. den tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF) Olivier Blanchard og Harvard-professor Lawrence Summers, at det vil vaere en kaempefejl, hvis regeringer som den danske er for fedtede.

Så risikerer Europa nemlig at havne i kronisk lavvaekst, som har plaget Japan siden midten af 1990’erne, advarer de.

Summers mener faktisk, at vi allerede er i suppedasen. Argumentet er derfor ret simpelt.

Med en rente som den danske – den danske stat kan låne til en negativ rente i mere end 10 år – og med udsigt til økonomiske vaekstrater på mellem 2 og 3 pct. de kommende år, så vil gaeldsbyrden falde, selv om gaelden vokser ganske betragteligt.

To af de tre topøkonomer giver Mette Frederiksen ret i, at en højere offentlig gaeld måske ikke er så farlig. Ja, måske endda fornuftig under krisen – og måske også efter.

Men det er forudsat, at renten forbliver lav, at vaeksten forbliver høj, og at politikerne ikke bruger pengene på ligegyldige investeringer eller forbrug.

Og det er her advarselslamperne blinker, mener økonomerne.

Overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard mener godt, man kan løsne op for de finanspolitiske bånd, så staten kan køre med større underskud over de kommende år.

Grundpraemissen er, at de enormt lave renter ser ud til at fortsaette mange år endnu, og at der stadig er faste rammer for den økonomiske politik.

»Givet udsigterne de naeste 10 år er de finanspolitiske rammer for konservativt afstemt. Hvis renterne er meget lave de naeste 10 år i forhold til den økonomiske vaekst, kan det vise sig at vaere uhensigtsmaessigt at pålaegge sig restriktioner, som er unødvendigt hårde,« siger han.

Han peger på, at man efter finanskrisen mange steder strammede for hurtigt op, så krisen blev dybere end ellers.

Han påpeger også, at EUreglerne for offentlige underskud og gaeld, som er grundlaget for den danske lovgivning, blev lavet for 20 år siden. Siden har det økonomiske bagtaeppe aendret sig markant, mener han.

»Men det er ikke det samme som at sige, at der ikke skal vaere nogen regler overhovedet. Vi vil gerne have, at staten skal vaere solvent. Man skal kunne svare sine udgifter. Men der kan vaere noget debat om, hvilke indikatorer man bør kigge på, og hvilke graensevaerdier man bør holde sig inden for,« siger CarlJohan Dalgaard.

Udfordringen bliver at give politikerne mere spillerum, uden at forbruget og gaelden løber løbsk, vurderer han.

Det er også umuligt at vide med sikkerhed, om Summers har ret, og renterne forbliver lave i lang tid. Derfor skal der snor i processen, mener CarlJohan Dalgaard.

»Renteniveauet på statens gaeld afspejler blandt andet trovaerdighed om finanspolitikken og gaeldens størrelse. Der skal helst ikke vaere så meget elastik i finanspolitikken, at vi mister trovaerdighed,« siger han.

Den forrige overvismand og professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Svarer er lidt mere skeptisk.

»Lige nu under coronakrisen skal vi ikke bekymre os om vores statsgaeld. Men hvad betyder debatten for den langsigtede politik? Det er der, man risikerer at gå på kompromis. Så skal der ikke ret meget til, før det bliver farligt. Det er meget farligt at taenke, at der ikke er nogen omkostning ved gaeld,« siger Michael Svarer.

Der er efter reformerne af bl.a. pensionsalderen – såfremt man altså lever op til aftalerne – styr på de offentlige finanser.

Kombinationen af lave renter og den lidt højere vaekst taler ifølge Svarer også for, at man kan bruge gaeld som finansiering oftere end før. Men han er skeptisk over for politikernes evne til at finde de rigtige projekter at bruge de gaeldsfinansiererede kroner på.

Udfordringen er, at netop når renten er lav, så bliver kravene til projekternes afkast også lavere. Det er en farlig glidebane, mener han.

»Der er ikke nogen som helst garanti for, at de ting, som politikerne finder på, giver et fornuftigt afkast. Lige nu er de grønne investeringer i vaelten, men det kan også blive til skattelempelser eller velfaerd. Det er en potentiel farlig kurs at laegge sig ind på,« siger Michael Svarer.

Han mener, at hvis man begynder at slaekke, så er det svaert at sige, hvor det ender.

»Nogle vil f.eks. måske spørge, hvorfor vi skal arbejde så meget og så laenge? Så kommer vi lynhurtigt tilbage til den sti, hvor gaelden bare vokser og vokser. Der skal ikke ret meget til, så har man mistet den balance,« siger han.

Den mest skeptiske af de tre økonomer er Helge Pedersen, mangeårig cheføkonom i Nordea.

Siden han begyndte sin karriere inden for økonomi i starten af 1980’erne, har han set indtil flere gaeldskriser bygge sig op og eksplodere i haenderne på intetanende regeringer.

»Jeg har vaeret igennem adskillige gaeldskriser. Bare fordi renten er nul nu, skal man ikke afskrive, at der kan opstå et problem lidt laengere nede ad vejen,« siger Helge Pedersen.

Hans bekymringer er i øjeblikket rettet mod flere sydeuropaeiske lande som Spanien, Frankrig og Italien. De har øget deres gaeld kraftigt under pandemien og vil ifølge Helge Pedersen befinde sig i en svaer situation, selv når smitten falder.

Det vil blot anspore dem til at optage endnu mere gaeld, og så kommer observationerne fra Blanchard og Summers ganske belejligt.

Landene får lige nu hjaelp fra Den Europaeiske Centralbank, der presser renten på deres gaeld ned med opkøb.

Opkøbene er også indirekte med til at presse de danske

renter ned, mener han. Men det kan man ikke basere sin fremtid på, advarer cheføkonomen.

»Der er en lang raekke lande i Europa, hvor man godt kan vaere bekymret. I det øjeblik, pengepolitikken bliver normaliseret, så kan nogle af de lande godt få problemer,« siger Helge Pedersen.

Selv om udgangspunktet i Danmark er meget bedre, så er han heller ikke vild med tanken om en langt højere statsgaeld herhjemme.

Hasardspil

Det er at spille hasard med 30 års genopretning af dansk økonomi, mener han.

»Man skal vaere varsom med at tage for meget gaeld på sig, bare fordi renten lige nu er lav,« siger Helge Pedersen.

»Det er fint, hvis pengene investeres i noget, der er produktivt, men risikoen er, at der bliver foretaget dårlige investeringer, fordi det er billigt, og at man vil bruge flere penge på det offentlige forbrug for at taekkes vaelgerne,« fortsaetter han.

Vejen ud af gaelden igen er lang, advarer han. Man kan ikke bare brandbeskatte sine borgere eller trykke sine egne penge. Så er det tilbage til den møjsommelige reformkurs, som tager årtier.

Dertil er der også risikoen for, at vaekstraterne falder fremover. Det vil gøre det svaerere at baere en høj gaeld.

»Min bekymring er ikke situationen lige nu. Men hvordan ser det ud om 5 år eller 10 år? Der er for mange, der vasker deres haender lige nu i de lave renter,« siger Helge Pedersen.

»Der er ikke nogen, der anfaegter, at man i en kriseperiode bruger ekspansiv finanspolitik. Spørgsmålet er, når vi kommer på den anden side af coronakrisen. Skal man så tillade, at man løber gaeld op, bare fordi renten er lav? Jeg haelder til, at man skal begynde at rette op igen,« siger han.