10 år efter Det Arabiske Forår er der igen brand i gaden

De seneste ugers voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker understreger Tunesiens ineffektive politiske system og svage økonomi, men der er fortsat danske eksportmuligheder.

LYNGE GØRTZ SMESTAD

Braendte daek, ødelagte butikker, tåregas og vandkanoner. Flere byer i Tunesien er de seneste uger blevet forvandlet til en kampzone mellem unge demonstranter og politistyrker. Tidspunktet for sammenstødene kunne ikke vaere mere symbolsk.

For i forrige uge var det praecis 10 år siden, at den mangeårige leder af landet, Ben Ali, måtte traede tilbage i kølvandet på Jasminrevolutionen, der var startskuddet til Det Arabiske Forår.

Eneste demokrati

Mens Det Arabiske Forår ikke førte til laengerevarende politiske systemskifter i øvrige lande, er historien en anden i Tunesien. For her medførte revolutionen en ny forfatning og overgang til et parlamentarisk demokrati. Derfor bliver Tunesien i dag betragtet som det eneste reelle demokrati i den arabiske verden, og i Vesten fremhaeves landet ofte som et foregangsland. Men de seneste ugers gadekampe understreger, at Tunesien på flere parametre faktisk er gået tilbage siden revolutionen.

Selv om Tunesien er førende i den arabiske verden på demokrati, menneskerettigheder og ligestilling, er der fortsat massive sociale spaendinger på grund af den dårlige økonomi og den tårnhøje arbejdsløshed.

Hver tredje unge tuneser er i skrivende stund uden job. Faktisk kan man sige, at de økonomiske problemer på sin vis haenger sammen med overgangen til demokrati. For de politiske partier har haft så svaert ved at samarbejde, at det unge demokrati har vaeret gennem talrige politiske kriser.

Lever for lånte penge

Siden revolutionen har der vaeret mere end 10 forskellige regeringer, og i forrige uge annoncerede premierminister Hichem Mechichi en regeringsrokade, der omfatter 12 ministre. Det politiske dødvande har også gjort det vanskeligt at gennemføre reformer, som landets økonomi skriger på. Alene udgifterne til offentlige lønninger udgør 18 pct. af bnp, hvilket er blandt de højeste i verden. Samtidig er statens kaempegaeld fordoblet siden revolutionen. Gaelden udgør nu naesten 90 pct. af bnp, så der er akut behov for at spaende livremmen ind. Men det kan blive vanskeligt at gennemføre besparelser på grund af landets staerke fagforeninger og den utilfredse befolkning.

Faktisk har det vist sig nemmere for de mere autokratiske lande i regionen.

Det gaelder f.eks. Egypten, der ligesom Tunesien var gennem et systemskifte i kølvandet på Det Arabiske Forår, men hvor militaeret i 2013 kuppede magten tilbage. Her har man gennemført den ene upopulaere reform efter den anden de sidste fem år – bl.a. fordi det autokratiske regime holder protestbevaegelserne i kort snor. Resultatet er, at mens Tunesien og Egyptens økonomier startede fra relativt ens udgangspunkter for 10 år siden, står Egyptens økonomi klart staerkere i dag. Dermed har demokratiets sejr i Tunesien vaeret bittersød.

Satser på vind og sol

Den svage økonomi betyder dog ikke, at der ikke er danske eksportmuligheder. Tunesien har ligesom resten af Nordafrika fremragende forhold for både sol- og vindenergi. Man er kommet langsommere ud af starthullerne end flere af de øvrige lande i regionen, men satser på, at 30 pct. af strømproduktionen skal komme fra vedvarende energikilder i 2030. I dag kommer langt størstedelen fra gas, mens kun ca. 3 pct. kommer fra vedvarende energi. Tuneserne har de seneste år arbejdet på at forbedre rammevilkårene for vedvarende energi, så man kan tiltraekke investeringer og kapital udefra. Spørgsmålet er, om de seneste ugers uroligheder udvikler sig yderligere, hvilket potentielt kan føre til en udskydelse af de grønne investeringer.