595 sider kaster kritisk lys på manden, der blev kaldt coronageneralen
Sundhedsstyrelsen kaldte det meget usandsynligt, at smitten kom til Danmark. Direktøren frarådede en omfattende, national nedlukning. Han gik imod massetest. Han overvejede at gå uden om Statsministeriet, som kraevede, at alt skulle godkendes på højeste n
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, modtog en e-mail med en klar besked. Det var den 28. februar 2020, dagen efter den første dansker var konstateret smittet med corona, og regeringstoppen havde skruet helt op for alarmberedskabet. Statsministeriet kraevede nu »at vaere i loop ved nye infoaktiviteter«.
Ordren til Brostrøm indebar, at alle forslag og al kommunikation skulle beskrives i en mail, der skulle sendes til Sundhedsministeriet, der ville sende videre til Statsministeriet, som skulle sige o.k. til alt.
Brostrøm svarede, at han desvaerre ikke kunne arbejde med den slags »forsinkende led«.
»Så alt bliver godkendt af mig eller på mit ansvar. Du er selvfølgelig velkommen til at orientere STM om, hvordan jeg er nødt til at gøre det,« skrev han til en chef i Sundhedsministeriet.
STM er en forkortelse for Statsministeriet. Fire minutter senere svarede chefen:
»Jeg tror, det er vigtigere, at STM er orienteret i tide.«
Senere samme aften var sagen rykket op på allerhøjeste niveau. Per Okkels, departementschef i Sundhedsministeriet, havde netop overstået en timelang samtale med Statsministeriet, der oplevede, at Sundhedsstyrelsen ikke ville samarbejde.
»Det her skal vi. Det her kan vi blive skudt på. Alt er alt. Vi bliver nødt til at give dem alt,« skrev Okkels.
»OK, vi prøver,« svarede Brostrøm.
To millioner dokumenter gennemgået
Korrespondancen er sigende for en historie, der går igen i den 595 sider lange udredning af, hvad der skete i månederne, fra en ukendt virus blev fundet på et kinesisk madmarked, til selvsamme sygdom spredte sig hastigt i Danmark.
Udredningen, også kaldet Grønnegårdrapporten, er bestilt af Folketinget, udført af en ekspertgruppe med professor Jørgen Grønnegård Christensen i spidsen og skabte overskrifter, da den udkom i sidste uge.
For det var ikke »myndighedernes anbefaling« at lukke så meget ned, som statsminister Mette Frederiksen ellers påstod på det historiske pressemøde i marts. En historie, som Jyllands-Posten afslørede allerede i maj, og som ekspertgruppen cementerer efter at have gennemgået godt to millioner dokumenter. Deres undersøgelse »giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet«, konkluderes det. Eller som Jørgen Grønnegård Christensen har formuleret det:
»Den måde, statsministeren kommunikerer det på, genspejler ikke de faktiske forhold.«
Undersøgelsen retter imidlertid også et kritisk fokus på en anden hovedperson i coronakrisen: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Manden, der er blevet kaldt ”coronageneralen”, og som nyder så høj tillid i befolkningen, at hans haevede øjenbryn bliver brugt i en reklamekampagne, hvor en hostende, ung mand ser Brostrøm i spejlet som vores faelles samvittighed og derfor beslutter at blive hjemme.
På pressemøde efter pressemøde i Statsministeriet har han stået som sundhedsfagligheden selv ved siden af Mette Frederiksen. Grønnegård-rapporten afdaekker nu i en detaljeret sammenhaeng, hvad der skete, når kameraerne var slukkede.
Et trekantsdrama tager form
Fra begyndelsen vurderede Sundhedsstyrelsen, at det var »meget usandsynligt«, at coronavirus kom til Danmark. Samme vurdering havde Statens Serum Institut, også kaldet SSI. Hovedprioriteten var derfor at »forebygge panik og skabe ro«, viser referater.
Men i Statsministeriet følte departementschef Barbara Bertelsen sig ikke betrygget. Hun udfordrede tidligt optimismen og bestilte en byge af notater, der skulle svare på spørgsmål om mutation, farlighed, spredning og sågar placeringen af spritstandere i lufthavne.
Kort efter tegnes konturerne af et trekantsdrama, da SSI begyndte at se med større alvor på udviklingen. Sundhedsstyrelsen var omvendt bekymret for, at SSI talte sygdomsudbruddet i Kina unødigt op, mens Statsministeriet var nervøst for, at der blev taget for let på sagen.
Det eskalerede snart. Som dagene gik, lød mere og mere dystre vurderinger fra SSI, der anslog, at op mod 2.000 aeldre og svaekkede danskere ville kunne dø, hvis den nye sygdom spredte sig i det danske samfund.
»Vi skal begynde at forberede det politiske system på dette scenarie,« lød det i en email til Søren Brostrøm fra faglig direktør i SSI Kåre Mølbak.
I regeringen var et stort ønske om at kunne ivaerksaette skrappere tiltag for at kunne håndtere sygdommen, og her nåede spaendingerne deres foreløbige højdepunkt.
For epidemiloven betød på det tidspunkt, at Sundhedsstyrelsen havde magten til at afgøre, hvornår en sygdom var så alvorlig og dødelig, at det retfaerdiggjorde vidtraekkende indgreb i borgernes frihed. Og fordi Søren Brostrøm mente, at covid-19 bedst kunne sammenlignes med såkaldt »praepandemisk influenza«, afviste han at give carte blanche til at bruge tvang. Det medførte »skarpe meningsudvekslinger« og en »latent spaending« mellem Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen, noterer Grønnegård-rapporten.
Naeste konflikt opstod, da Statsministeriet bestilte et »worst case-scenarie«, der skulle anskueliggøre konsekvenserne, hvis 25 pct. af befolkningen blev smittet. Netop det tal var udvalgt, fordi det havde en norsk professor »vist« meldt ud. En embedsmand fra Sundhedsministeriet fastslog, at der skulle taenkes »helt ud i ekstremen«.
Søren Brostrøm stejlede.
»Sagen er bare, at både vi og SSI synes, at de norske estimater er helt i skoven,« skrev han i en intern e-mail den 8. marts.
Da Sundhedsministeriet kraevede, at der blev leveret, returnerede Sundhedsstyrelsen et notat, hvor det efterspurgte worst casescenarie blev afskrevet som »teoretiske betragtninger«.
Kåre Mølbak var mere samarbejdsvillig. I et notat regnede han på de 25 pct. med den tilføjelse, at scenariet blev beskrevet som ikke relevant. Det forbehold blev bagefter slettet i en ny version. Tilbage stod en tabel, der gennemregnede 25 pct.-scenariet, som ville give ca. 1,4 millioner mulige smittede i første bølge – og op mod 14.000 potentielt døde i allervaerste tilfaelde.
Det var ifølge Grønnegård-rapporten det scenarie, som regeringen endte med at laegge til grund, da den senere besluttede, hvor meget der skulle lukkes ned for operationer, udredninger og aktiviteter på landets hospitaler. En beslutning, som Brostrøm advarede imod, fordi det ville betyde »forlaenget lidelse for en større gruppe af patienter«.
Imens arbejdede Sundhedsstyrelsen på et strateginotat, som Søren Brostrøm pressede på for at få lov til at offentliggøre, så sund
hedsvaesenet og samfundet i øvrigt havde noget at planlaegge efter. Men Statsministeriet blokerede, mens der blev kaempet for at få worst case-scenariet ind i papirerne.
Det frustrerede Søren Brostrøm så meget, at han overvejede en mulig »plan b«, der reelt gik ud på at omgå Statsministeriet. I stedet for at offentliggøre hele stateginotatet på én gang overvejede han at dele det op i mindre bidder og udgive dem på styrelsens hjemmeside, viser en mail.
»Vi har et kaempe behov for at kommunikere transparent ift. vores faglige overvejelser, begrundelser, ”mellemregninger” m.v.,« skrev Brostrøm.
Først den 10. marts fik Sundhedsstyrelsen lov til at fremlaegge strateginotatet – inklusive worst case-scenariet med en angrebsrate på 25 pct., men også med en anmaerkning om, at både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut anså det som »nogle teoretiske betragtninger«.
Samme dag holdt Statsministeriet sit andet coronapressemøde, som Søren Brostrøm forgaeves forsøgte at undslå sig fra at deltage i. Så da kameraerne blev taendt, stod han der. Som sundhedsfaglighedens repraesentant fortalte han, at 10 pct. smittede var et rimeligt scenarie at planlaegge efter, og at de »høje tal« fra Norge var »lidt teoretiske«.
De faerreste vidste det, men det var reelt en kamp fra kulisserne, som Brostrøm nu flyttede ind foran rullende kameraer. Det skulle blive endnu vildere dagen efter.
Modstand mod nedlukningen
Den 11. marts tonede statsminister Mette Frederiksen frem på skaerme i hele landet og indledte med de skelsaettende ord:
»Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.«
Søren Brostrøm havde om formiddagen modtaget et billede af en skitse til den store nedlukning, der var undervejs. Han svarede igen om eftermiddagen og frarådede en »fuldstaendig lukning af vuggestuer, børnehaver, dagtilbud, skoler mv.«. Dels fordi børn ikke var en vaesentlig risikogruppe i forhold til alvorlig sygdom, dels fordi børn ikke var de store smittespredere.
Aflysninger af operationer og udredninger på sygehusene gik han også imod på det tidspunkt, fordi det kunne skabe en pukkel af patienter, som fik »forvaerrede gener«, der kunne ende med at kraeve akut behandling.
Den sundhedsfaglige indstilling var derfor at afvente, skrev Brostrøm og understregede, at han havde drøf
tet sagen med Kåre Mølbak.
Men opråbet blev overhørt. Sundhedsminister Magnus Heunicke bebudede, at patientrettigheder skulle suspenderes, og statsminister Mette Frederiksen annoncerede en national nedlukning – også vuggestuer, børnehaver og skoler. Det var »myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode«, som hun sagde.
Stik imod det udsagn udpensler Grønnegård-rapporten, at den nationale nedlukning ikke blev udtaenkt af Sundhedsstyrelsen, ikke af en central chefgruppe, ikke af krisestaben, der går under navnet NOST. Meget tyder på, at den heller ikke kom fra SSI, hedder det. På den baggrund konkluderer undersøgelsen, at nedlukningens omfang og timing i al vaesentlighed blev »konciperet«, altså formuleret og udtaenkt, et saerligt sted:
Statsministeriet.
Et bilag til et svar på et spørgsmål
For at gennemføre planen kraevede det, at regeringen fik Folketinget til at omskrive den såkaldte epidemilov, så Sundhedsstyrelsens magt blev fjernet og flyttet over til regeringen selv. Det skete dagen efter pressemødet. Også her modsatte Søren Brostrøm sig. I et høringssvar skrev han, at »vi finder umiddelbart, at det aktuelle covid-19-udbrud ikke kan begrunde sådanne vaesentlige aendringer i epidemiloven«. Det svar blev imidlertid oversendt så sent til Folketinget den 12. marts, at det ikke blev opdaget, før hasteloven var enstemmigt vedtaget 13 minutter i midnat.
F.eks. var støttepartiet Enhedslisten i den vildfarelse, at det var den sundhedsfaglige vurdering, at regeringens indgreb var nødvendige. Det var en af begrundelserne for, at partiet støttede den vidtgående hastelov, forklarede sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) fra Folketingets talerstol.
Efter loven var vedtaget, mødte sundhedsminister Magnus Heunicke pressen, glad og rørt.
»Nu kan vi komme i gang med de ting her, som vores eksperter siger, at vi skal i gang med,« sagde han.
Først et par dage senere gik det op for flere partier, hvad der var sket, og hvilke opsigtsvaekkende oplysninger der havde gemt sig i et bilag til et svar på spørgsmål til hasteloven, der indførte de mest vidtgående beføjelser siden Besaettelsen, og som blev skyndet igennem på mindre end 24 timer.
Det udløste bekymring i regeringen. I en orientering i Sundhedsministeriet noteres det, hvordan Justitsministeriet gik »halvt i panik« over Sundhedsstyrelsens manglende opbakning, og at ordførerne ikke blev orienteret specifikt om det under lovbehandlingen. En hasteorientering af Folketinget blev overvejet.
Samme eftermiddag bragte Berlingske imidlertid historien: »Sundhedsstyrelsen såede tvivl om historisk hastelov – regeringen beskyldes for tillidsbrud.« Støttepartierne var vrede. Men sundhedsminister Magnus Heunicke manede til ro og afviste kritikken.
»De fik informationen,« som han sagde.
Massetest blev kaldt vanvittigt
Sundhedsstyrelsens modstand mod regeringens planer fortsatte. Listen er lang.
Da landet lukkede ned, stoppede styrelsen med sine daglige opdateringer over områder i udlandet med saerlig smitterisiko og fjernede en landeliste fra sin hjemmeside. Det betød, at Udenrigsministeriet ikke havde noget grundlag for at sende lande i ”rød”. Sundhedsstyrelsen forklarede til Udenrigsministeriet, at det var for »ressourcekraevende«. Sundhedsministeriet måtte derfor bede Statens Serum Institut overtage arbejdet, som straks blev genoptaget.
Da regeringen besluttede at lukke graenserne, sagde Søren Brostrøm åbent på et pressemøde, at der ikke er »saerlig god dokumentation« for det.
Da regeringen senere lavede endnu en hastelov, der muliggjorde et forsamlingsforbud helt ned til tre personer, skrev styrelsen i et svar, at »der ikke ud fra sundhedsfaglig dokumentation kan fastsaettes en øvre graense for et bestemt antal deltagere i en forsamling«, og at det ville vaere bedre at vejlede om, hvordan arrangementer kunne gennemføres forsvarligt.
Da en bekendtgørelse skulle laves for at begraense patientrettighederne, kom også den sag i høring. Styrelsen for Patientsikkerhed frygtede »tusindvis af klager«. Regeringen valgte at lytte til det og fjerne muligheden for at klage. Sundhedsstyrelsen mente, at indskraenkningerne var for vidtgående. Det imødekom regeringen ikke.
Da Statsministeriet pressede på for at masseteste befolkningen, blev det også modarbejdet af Sundhedsstyrelsen. Søren Brostrøm havde en morgen mødtes med bl.a. sygehuschefer og Praktiserende Laegers Organisation, og under mødet blev det betegnet som »vanvittigt« at teste alle med lette symptomer. En pointe, som Brostrøm videreformidlede til Sundhedsministeriet. Han understregede, at hvis man alligevel gik videre med idéen, så var indstillingen, at sundhedsvaesenets ressourcer ikke skulle bruges på det.
Da der blev forberedt en vejledning, som skulle hjaelpe med at klargøre 16 teststationer, naegtede styrelsen at validere den på et så uafklaret grundlag. Konsekvensen blev, at Kåre Mølbak tog opgaven med at opbygge det, der i dag er kendt som ”de hvide telte” og Testcenter Danmark. En idé, han fik, da han var ude at gå tur med sin hund, Carla.
Faglige råd på stengrund
Det sidste eksempel er symptomatisk for coronahåndteringen i foråret. Søren Brostrøm blev skubbet til side, mens Kåre Mølbak blev trukket helt ind i magtens centrum. Eller som Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedspolitik, formulerer det:
»Regeringen søger derhen, hvor den får det råd, den gerne vil høre. Den vaelger imellem de råd, den modtager, og så bruger den det råd, der passer bedst.«
Ifølge professor Jørgen Grønnegård Christensen kan Sundhedsstyrelsens ageren anskues på to måder.
Den positive vinkel er, at Sundhedsstyrelsen med Søren Brostrøm i spidsen stod fast på sine faglige vurderinger »ganske uanset den politiske modstrøm«.
»Det ligger i den faglige styrelses opgave at råbe op. Det er den positive side. Men man må sige, at Brostrøm bliver vaeltet omkuld af det politisk formulerede forsigtighedsprincip,« siger Grønnegård.
Den kritiske vinkel er ifølge Grønnegård, at den fagligt staerke styrelse og dens direktør i coronakrisens første fase havde svaert ved at indstille sig på, at man arbejdede i en organisation, hvor ministeren, og i sidste ende statsministeren, har det sidste ord.
Som eksempler peger Grønnegård på Brostrøms modvilje mod massetest og mod Statsministeriets kontrol med kommunikationen.
»Der har vi så departementschef Per Okkels, der som paedagogen eller vejlederen må ind at forklare Brostrøm, hvordan det forholder sig i en politisk styret organisation.«
At Sundhedsstyrelsen ikke i højere grad hjaelper regeringen, betegner Grønnegård som et svigt:
»Det er et svigt, for som embedsmand – og ikke mindst ledende embedsmand – er man sat til at hjaelpe og rådgive politikerne i vanskelige beslutningssituationer, og hvis man ikke helt fornemmer, hvordan klaveret spiller, risikerer man, at ens fagligt funderede rådgivning bliver til ord, der falder på stengrund.«
Minister afviser mandagstraening
Jyllands-Posten har bedt om et interview eller en kommentar fra Søren Brostrøm eller Sundhedsstyrelsen, men herfra lyder »ingen kommentarer«. Sundhedsminister Magnus Heunicke fastslår, at han har stor tillid til sine styrelser.
»Sundhedsstyrelsen spiller en afgørende rolle, hvor der er høj tillid i befolkningen. Det er der også fra regeringen. Den har ligesom alle andre styrelser stået i en helt uvant situation med en sygdom, vi ikke kendte, og de har åbent sagt, at de blev klogere undervejs. Det er en praemis, når vi har nye sundhedstrusler,« siger han.
Jeg skal ikke gå ind på bagkant og vaere mandagstraener.
Synes du, at de håndterede det rigtigt?
»Jeg skal ikke gå ind på bagkant og vaere mandagstraener. Det beskaeftiger jeg mig ikke med.«