»Som forfatter er jeg jo i kontrol. Det er mig, der styrer, om folk bliver reddet eller ej«
Lone Theils er aktuel med krimien ”De usynlige”, som tager laeseren med ind i en sag om brutale mord og overgreb på børn inspireret af virkelige haendelser begået i det britiske samfund. Selv om det kan vaere hårdt at skrive om misbrugte børn, bliver Lone
med at tage drengene med til London, hvor han giver dem som gave til en magtfuld mand til en fødselsdagsfest i Dolphin House.
Det er grusomme sager, der fylder siderne, men Lone Theils stiller aldrig helt skarpt på haendelsernes detaljer. Det er der en saerlig grund til:
»Når man laeser en krimi er ens fantasi en aktiv medspiller, fordi man som laeser sidder og gaetter med, og man prøver at lede efter spor, der bliver lagt ud i teksten. Ved ikke at tage laeseren med ind på obduktionsbordet eller ind i de allermest grufulde øjeblikke involverer det laeseren og aktiverer vedkommendes fantasi på en helt anden måde.«
Kan man gøre lidelser til underholdning?
Når haendelserne bliver for grumme, finder hun en vis ro i at kunne fiktionalisere dem. For i Lone Theils bøger er det hende, der bestemmer.
»Jeg har sommetider oplevet, at folks beretninger har vaeret så voldsomme, at det har vaeret svaert at skrive. Men som forfatter er jeg jo i kontrol. Det er mig, der styrer, om folk bliver reddet eller ej. Jeg kan jo sørge for, at der er retfaerdighed til – i hvert fald i mine bøger,« siger hun og fortsaetter:
»Så kan man spørge ... skal man overhovedet skrive om det? Ja, det skal vi en gang imellem, fordi jeg synes, at vi ikke kan lukke øjnene for, at det sker. Og jeg har jo en stemme, som jeg blandt andet kan bruge til at gøre folk opmaerksomme på disse overgreb.«
Lone Theils er meget bevidst om, at hun bruger virkelige menneskers historier i sine bøger og ved, at hun dermed sidder med et stort ansvar over for de involverede parter.
»Jeg taenker utroligt meget over ikke at gøre folks lidelser til underholdning. Virkelig meget endda, for det vil jeg ikke. Derfor sørger jeg altid for ikke at haefte mig ved detaljer og navne,« siger hun og henviser til brødrene fra bogen, der bliver bortadopteret til en filmproducer: »I virkeligheden var det en dreng fra Nordirland, som kom til London og blev traekkerdreng og var sammen med nogle af de meget højtstående folk. Jeg sørger altså for at sløre detaljerne, men bruger de enkelte historier til at forstå miljøerne og mekanismerne,« siger hun og fortsaetter:
»Jeg kunne ikke drømme om at daekke en sag en til en. Jeg har ikke noget problem med rent journalistisk at skrive en serie om britiske seriemordere, hvor jeg holder mig til virkeligheden – det synes jeg er fair – men hvis det skal laves til fiktion, skal man ikke gøre det på den måde. Jeg var jo med til at daekke ubådssagen, og det er f.eks. en sag, som jeg aldrig nogensinde ville lave om til fiktion. Der er nogle foraeldre og venner, der stadigvaek sørger over tabet af Kim Wall, og dem ville jeg jo risikere at såre. Derfor synes jeg ikke, man skal kunne genkende sig selv, når man sidder og laeser en bog, der tager udgangspunkt i en virkelig forbrydelse.«
og kanter i Jónassons krimi, der er både gedigen spaendingsroman og overbevisende psykologisk studie af skaebnepåtvungen ensomhed.
Meget velfortalt og strengt disciplineret fortaelling, der lader krimiens konfliktstof antage eksistentielle dimensioner meget lig dem, vi kender fra de islandske sagaer.
Norsk action med et tvist
Med norske Tom Egeland er vi ovre i den slags spaendingshistorie, hvor laeseren spørger om ”hvordan” snarere end om ”hvem”.
En gruppe svaertbevaebnede maend kaprer ved højlys dag en sporvogn i det centrale Oslo. De smider en del passagerer af. Resten taper de fast til saederne, mens sporvognen fortsaetter sin rute.
Hos politiet er der stor forvirring. Det kunne ligne en terroraktion – og så alligevel ikke.
Mens sporvognen kører frem og tilbage i Oslo, bringes