Virkelighedens aestetik
Steve McQueens filmantologi ”Small Axe” er staerke vidnesbyrd og en fremragende film.
DRAMA
ENGLAND, 2020 Instruktion: Steve McQueen Kan streames på DRTV Fem korte spillefilm i varierende laengde (anmeldelsen er baseret på hele antologien)
Steve McQueen – instruktøren bag filmiske mestervaerker som ”Hunger” (2008), ”Shame” (2011) og ”12 Years a Slave” (2013) – har en naesten dokumentarisk autenticitet med sig i alt, hvad han laver. Om det drejer sig om biografiske skildringer som af den frie sorte mand Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), der bliver solgt til slaveri i ”12 Years a Slave”, eller det rent fiktive, men alligevel skraemmende realistiske portraet af den sexafhaengige og stadig mere afstumpede Brandon (Michael Fassbender) i ”Shame”, er virkeligheden altid med som aestetisk og tematisk klangbund hos McQueen.
Sådan er det i den grad også i McQueens fremragende filmantologi ”Small Axe”, som kan ses på DRTV, og det skal jeg skynde mig at sige, at man bør gøre. For sikke en film. Placeret en sted mellem seriel fiktion og spillefilm placerer de fem film, der i laengde varierer fra lige over en times spilletid til to timer og otte minutter, sig både som selvstaendige vaerker og som del af en større sammenhaeng.
Udgangspunktet for ”Small Axe” er virkelige haendelser fra det vestindiske miljø i London i årene fra 1969 til 1982. Det partikulaere nedslag i en bestemt tidsperiode på et specifikt geografisk sted ophøjes i haenderne på McQueen, som får de fem historier til at få almengyldig karakter og relevans. Ikke mindst i dag.
I den første film, ”Mangrove”, der også er antologiens laengste, saettes stemningen, og filmen fungerer med sin voldsomme handling og afsindige skildring af politiets fordomme og usle metoder som en prisme, hvorigennem de resterende film skal skues. Vi befinder os i 1970, hvor immigranten Frank (den formidable Shaun Parkes) driver den vestindiske restaurant The Mangrove, der samler de lokale til gedekarry og andre delikatesser fra det gamle land.
Men politiet – gement repraesenteret gennem den lede betjent Pulley (Sam Spruell), der på stationen spiller et hjemmestrikket kortspil, hvor spar es betyder, at man skal arrestere »det første sorte svin«, man møder på gaden – lader ikke Frank og hans venner vaere i fred. The Mangrove har tidligere vaeret en illegal spillebule, og selv om det hører fortiden til, ophører chikanen ikke.
Emmer af nerve
Hver eneste scene i ”Mangrove” og de fire andre film emmer af nerve. Det talte sprog er med staerk accent og spaendstig musikalsk autenticitet, og McQueen lader alle indstillinger med aegthed. Samtidig bruger han klogt og elegant filmsprogets stilistiske markører beundringsvaerdigt.
Som i den anden film, ”Lovers Rock”, hvor en scene på et dansegulv får lov til at straekke sig i mere end 10 minutter, og historien om to unge kvinder, der tager til en fest, der udvikler sig både romantisk, voldeligt og seksuelt. Disse små pauser tjener som digressioner i handlingen og skaber både indlevelse og distance i fem små film af uhørt høj kvalitet.