Klimapolitik skal ned i øjenhøjde

Superlativerne stod i kø, da klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen praesenterede den politiske aftale om etableringen af en ”energiø” 80 km ude i Nordsøen.

Et projekt til 210 mia. kr., der indledningsvist vil vaere på 120.000 m2, men tanken er, at energiøen skal daekke et areal på 460.000 m2, svarende til 64 fodboldbaner, hvor der på sigt skal vaere plads til havvindmøller med en kapacitet på mindst 10 gigawatt vindenergi, hvilket raekker til at forsyne flere end 10 mio. husstande.

Ambitionen er, at der på energiøen skal etableres anlaeg, der kan omdanne elektriciteten fra vindmøllerne til baeredygtigt braendstof til transportsektoren som f.eks. brint. Herigennem bliver det muligt at oplagre den vedvarende energi i perioder, hvor produktionen overstiger efterspørgslen, hvilket uvaegerligt vil ske, da Tyskland, Holland, Belgien og Storbritannien også har store projekter for udbygning af vindenergi og andre klimatiltag i Nordsøen.

Et bredt flertal i Folketinget har sat sig som mål, at Danmark senest i 2030 skal have reduceret CO2-udledningen med 70 pct. i forhold til 1990, og her hjaelper energiøen ikke, da den først forventes at stå faerdig i 2033. Faktisk vil opførelsen af den kunstige ø medføre CO2-udledninger af et endnu ukendt omfang, som først skal tilbagebetales i form af vedvarende energi, før energiøen vil vaere klimaneutral.

Staten skal vaere majoritetsaktionaer i projektet, men der vil også blive plads til private investorer. Det statslige bidrag vil i al vaesentlighed skulle lånefinansieres, hvilket er bekymrende i en situation, hvor den offentlige gaeld stiger meget kraftigt som følge af regningen for coronakrisen.

Den politiske enighed hviler på accepten af, at verden befinder sig i en klimakrise, der kraever drastiske tiltag, hvis det inden 2030 skal lykkes at begraense den globale temperaturstigning på 1,5 grader celsius. Derfor er det foruroligende, hvis fokus på Christiansborg i de kommende år vil vaere koncentreret om et klimapolitisk prestigeprojekt frem for den forcerede reduktion i udledningen af drivhusgasser, der anses for nødvendig, hvis klimakrisen skal afvaerges.

I det hele taget forekommer den klimapolitiske dagsorden ikke praeget af det tidspres, der ellers synes at vaere global konsensus om. Det naerer frygten for, at der venter danskerne nogle brutale år mod slutningen af dette årti, når det for alvor begynder at knibe med at få reduceret CO2-udledningen med 70 pct. Samme frygt knytter sig til et forslag fra Enhedslisten og SF om at vådlaegge op til 170.000 hektar landbrugsjord, da det angiveligt vil reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med 40 pct. Eksperter betegner forslaget som aldeles urealistisk, ligesom det vil vaere overordentligt kostbart uden garanti for et substantielt bidrag til CO2-reduktionen inden 2030.

Danskerne køber A+++-maerkede hvidevarer og elektronik, har LED-paerer overalt i de velisolerede boliger, har kastet sig over elbiler og finsorterer deres affald, fordi det alt sammen giver økonomisk mening. I så henseende er borgernes klimaindsats anderledes jordnaer end politikernes.

Som vision fejler energiøer intet, men på grund af den meget lange projektperiode kan de ikke i sig selv baere klimapolitikken hjem. Skal klimakrisen overvindes, er det verdens store udledere, der skal levere. Danmark står kun for 0,1 pct. af den globale CO2-udledning og skal naturligvis yde sit bidrag, men det skal ske i øjenhøjde med borgerne og frem for alt vaere båret af økonomisk sund fornuft.