Hatten af for dem, der smaekker med døren, fordi de ikke kan med skidt etik
Den kinesiske virksomhed Huawei har udviklet ansigtsgenkendelses-software, der kan genkende det forfulgte muslimske mindretal i Kina, uighurerne, og sende en alarm til det kinesiske politi. Softwaren genkender altså ikke bare køn og alder, men også etnicitet, og sådan noget gør man ikke for sjov, for hvad skulle det etisk forsvarlige formål med det vaere?
Tvaertimod ligger der dybt forankret i interessen for at genkende mennesker med en bestemt etnicitet, at man mener, der er et behov for at opspore dem, fordi de udgør en “slags”, man gerne vil kunne udpege.
Selv taler de kinesiske myndigheder, ifølge Washington Post, om, at genkendelsesteknologien blot er en del af den avancerede teknologiske udvikling og har til formål at skabe sikkerhed. Det er skraemmende.
Kina er i forvejen kendt for at benytte al den teknologi, landet kan skabe og få fingre i, til at overvåge sin befolkning. Det er en del af landets Social Credit System, som er et nationalt overvågningssystem, der samler data om Kinas borgere og uddeler point efter adfaerd.
Går du over for rødt, ryger der point. Er du god til at betale dine regninger til tiden, får du point. Og afhaengig af din pointscore får du så eller bliver frataget nogle privilegier. Det lyder som noget fra fiktionens verden, og fiktionen om systemet er da også portraetteret i f.eks. serien ”Black Mirror”, men den er god nok. Flere internationale nyhedsmagasiner har daekket Kinas masseovervågning i årevis.
Og det er altså den, firmaet Huawei bidrager til.
Derfor har Huaweis kommunikationschef i Danmark, Tommy Zwicky, for nylig forladt sin stilling, og han har ikke bare lukket døren, men, med berettigelse, smaekket den. Laenge har der vaeret rygter og efterretninger i Norge og Storbritannien, der har ment at vide, at Huawei har staerke forbindelser til det kommunistiske kinesiske styre.
Tidligere har Zwicky imidlertid afvist, at han ville arbejde for Huawei, hvis han mente, der var hold i rygterne om, at Huawei hjalp det kinesiske styre med at udføre f.eks. overvågning, selv om andre mente at vide, at det var tilfaeldet.
Zwicky fastholdt således, at så laenge Huawei bare udviklede teknologien, men ikke hjalp med implementering af den til bestemte formål, så kunne han godt arbejde for firmaet.
Det kan man måske nok synes er lidt naivt, for ens handlinger efterlader et aftryk i denne verden, og det, at teknologien de facto kan bruges til uetiske og uforsvarlige formål, har jeg svaert ved at se kan opvejes af noget godt formål med ansigtsgenkendelsesteknologi. Allerede der skal man taenke på, om det er noget, man vil bidrage til verden med. Det har man et ansvar for.
Men samtidig er vi nødt til at tage hatten af for folk, der tør – sågar i offentligheden – at blive klogere og smaekke med døren med et etisk formål i stedet for at kere sig om, om man i så fald skraemmer sin naeste arbejdsgiver vaek.
Sådan nogle mennesker er der for få af, og der er for mange, der argumenterer med, at dit eller dat nu engang er en del af det job, de besidder. Medmindre man har en pistol for panden, er det en ringe argumentation, for der findes ikke noget job, der på magisk vis ophaever ens personlige ansvar her i verden. Man må gerne dumme sig en enkelt gang, men det er klaedeligt at blive klogere. Så man bør gøre som Tommy Zwicky og overveje, hvilket aftryk man saetter i verden. Og så i øvrigt holde sig vaek fra Huawei.
Man bør gøre som Tommy Zwicky og overveje, hvilket aftryk man saetter i verden.