Republikanere er i vildrede

Uden corona havde Donald Trump sandsynligvis vundet over en demokratisk kompromiskandidat uden stor karisma. Og Trump går ikke vaek, selv om han tabte – det bliver svaert for republikanerne at vinde praesidentog kongresvalg lige foreløbig uden ham.

De republikanske senatorer har et dilemma. Hvis de dømmer Trump skyldig i rigsretssagen, vinder de partiet tilbage, men risikerer at miste deres poster. Lader de ham slippe, er der chance for at genvinde magten, hvis de kysser hans hånd. Står de ikke sammen, dømmer valgsystemet dem ude.

I 2016 blev Trump valgt med 29 pct. af stemmerne mod Clintons

31, mens 40 pct. blev hjemme (hvilket er paent fremmøde i USA). I 2020 blev Biden valgt med 35 pct. mod Trumps 32 pct. og 33 pct., som undlod. Begge partier øgede tilslutningen med over 10 pct. til USA’s højeste valgdeltagelse nogensinde på to tredjedele. Sammenlignet med valgene i 2008 og 2012 forøgede Trump den republikanske vaelgerskare med ca. 3 mil. i 2016 og 14 mil. i 2020.

USA’s valgsystem giver kun plads til de to store partier, der repraesenterer interesser og vaerdier, der i f.eks. Danmark spredes over flere. Demokraterne er ”højresocialdemokrater” med forbindelse til både fagbevaegelse og Wall Street, med et ”SF-islaet” delvist for minoriteter og moderne kulturliberale. De støttes af de fleste medier, ”Big Tech” og Hollywood.

De borgerlige republikanere prioriterer erhvervsliv, nationale og kristne vaerdier, de sidste vigtige i USA. De konservative og højrekristne dele blev styrket under Bush gennem bl.a. en frihedselskende Tea Party-fraktion, navngivet efter frihedskrigens helte.

Men også et overset ”tredje parti” er vigtigt: den halvdel af vaelgerne, som normalt ikke stemmer, fordi de ikke ser sig repraesenteret af de to partier, ikke har sat sig ind i politik, er fattige og udenfor eller ikke orker proceduren med at registrere sig som vaelger. Altså lavere sociale lag og ligeglade, som Demokraterne skulle have bedst chance for at mobilisere. Så det er vigtigt at få potentielle vaelgere til at registrere sig og stemme. Gerne med et enkelt og faengende budskab, fremført opsigtsvaekkende.

Verdenshistorien spillede ind med Trump som mellemmand, da det blev ham, som mobiliserede det tredje parti til at tage magten over det republikanske. Globalisering og frihandel gav velstand, men kostede arbejdspladser; migration skabte en stor latinobefolkning i USA; terrorisme gav USA et chok med 9/11; klimabetinget omlaegning kan gå ud over de svageste.

I andre lande kaempede populistiske partier for nationen og imod globalisering og indvandring.

Trump tog det i USA ledige standpunkt om at bremse indvandring, ”pjattet” klimapolitik og frihandel for at tilbagetage arbejdspladser. Til glaede for det tredje parti med budskaber om at give magten tilbage til folket (fra medier og eksperter) og gøre USA stort igen. For de konservative tilsat skattelettelser for selskaber og velhavere; for de højrekristne, abortmodstand og Israel-støtte.

Det blev fremført med få ord – der blev brugt meget! Direkte og forståeligt for enhver på Twitter og massemøder. Egnet til at vaekke stolthed over at høre til et OK folk, vrede mod de bedrevidende og selvretfaerdige samt beundring for en (succes)rig og staerk mand, der vil os det godt.

Trump havde før vaeret demokrat og tog en del arbejdervaelgere fra dem, men stillede op som republikaner, formentlig fordi han ikke ville kunne slå Clinton under primaervalgene. Men han slog de republikanske rivaler ved at mobilisere fra det tredje parti. Som en havkat blev han partikonge i det republikanske hyttefad.

Hans adfaerd efter valgnederlaget fik nogle få republikanske politikere til at støtte rigsretssagen mod ham. Sandhedens time oprinder for de republikanske senatorer, når de skal faelde dom i den.

Dømmes han skyldig, er Trump ude af politik – men ikke hans børn. Hvis ikke, er der en naerliggende mulighed for, at han igen bliver republikansk kandidat i 2024. Trump dyrker sin store menighed med en dolkestødslegende, som de fleste synes at aede råt.

Der er naeppe tvivl om, at de fleste republikanske politikere foretraekker at få deres Grand Old Party tilbage, og de tvivler nok på, om Trump eller hans børn kan vinde i 2024. Men de frygter for deres egen politiske fremtid på baggrund af Trumps vaelgermobilisering. Hvorfor egentlig? Nixon, Reagan og Bush junior vandt og genvandt valg med god gammeldags borgerlig politik, nationale og religiøse vaerdier, der samlede en stor del af USA’s middelklasse og landbefolkning. I de senere år tilsat ”republikansk” valggeometri.

Fordi det gode og gammeldags er på tilbagetog sammen med

USA’s kristne forankring, mens sorte og brune dele af befolkningen, som Demokraterne fik mobiliseret, vokser. Det satsede Clinton på i 2016, men tabte, fordi Trump fik mobiliseret så mange oversete og sure vaelgere. Biden vandt i 2020, fordi han vandt en mindre del af dem tilbage.

Trump boostede, ifølge stemmetal og senere meningsmålinger, deres selvrespekt og fik forbundet den med sig selv. Uden corona havde han sandsynligvis vundet over en demokratisk kompromiskandidat uden stor karisma. Det bliver svaert for Republikanerne at vinde praesidentog kongresvalg lige foreløbig uden Trump. Deres aktuelle opbakning til en rabiat Trump-tilhaenger, kongresmedlem Marjorie Taylor Greene, tyder på at der ikke er noget opgør med trumpismen på vej.

Men kan han gentage kunststykket med at forene over- og underklasse om at slå Kamala Harris i 2024? Trods det tilbageslag, som skøre kugler blandt hans tilhaengere skabte med stormen på kongressen, og trods skuffede konspirationsteoretikere?

Svaret afhaenger af Biden-regeringens succes, herunder med at samle USA. USA var faktisk også splittet efter valget af Nixon i 1968, og til dels Reagan i 1980 samt Bush junior i 2000. Skårene blev klinket med Nixons afsaettelse og Vietnamkrigens ophør, Reagans charme og 9/11.

Trump dyrker sin store menighed med en dolkestødslegende, som de fleste synes at aede råt.

Dengang var det klassiske højrevenstre-modsaetninger. Nu er det frustrationer i ”det tredje parti”. De handler om livs- og vaerdigrundlag og heles ikke med paene ord alene. Trumps popularitet havde bund i stop for frihandel, indvandring og klimapolitik, styrket abortmodstand gennem udnaevnelser til Højesteret, hjemtagning af amerikanske soldater samt vaekst i økonomi og beskaeftigelse indtil corona.

Biden vil ikke aendre sit partis abortpolitik, men formodentlig undlade at provokere republikanerne ved at udnaevne flere højesteretsdommere, som det var på tale. Han vil fremme klimapolitik og liberalisere indvandring, isaer det sidste til modpartens harme. Øget mindsteløn, sygesikring og skattestigning vil republikanere fnyse over, men det vil formentlig tilfredsstille en del af det tredje parti.

Udenrigspolitisk vil Biden naeppe omgøre hverken Trumps afslutning af upopulaere krige i bl.a. Afghanistan, hvis fejlagtighed der nu er konsensus om, eller hans Israelog Kina-politik. Om end han vil tale paent til og om palaestinenserne. En sandsynlig afslutning af USA’s uerklaerede krig mod Iran vil på den baggrund naeppe give ham problemer, hverken ude eller hjemme.

Grønne og andre arbejdspladser er vigtige for hans regering, hvorfor den naeppe vil aendre på Trumps protektionisme. Den har lagt op til at erstatte økonomisk 90’er-liberalisme med genopdaget keynesianisme, hvor beskaeftigelse gennem (tiltraengte) store infrastrukturprojekter er en klassiker. Et af de få valgløfter, som Trump ikke fik gjort noget ved. En sådan ”socialdemokratisk” politik vil Republikanerne ikke bare sige ja og amen til. Men vaelger de en lige så negativ holdning som mod Obama, kan de blive nødt til at underkaste sig Trump igen.

Modsat er Biden nødt til at bruge sit spinkle kongresflertal til at få gennemført noget og prioritere hensyn til det tredje parti frem for Republikanerne, hvis Harris ikke skal vaere naeste kvinde til at blive kørt over af frustrerede trumpister.