Befri Ørsted fra de partipolitiske laenker og skab en verdensleder

Danmarks nye industrilokomotiv er blevet for vigtigt til at lade amatører passe hovedaktionaerens ejerskab.

Han må knibe sig i armen, Mads Nipper, den nytiltrådte topchef for landets naestmest vaerdifulde virksomhed, Ørsted. Og gyse en lille smule ved tanken om de enorme forventninger, han skal leve op til.

For han arver en forrygende succes efter forgaengeren Henrik Poulsen, som i store traek er sikret legendestatus i dansk erhvervshistorie for sin transformation af Ørsted fra kulbåret, sort energiproduktion til grøn, international aktør, der raekker ud efter den globale førertrøje udi vedvarende energi (VE).

Det officielle mål er en plads i top fem. Men den karakterbog for 2020, som Ørsted fremlagde i sit årsregnskab i onsdags, stiller mere end som så i udsigt. Og Nipper personificerer for omverdenen fra og med lige nu den ambition.

Men hvad er det egentlig, Ørsted har praesteret i ”pandemiens år”? Jo, eksempelvis en vaekst i børsvaerdien på rundt regnet 85 pct. Eller en vaekst i investeringsniveauet på 16 pct., et fald i den rentebaerende gaeld på 28 pct., et markant forbedret cashflow fra driften og et driftsresultat, der betydeligt overgik koncernens egen prognose og endte på godt 18 mia. kr.

Med vanlig forsigtighed stiller Ørsted et lidt lavere resultat i udsigt for 2021. Men det er og bliver den langsigtede modellering af koncernen, der er mest fascinerende for Danmarks nyeste industrilokomotiv.

Selv hvis der i endnu et år kommer medvind i alle koncernens vindmølleparker, kommer positionen som VE-verdensleder langt fra af sig selv. Ørsted sidder i dag på knap en tredjedel af det unge, globale marked for offshore-vindmøller, men står over for en stadigt mere direkte konkurrence med en raekke af verdens mest kapitalstaerke virksomheder, der – bedre sent end aldrig – er vågnet op til de barske klimarealiteter.

Den konfrontation vil kraeve en fortsat konstant fokusering af Ørsteds forretning. Det forgangne år var relativt stilfaerdigt på den front med frasalget af distributionsselskabet Radius og privatkunde- og udendørsbelysningsforretningerne til SEAS-NVE som eneste større indslag. Forvent fra Ørsteds hånd flere opkøb, frasalg og på de store projekter flere uhellige partnerskabsalliancer med direkte konkurrenter i de kommende år.

Laeg dertil, at energisektoren er en voldsomt kapitalkraevende størrelse, hvor evnen til at håndtere politiske og finansielle risici er lige så afgørende som talentet for at opføre og drive grøn produktion. Nok taler Ørsted-ledelsen meget om klimahensyn. Men i praksis skal den agere som lige dele industrielle strateger, politiske lobbyister og investment bankere.

Det er store krav. Hvis Mads Nipper & co. skal lykkes med missionen, kraever det en velsmurt maskine i alle led. Men der er ét led, der knirker i kuglelejerne: Ejerstrukturen.

Staten er fortsat majoritetsaktionaer, og ethvert folketingsflertal dermed fuldt i stand til at lade kortsigtede politiske hensyn infiltrere Ørsteds forretning, som vi har set det ske flere gange igennem det seneste årti.

Det er ikke sundt. Det er ikke velset på de internationale kapitalmarkeder. Og da vi allerede ved det sagnomspundne aktiesalg til Goldman Sachs til umådeligt lave priser for år tilbage så, at Ørsted i praksis er vigtigere for Staten, end Staten er for Ørsted, er det på høje tid at gøre op med det politisk inficerede ejerskab.

Det kan ske ved en privatisering. Men det er naeppe hensigtsmaessigt på kort sigt. Dels laegger det en daemper på Ørsteds aktiekurs, hvis markedet ved, at hovedaktionaeren står overfor at dumpe halvdelen af koncernens aktier. Dels gør Ørsteds enorme potentiale medejerskabet til en vaerdifuld kilde til indtaegter for samfundet i en udfordret fremtid efter coronakrisen.

Ørsted er vigtigere for Staten, end Staten er for Ørsted, men det er på høje tid at gøre op med det politisk inficerede ejerskab af energikoncernen.

Men der er en anden løsning: Parker de statslige Ørsted-aktier i en politisk uafhaengig fond. Det kan vaere i regi af institutioner som ATP eller Nationalbanken med mere end en armslaengdes afstand til Finansministeriet, Slotsholmen og de til enhver tid gaeldende, partipolitiske herskere på de kanter. Lad professionelle, børskyndige mennesker administrere Ørstedfonden med selskabets ve og vel for øje. Skab med andre ord et ejerskab, som giver Ørsted de nødvendige frie rammer til at springe til naeste niveau af den måske mest fremtidsorienterede, industrielle transformation, vi har set i Europa i dette årtusind.