Minimering af skat ved dødsfald

Skattereglerne for dødsboer traekker sjaeldent store overskrifter. Og for mange familier er mødet med dødsbobeskatningen heldigvis højst en engangsforeteelse Men i nogle tilfaelde kan forberedelse også på dette triste område betyde en stor kontant forskel

Efter et dødsfald skal afdødes formue afvikles. I meget korte traek har behandlingen af et dødsbo til formål at registrere, vurdere og fordele afdødes nettoformue blandt afdødes arvinger. Undervejs skal herunder traeffes afgørelse om håndteringen af afdødes aktiver, dvs. om aktiverne skal saelges eller arveudlaegges til arvinger. Videre skal afdødes gaeld indfries, ligesom andre udestående forhold, eksempelvis retssager, skal håndteres og afsluttes.

Skat i et dødsbo

Skattemyndighederne er med på sidelinjen ved behandlingen af et dødsbo. Dødsboet skal således som udgangspunkt svare skat på samme måde og efter samme regler, som afdøde skulle i hans levende live. Den omstaendighed, at en person afgår ved døden, betyder således ikke, at der nu ikke laengere skal betales skat af f.eks. renter af dødsboets bankindeståender eller af en fortjeneste ved salg af en post aktier eller en ejendom.

Dødsboet har på denne baggrund som udgangspunkt pligt til at oplyse (selvangive) skattemyndighederne om boets skattepligtig indkomst på samme måde som personer.

Boafgift i et dødsbo

Dødsboets pligt til at svare indkomstskat må ikke forveksles med pligten til at svare boafgift (arveafgift) af den arv, som i sidste ende tilfalder afdødes arvinger. Reglerne medfører, at når dødsboet er gjort op, og boet herunder har betalt den eventuelle indkomstskat, der måtte vaere blevet udløst i boet, skal der svares boafgift af nettoformuen i boet.

Skattefritagne dødsboer

Som en undtagelse til hovedreglen om dødsboers pligt til at svare indkomstskat har der gennem mange år vaeret fastsat regler om, at dødsboer med en mindre formue er fritaget for at betale skat.

Formålet er at undgå, at dødsboet og skattemyndighederne besvaeres med at udarbejde og gennemgå selvangivelser vedrørende beskedne indtaegter, hvor de administrative omkostninger ikke står mål med den skat, der i sidste ende skal betales.

Er et dødsbo ligefrem insolvent, vil dødsboet af denne grund vaere fritaget for at skulle svare skat.

Hvornår er der skattefritagelse?

I meget grove traek betyder de gaeldende regler, at et dødsbo er fritaget for at betale indkomstskat, herunder skat af aktieindkomst, hvis boets aktiver og dets nettoformue efter handelsvaerdien på skaeringsdagen i boopgørelsen, hver isaer ikke overstiger et grundbeløb.

Skaeringsdagen i boopgørelsen er den dag, hvor boet afsluttes. Fra dette tidspunkt anses boets formue at tilhøre de respektive arvinger, der derfor skal beskattes af eventuelle indtaegter vedrørende boets formue, dvs. arven.

Grundbeløbet, der reguleres en gang om året, er i 2021 på 3.033.700 kr.

Ved en sag fra 2012 blev det afklaret, at aegtefaeller hver isaer har et ”grundbeløb”. Ved skifte af et uskiftet bo ved laengstlevende aegtefaelles dødsfald er grundbeløbet således det dobbelte, dvs. 6.067.400 kr.

Grundbeløbet blev opjusteret markant i 2008 for – som det siges i lovforslaget herom – at neutralisere den stigning i antallet af skattepligtige boer, der kunne henføres til de seneste års markante stigninger i frivaerdierne på ejerboliger, og derved reducere den øgede administrative belastning både for borgerne og skattemyndighederne, som sås frem til 2008. Der er tale om en fornuftig regel, hvor udgangspunktet er, at der ikke skal anvendes store ressourcer for at inkassere et mindre eller måske intet skatteprovenu.

For et dødsbo og dermed for arvingerne kan det altså have meget stor betydning, om boets aktiver og nettoformue er større eller mindre end grundbeløbet på skaeringsdagen.

Flere sager for retten

Vel naeppe overraskende har der i praksis vaeret set forskellige tiltag blandt familier til at nedbringe boets formue ved udsigten til et familiemedlems bortgang. Undertiden er sådanne tiltag ikke begrundet i skattemaessige overvejelser, men hvad der vel snarere kan betragtes som en førtidig, mere eller måske mindre sympatisk, fordeling af arvegodset. I andre tilfaelde er skattemaessige overvejelser utvivlsomt en del af beslutningsgrundlaget.

I 2016 traf Vestre Landsret afgørelse i en sag om en landmandsfamilie, hvor landmanden, som var alvorligt syg, meget målbevidst havde reduceret sin formue til et beløb under grundbeløbet. Der hvilede en millionstor skat på landmandens to landbrugsejendomme. Det spillede derfor en stor rolle for de efterladte, om denne skat skulle betales eller ej. Skattemyndighederne var mindre tilfredse med denne adfaerd og rejste derfor en sag mod landmandens senere dødsbo for at få fastslået, at dødsboet skulle svare skat.

Både Landsskatteretten og senere Vestre Landsret nåede imidlertid frem til, at der ikke var grundlag for at anfaegte landmandens skattereducerende initiativer, som var foretaget med en sådan omhu, at skatten i det senere dødsbo blev reduceret fra 6,2 mio. kr. til 0 kr.

Afgørelsen vakte en del opsigt i rådgiverkredse.

En lignende problemstilling i en anden sag har nu vaeret forelagt for Højesteret.

Sagen drejede sig om en velhavende enke, som var i uskiftet bo med parrets eneste barn, en søn. I perioden fra 4. den februar 2016 og frem til enkens dødsfald den 26. marts 2016 solgte enken større aktieposter, ligesom hun foraerede sønnen andre aktieposter og kontantbeløb. Endvidere indbetalte enken i samme periode dels skatten som følge af aktiesalget og gaveoverdragelsen af aktierne, i alt godt 6,3 mio. kr., og dels gaveafgiften vedrørende de gaveoverdragne aktier og kontantbeløb. Der var således tale om frivillige (førtidige) indbetalinger af skatter og afgifter. På denne måde blev vaerdien af enkens og siden dødsboets aktiver nedbragt til godt 5 mio. kr. Det indebar videre, at dødsboet blev fritaget for beskatning vedrørende bl.a. ellers skattepligtige avancer ved salg af boets resterende aktiver, herunder en post unoterede aktier.

Efter skattemyndighedernes opfattelse skulle de frivillige indbetalinger af avanceskatten på de godt 6,3 mio. kr. anses som et aktiv i dødsboet med den konsekvens, at dødsboet blev skattepligtigt.

Sagen har nu vaeret forelagt for Højesteret, der traf afgørelse i sagen ved en dom af den 26. januar 2021.

Højesterets dom

Både Vestre Landsret og Højesteret nåede efter en fortolkning af dødsboskattereglerne frem til, at den frivillige indbetaling af avanceskatten på de 6,3 mio. kr. ikke skulle indgå ved opgørelsen af boets aktiver eller nettoformue ved vurderingen af, om den davaerende beløbsgraense på 2.776.800 kr. (2017) for skattefritagelse af dødsboet var opfyldt.

Tilbage stod herefter spørgsmålet, om den omstaendighed, at de frivillige indbetalinger blev foretaget umiddelbart før enkens død og med det formål at mindske boets aktiver,

var klar over dette. Sådanne gaver betegnes ofte som ”dødsgaver”.

Flertallet på tre af de fem deltagende højesteretsdommere nåede her frem til, at sådanne dødsgaver ikke skulle medregnes ved afgørelsen af boets skattemaessige status, dvs. om dødsboet var skattefritaget.

Flertallet henviste herved for det første til, at indsigelser vedrørende dødsgaver alene kan rejses af personer mv., som vil arve, hvis indsigelsen tages til følge. Og da skattemyndighederne ikke var berettiget til arv efter enken, kunne skattemyndighederne ikke rejse indsigelser mod gaverne til sønnen.

Endvidere henviste flertallet til, at loven heller ikke i øvrigt indeholdte en bestemmelse om, at dødsgaver i skattemaessig henseende skal anses som et aktiv i dødsboet, og videre, at der i mangel af saerlig lovregulering ikke var grundlag for at medregne gaverne til sønnen ved vurderingen af den skattemaessige status.

Højesterets konklusion var herefter, at betingelserne for skattefritagelse af dødsboet var opfyldt.

Nødvendig lovaendring?

Højesteret synes saerligt med udformningen af begrundelsen for, at dødsgaver ikke skal medregnes ved vurderingen af spørgsmålet om skattefritagelse, at have servet til en sådan lovaendring.

En sådan lovaendring vil antageligt blive hilst velkommen af skattemyndighederne. Andre vaesentlige hensyn, herunder i første raekke hensynet til den aeldre selv, synes at pege i samme retning.

Indtil videre er fremgangsmåden imidlertid med den foreliggende dom ”blåstemplet” af Højesteret.