Smart politik eller politisk fumlegaengeri?

V og K har sat rekord i kovendinger i sagen om vildskoven - men debatten har fået nyt liv.

Marselisborgskovene er blevet en kampplads i Aarhus, og der er meget på spil. Debatten er i den grad vakt til live, hvilket vi på JP Aarhus har kunnet aflaese alene på omfanget af debatindlaeg.

Der er noget på spil for de naturelskere, der ønsker, at naturen skal hjaelpes på naturens praemisser, og som vil se biodiversiteten blomstre og dyr gå frit - om end indhegnet.

Der er noget på spil for mountainbikere, orienteringsløbere, ryttere og andre fritidsbrugere, der vil bevare plads til deres passion i en usaedvanlig smuk skov.

Der er noget på spil for politikerne, der skal balancere mellem overbevisning om at fremme en grøn dagsorden og en forventelig tete-a-tete med borgere og vaelgere, der beviseligt vaegter adgangen til den bynaere skovs rekreative muligheder højt.

Og hvis det endelig skal vaere, er der en helt grundpolitisk, grundideologisk vaerdikamp også: Hvor meget skal ”staten” regulere og gribe ind i forhold til en opfattelse af det ”faelles bedste” stillet over for den enkelte borgers personlige frihed? Her til at faerdes og bruge vores alles skov.

Senest har det ført til en politisk quickstep i 180 graders vendinger, da V og K efter at have stemt for forliget i 2019 på baggrund af JP Aarhus’ omtale trak sig fra aftalen for umiddelbart før onsdagens byrådsmøde at vende tilbage til forliget - om ikke med halen mellem benene, så dog med en forkølet formodning om bedre at kunne påvirke processen i forligskredsen end uden for. Hvilket rimeligvis er rigtigt.

Socialdemokratiet må stå på mål for, at løsningen lever op til Anders Winnerskjolds ord om, at »omlaegning til vildskov skal udformes sådan, at det ikke begraenser fritidsbrug«. Det lyder nemlig som et løfte.

Alligevel virker isaer Venstres ageren set udefra mere som famlen og intern uafstemthed, end det virker som en strategi for at genoplive dagsordenen. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Bünyamin Simsek (V) og Steen Stavnsbo

(K) ikke helt havde strategien på plads og var mere optaget af at sende et populaert signal end at gennemtaenke konsekvenserne af det. Om end det jo lykkedes at flytte fokus til fritidsbrugene af skoven.

Smart politisk strategi eller politisk fumlegaengeri...?

Det gav i hvert fald anledning til, at Venstres politiske leder, Christian Budde, var afsender på kovending nummer to – hvilket også falder i tråd med opfattelsen af Christan Budde som kompromissøgende og pragmatisk i sit virke. Budde afviste dog intern uenighed og fastholder, at man skulle efterforske andre placeringer for vildskoven end Marselisborgskovene

og har Vilhelmsborg og True Skov som alternative forslag.

Konsekvensen af V og K’s retningsskift har i hvert fald haft den vigtige effekt, at debatten for alvor har fået vitalitet. Det er godt, og det er vigtigt.

Vi har stadig til gode at se den konkrete udformning af Marselisborg Vildskov, og ligesom V og K må stå på mål for signalforvirring i tredje potens, må Socialdemokratiet stå på mål for, at løsningen lever op til Anders Winnerskjolds ord om, at »omlaegning til vildskov skal udformes sådan, at det ikke begraenser fritidsbrug«. Det lyder nemlig som et løfte.

Tjah... i modsaetning til andre foretager jeg ikke et retningsskift i min personlige holdning. Jeg mener stadig, at aarhusianerne skal have samme frie adgang til Marselisborgskovene – alternative løsninger efterlyses.