»Det gik tidligt op for mig, at jeg ikke ville vaere som de maend, jeg var omgivet af som dreng«

Geir Gulliksen orker ikke at tale om køn. Og han vil gerne slippe for at blive set på som mand. Den norske succesforfatter vil hellere tale om alt det, der gør os til mennesker. Vi er nemlig meget mere end bare mand og kvinde. Ikke mindst i parforholdet.

Der er en scene i Geir Gulliksens nye roman, som enkelt og effektfuldt indfanger nogle af de udfordringer, maend og kvinder risikerer at ramle ind i, når de forsøger at nå og forstå hinanden. I bogen taenker den midaldrende hovedperson, Henning, tilbage på sit liv med kvinder. Som ung bliver han kaereste med Lisbet, som giver ham masser af saftig sex, og alt er tilsyneladende godt. Men en dag udebliver hendes menstruation. Hun tager til laegen, som begejstret fortaeller, at hun er gravid. Og så begynder Lisbet at graede. Hun er ikke klar til at få børn.

Om aftenen forsøger Henning at trøste sin kaereste og hjaelpe hende med at baere byrden. Det er sådan en mand, han gerne vil vaere. Som lytter forstående og udviser omsorg. Men Lisbet vil ikke trøstes. Hun vil ikke vaere en kvinde, der skal trøstes og have forsikringer om, at alt kommer til at gå. Hun vil bare have fjernet fosteret.

Men på den anden side vil hun heller ikke vaere en kvinde, der får en abort, så hun skaelder Henning ud for ikke at have sørget for kondom og brokker sig over, at laegevidenskaben ikke har opfundet p-piller til maend, så kvinder skal fylde sig med medicin. Og Henning giver hende ret i alt, han tager det hele på sig og meddeler sin kaereste, at han er klar til at få barnet. Men i stedet for smil får han skaeldud. Lisbet vil ikke vaere mor.

Så skifter Henning spor og bakker sin kaereste op i aborten. Det er nok bedst at få barnet fjernet, siger han. Og for en stund falder tingene til ro, men natten inden indgrebet rejser Lisbet sig op i sengen og råber fortvivlet af sin kaereste. Det er ham, der har presset hende til at få en abort, raser hun. Og Henning saetter sig op ved siden af hende og foreslår forvirret, at de beholder barnet, men det gør kun Lisbet endnu mere vred.

Det ender med en abort, og det unge kaerestepar bliver sammen. Senere bliver Lisbet gravid igen, og denne gang får de barnet. Men det går selvfølgelig heller ikke, og Henning ender med at forlade sin første datters mor til fordel for en ny kvinde, som han også får et barn med, inden de går fra hinanden. Og sådan går livet sin besvaerlige gang for reklamemanden Henning, der ender desillusioneret over ikke at have kunnet indfri de forventninger, hans kaerester og koner har haft til ham. Og den anden vej rundt.

»Det er ikke let at vaere Henning. Han savner at få omsorg og blive taget sig af. Han har lidt under en forestilling om, at han som mand skal vaere den staerke, der støtter og trøster, og nu giver han alle kvinderne skylden for sit mislykkede kaerlighedsliv. De har stået i vejen for, at han kunne blive den mand, han skulle vaere blevet til. Men man må jo selv tage ansvar for, hvordan man er i et parforhold. Man må selv sørge for at sige fra og bede om at få det, man har brug for,« siger den norske succesforfatter Geir Gulliksen om sin nye roman, ”Den jeg skulle blive”, der er historien om den kriseplagede Henning, som i fortvivlelse over sine mange kaentrede kaerlighedsforhold vaelger helt at droppe kvinder og i stedet satse på maend i jagten efter en kaereste, der kan forløse ham.

Det sidste spor vender vi tilbage til, men først skal vi omkring det kulturelle arvegods, som Henning og mange andre maend baerer i sig.

De tavse og uberørte maend

De fleste af os ønsker at vaere en del af et kaerlighedsforhold, hvor der er plads til at vaere det menneske, man gerne vil vaere. Men det kan vaere svaert, når vi slaeber rundt på en strøm af indre og ydre forestillinger om, hvad det vil sige at vaere mand.

»Hennings mål i livet er ikke at vaere som sin far. Det kender jeg fra mit eget liv. Jeg kommer fra en slags arbejderklasse, og det gik tidligt op for mig, at jeg ikke ville vaere som de maend, jeg var omgivet af som dreng. Det var maend, der forsøgte at vaere så udtryksløse som muligt. Det handlede om aldrig at smile eller vise begejstring, aldrig at vaere forvirret eller fortvivlet. Alt handlede om at se så uberørt ud som muligt, og jeg forstod tidligt i livet, at sådan ville jeg ikke kunne klare at leve mit liv. Jeg måtte finde en anden vej.«

Som ung teenager styrede Geir Gulliksen efter friheden til at blive det menneske, han følte, han var, og han var overbevist om, at verden ville se anderledes ud, når han engang blev voksen. Det gør den også, men forestillingerne om, hvad der er mandigt og det modsatte, eksisterer stadig, siger den norske forfatter:

»Selv om maend har fået udvidet deres følelsesmaessige spillerum, er mange stadig låst fast i nogle stereotype forestillinger om, hvad de kan og ikke kan. Idealet om at vaere staerk og uberørt ser jeg udfolde sig overalt. Mange maend gør stadig meget for ikke at snakke om noget, der vaekker store følelser til live, fordi den slags betragtes som svagt. Af samme grund hader jeg sammenkomster, hvor selskabet deler sig i en mandelejr og en kvindelejr. Jeg har så svaert ved at stå der med en flok maend og tale om biler, fodbold eller skisport. Jeg bliver så kedelig,« siger Geir Gulliksen.

Den 57-årige nordmand har brugt en stor del af sit prisbelønnede forfatterskab på at skrive om forholdet mellem maend og kvinder, og mens han skrev på sin nye roman, opdagede han endnu en gang, at hans egentlige mål i livet er at slippe for overhovedet at skulle tale om køn.

»Jeg vil så frygtelig gerne slippe for at blive set på som mand. Det store problem med mandigheden er, at den så let bliver udfordret. Der skal så lidt til, før en mand føler sig umandig. Eller bliver opfattet som umandig,« siger Geir Gulliksen og fortaeller om et interview, han gav til en norsk avis for nylig.

»På et tidspunkt sagde jeg til journalisten, at jeg også vil have lov til at bryde sammen. Det kan ikke kun vaere et kvindeligt privilegium. Han kiggede overrasket på mig og spurgte, om jeg ikke havde taenkt på, at kvinder skal kaempe med deres cyklusser, de skal føde børn, og de skal amme dem. Kvinder har andre udfordringer i livet end maend, sagde han. Jeg forstod godt hans pointe, men det fortalte mig, at folks opfattelse af mandighed stadig har mange udtryk og retninger.«

Med kvinder er det anderledes. Vi skal ikke mange årtier tilbage, før kvindeligheden var noget, kvinder skulle passe på. Kvinder kunne ikke skeje meget ud, før de blev stemplet som ukvindelige. Og ukvindelige kvinder var ilde set. Den kultur er fuldstaendig forandret.

»Da min mor ville begynde at arbejde, skulle hun have lov til det af min far, og da hun var ung, kunne hun ikke gå med bukser på gaden. Der er sket en helt nødvendig revolution på den front. Men den er foregået, uden at det mandige for alvor har ladet sig aendre. Det, der har forandret sig for mange maend, er, at de har en større naerhed til deres børn, end generationen før min havde. Men det er tydeligt, hvor sårbar og fastgroet mandigheden er. Hvis man bliver set på som feminin og umandig, er der mange, som ikke tåler dig, og maend, der føler sig ynkelige eller umandige, svarer ofte med aggression, fordi det er så ydmygende for dem at vaere i den position.«

Måske er maend løsningen

Geir Gulliksen vil gerne hen et sted, hvor det er to mennesker, der mødes i et kaerlighedsforhold. Og ikke bare en mand og en kvinde. Hvor ingen af de to køn er spaerret inde i forestillinger om, hvad de kan. Eller ikke kan.

»Når jeg taler med kvinder, har mange af dem ligesom jeg et staerkt ønske om at slippe for at blive set på som et bestemt køn og reduceret til at beskaeftige sig med bestemte ting, fordi de er kvinder. De vil gerne ses på som de menneskelige individer, de føler sig som.«

Geir Gulliksen laeste tidligt franske Simone de Beauvoirs bøger, og her mødte han en feminist, der havde et oprigtigt ønske om at forsøge at forstå verden. Ikke som kvinde, men som menneske.

Mange maend gør stadig meget for ikke at snakke om noget, der vaekker store følelser til live, fordi den slags betragtes som svagt. FORFATTER GEIR GULLIKSEN