Stop nedlukningen af samfundet: Vi vil have vores liv tilbage
Under pandemier skal forskere involveres fra starten, og alt, hvad politikere påtaenker at gøre, skal testes i forsøg, hvis vi ikke ved, om det virker. Bortset fra mundbind har vi ikke undersøgt noget som helst under pandemien og har derfor heller ikke la
I snart et år har vi levet i et samfund, der har vaeret lukket voldsomt ned det meste af tiden. Der er ingen tvivl om, at princippet om at holde afstand til andre mennesker, har vaeret effektivt. Hvis vi ikke omgås nogen, kan vi heller ikke blive smittet. Derfor har det også vaeret fornuftigt at undgå store forsamlinger, f.eks. tilskuere til fodboldkampe.
Men så er det også sagt. Omkostningerne har vaeret enorme, både de økonomiske og i form af menneskelige lidelser. Andre fysiske tiltag, man har indført for at beskytte borgerne mod smitte med covid-19, f.eks. lukninger af graenser, skoler og restauranter, har der ikke vaeret nogen evidens for.
For en måned siden blev den hidtil bedste undersøgelse af nedlukninger publiceret. Den bruger data fra regioner i 10 lande, f.eks. alle de enkelte stater i USA og len i Sverige, og sammenligner mindre nedlukninger af samfundet som dem, der fandt sted i Sverige og Sydkorea, med store nedlukninger i de otte andre lande. Forskerne kunne ikke finde nogen som helst effekt af de store nedlukninger sammenlignet med mindre nedlukninger, hvor f.eks. skoler og restauranter blev holdt åbne. Deres metoder er sofistikerede, og jeg har svaert ved at se, at man kan gøre det meget bedre, end de gjorde.
Der er meget anden forskning, også fra tidligere epidemier, der støtter dette fund. F.eks. bidrog skolelukninger ikke til kontrollen med SARS-epidemien i Kina, Hong Kong og Singapore.
De drastiske nedlukninger har for laengst nået et absurd niveau, og det er saerlig slemt for vore børn og unge, som vi har handlingslammet. Vi må ikke engang spille tennis for tiden, selv om der kun er plads til fire spillere ad gangen, og vi kan ikke indkøbe de mest fornødne ting, fordi naesten alle butikker er lukket. Jeg må ikke sende en pakke til en kollega i Brasilien.
Men det er langt mere alvorligt end det. Man har anslået, at nedlukninger, mangel på personale og frygt for at blive smittet har øget mødre- og børnedødeligheden i lav- og mellemindkomstlande så meget, at hundreder af tusinder eller måske endda millioner af liv er gået tabt. Her taler vi ikke om et par få års liv mod afslutningen af livet, der mistes, hvis vi ikke lukker ned, men om tab af liv lige fra livets begyndelse og titusinder af dødsfald blandt unge mødre.
Nedlukninger draeber også gennem fattigdom. I oktober vurderede Verdensbanken, at coronapandemien havde forårsaget en stigning i antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, på ca. 100 mio. Efter at Indien lukkede ned, frygtede migrantarbejdere, at sulten ville draebe dem, før coronavirusset gjorde det. Vi har nok mistet mange flere leveår, end vi har vundet.
De, der dør af corona, er i gennemsnit 82 år gamle. Jeg har estimeret, at det koster 8 mio. euro per person, hvis liv forlaenges takket vaere vores drastiske nedlukninger, men selv om det er alt for optimistisk, er det ganske uholdbart.
Professor Thorkild I.A. Sørensen sagde det så malende i et interview i oktober. Kan vi forestille os en 82-årig, der siger til politikerne: OK, jeg klarede det denne gang, men er I klar til at betale lige så meget for at redde mig fra at dø af min naeste sygdom? Det har vi naturligvis ikke råd til. Regeringen efterlader en gigantisk regning til skatteborgerne. Vi naermer os eller har formentlig allerede passeret 100.000 kr. per skatteyder.
Når virksomheder går konkurs, mister millioner af mennesker deres job, følelsen af fortvivlelse øges, og den mentale sundhed forvaerres. En amerikansk undersøgelse fra juni viste, at 11 pct. af dem, der svarede, alvorligt havde overvejet at begå selvmord i den sidste måned.
Minkudryddelsen er et eksempel på symbolpolitik, hvor vores enerådige statsminister udviste ulovlig handlekraft og blev vaeldigt populaer i en befolkning, der ligesom hende selv ikke ved nok om tingene. Eksperter uden for seruminstituttet mente jo slet ikke, at mutationen i minkene var farlig.
Mundbind er også symbolpolitik. En oversigt fra 2020 over lodtraekningsforsøg, hvor kun halvdelen bar mundbind, viste, at de ikke reducerer forekomsten af influenzalignende sygdom (risikoforhold 0,99; der var 3507 deltagere). Det danske forsøg med mundbind, hvor der deltog 6024 mennesker, fandt ikke nogen effekt på risikoen for at blive smittet med covid-19. Da influenzavirus og coronavirus er lige store, giver det mening at slå resultaterne sammen. Så får man et risikoforhold på 0,96.
Den minimale 4 procents reduktion i risikoen for infektion er ikke statistisk signifikant (P = 0,63), og den er derfor så usikker, at vi må konkludere, at mundbind ikke ser ud til at virke.
Men Sundhedsstyrelsen svigtede os. I foråret mente styrelsen ikke, at mundbind reducerede risikoen for at blive smittet med covid-19, og naesten ingen brugte dem. I oktober havde styrelsen skiftet mening og offentliggjorde en rapport, der »berettigede« brugen af mundbind baseret på en litteraturgennemgang, som var upålidelig og er blevet alvorligt kritiseret. Den byggede på observationsstudier, og den tilsyneladende effekt skyldes sandsynligvis, at folk, der frivilligt vaelger at baere mundbind, er mere forsigtige med håndhygiejne og med at holde afstand til andre mennesker end folk, der ikke baerer mundbind – hvilket er en klassisk fejl i observationsstudier.
Et problem med sundhedsmyndigheder i alle lande er, at de ikke skelner klart mellem videnskab og politik. Sundhedsstyrelsen skrev, at lodtraekningsforsøg er mest pålidelige, men så kom det politiske trick: Styrelsen haevdede, at da der ikke var nogen resultater fra lodtraekningsforsøg om coronavirus, var observationsstudier de bedste til at sige noget om mundbind.
Det er naturligvis et ugyldigt argument. Det danske forsøg var endnu ikke publiceret, da styrelsen udgav sin rapport, men forskerne havde tilbudt at fremsende manuskriptet. Det afslog styrelsen. Politik, dvs. at tale med samme stemme som statsministeren, var øjensynligt vigtigere end videnskab.
Nogle argumenterer for, at mundbind kunne have en lille effekt, og at vi derfor skal bruge dem, da de ikke skader. Det er ikke korrekt. De er ubehagelige at have på, de kan forårsage staerkt irriterende kløe i naesen og bumser, og de kan give nedsat syn, hvis man bruger briller, og det er koldt. De kan også give baererne en falsk følelse af sikkerhed, så de kommer for taet på andre kunder i butikkerne. Desuden er der ingen logik i kravene. Børn under 12 år skal ikke at baere mundbind.
Og jeg har ikke mødt nogen, der bruger dem korrekt. Folk bruger det samme mundbind igen og igen, nogle gange i ugevis. Det er ikke engang tilladt at laegge det i lommen for at genbruge det i den naeste butik på indkøbsruten, men det er der stort set ingen, der ved. Det burde vaere frivilligt at baere mundbind.
Når min familie besøger vores skrøbelige aeldre slaegtninge, kunne vi ikke drømme om at møde op forklaedt som bankrøvere. Vi holder afstand.
Når vi har pandemier, skal forskere involveres lige fra starten, og alt, hvad politikere påtaenker at gøre, skal testes i lodtraekningsforsøg, hvis vi ikke ved, om det virker. Bortset fra mundbind har vi ikke undersøgt noget som helst under covid-19-pandemien og har derfor heller ikke laert noget. Vi burde gøre som Taiwan med aggressiv opsporing af kontakter, test af mulige sekundaertilfaelde og isolation uden for hjemmet. Kun 8 af Taiwans 24 mio. indbyggere er døde af covid-19.
Jeg har svaert ved at se, at massetestning uafladeligt af hele befolkningen skulle føre til andet end yderligere udhuling af statskassen.
Vi vil have vores liv tilbage!