Stormagtskamp om Arktis udfordrer Danmark

Militaere problemer i Arktis tvinger Danmark til at tage beslutninger, som har potentiale til at skabe intern splid i rigsfaellesskabet, øge spaendingen i regionen og udfordre den afgørende relation til USA som alliancepartner.

USA og Rusland ser i stigende grad hinanden som konkurrenter. Også i den arktiske region. Den konkurrence udspiller sig med militaere midler på en mere og mere højspaendt arktisk scene. Det stiller Danmark og rigsfaellesskabet over for svaere politiske udfordringer og hårde militaere prioriteringer. Stormagtskonkurrencen skaber et militaerstrategisk problemkompleks for Danmark i Arktis.

Men hvad er der på spil – politisk og militaert? Politisk skal et taet forhold til USA fastholdes, samtidig med at risici for militaer eskalation minimeres, det dansk-russiske forhold ikke forvaerres, og rigsfaellesskabet fortsaetter med at haenge sammen. Det er store ting at håndtere, og så på én gang. Samtidig spiller de politiske udfordringer sig ud i en raekke forskellige militaere problemer. Konsekvensen er, at de mange politiske hensyn skal informere konkrete militaere valg. Og omvendt, militaere valg kan have store politiske konsekvenser.

Det er samtidig et strategisk problemkompleks, fordi det ikke går vaek. Danmark er i kraft af rigsfaellesskabet en mindre arktisk magt fanget i en stormagtskonkurrence, hvor Danmark er tvunget til at tage stilling, traeffe beslutninger og påtage sig ansvar – for Arktis og for rigsfaellesskabet. Fordi de beslutninger potentielt er både risikable og omkostningsfulde, er stormagtskonkurrencen i Arktis fundamentalt politisk problematisk.

Danmarks strategiske problemkompleks i Arktis er et sammenrend af forskellige militaere problemer. Første skridt i at forholde sig til udviklingen i Arktis er derfor at skabe et overblik over problemkomplekset.

De militaere problemer, der følger for Danmark af den øgede spaending mellem stormagterne i Arktis, kan samles under fire overskrifter: baser, luftrum, militaer aktivitet og Nordatlanten. Faellesnaevneren for alle fire er, at de saetter de politiske udfordringer naevnt ovenfor i spil.

Thulebasen, anlagt tilbage i 1951, er det tydeligste tegn på Grønlands langvarige militaere betydning for USA. Men med USA’s aendrede syn på Rusland forstaerkes USA’s behov for baser og baserettigheder i regionen. Det behov er endnu ikke fuldt klarlagt af USA selv, men det kan med kort varsel resultere i nye ønsker om amerikansk tilstedevaerelse på rigsfaellesskabets territorium.

Et par eksempler er: adgang til nye grønlandske lufthavne i en krisesituation, et flådestøttepunkt – eller anlaeg af egentlig havn – på Grønlands vestkyst og/eller på Faerøerne, genetablering af luft- og missilforsvar på Thulebasen og udbygning/udvidelse af faciliteterne på Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) til modtagelse af amerikanske flystyrker. Enhver forandring eller udvidelse af de amerikanske militaere rettigheder på faerøsk eller grønlandsk territorium er et kompliceret ønske for rigsfaellesskabet at håndtere.

Samtidig risikerer øget amerikansk tilstedevaerelse på rigsfaellesskabets territorium at puste til russisk paranoia og saette mere fart i et arktisk våbenkapløb.

Transatlantisk kommerciel flytrafik flyver ofte over Grønland. Det er, fordi det er den korteste rute fra Europa til USA. Det er det ofte også for russiske bombeflyvere og missiler. Derfor er det grønlandske luftrum strategisk vigtigt. Det er samtidig ubeskyttet og uden radardaekning.

Den kaede af luftvarslingsradarer, USA etablerede tvaers over Grønland under Den Kolde Krig, er for laengst pillet ned. Derudover reduceres Vestens varslingstid i kraft af nye fremskudte russiske baser og ny russisk hypersonisk missilteknologi. Oven i det øges usikkerheden i kraft af bortfald af naesten samtlige våbenkontrolaftaler.

Hvordan den manglende luftrumsovervågning af det grønlandske luftrum klares på en måde, der er tilfredsstillende for USA, Danmark og Grønland, er et svaert spørgsmål. Hvem forsvarer Grønland mod luftbårne trusler, og kan det gøres uden at gøre Grønland til et strategisk mål – og hvordan fordeles byrden? Drift af arktiske luftvarslingssystemer, der daekker det enorme grønlandske luftrum, er en opgave, hverken det danske eller amerikanske forsvar er interesserede i at påtage sig – eller finansiere.

I september 2020 deltog et af Forsvarets fly sammen med norske, britiske og amerikanske flådefartøjer i en raekke øvelser i Barentshavet, taet på vigtige russiske militaere baser. Flådeøvelsen er bare et af flere eksempler på øget amerikansk militaer tilstedevaerelse og aktivitet i det arktiske område. Målsaetningen med denne og lignende militaere aktiviteter er at øve sig i at operere i det barske arktiske område og samtidig sende faelles signaler om evne og vilje til at afskraekke og i sidste ende imødegå russisk militaer magt i Arktis.

Dansk deltagelse vakte naturligvis vrede hos den russiske ambassadør, men også undren blandt danske iagttagere. For hvorfor deltager danske fly i en øvelse, som Rusland vil finde aggressiv, når nu den danske udenrigspolitiske hovedmålsaetning er at fastholde Arktis som et lavspaendingsområde?

Flådeøvelsen laegger sig i øvrigt i slipstrømmen på amerikanske strategiske bombefly, der tidligere på sommeren fløj taet på de samme russiske baser. Eksemplet understreger, hvordan danske målsaetninger om arktisk lavspaending og et taet dansk-amerikansk forhold risikerer at underminere hinanden. I takt med at USA skruer yderligere op for sine militaere aktiviteter i Arktis, vil Danmark oftere blive stillet i tilsvarende situationer. Alliancepolitiske hensyn risikerer at gøre Danmark til part i konfliktoptrappende handlinger.

Danmark er ikke en central spiller. At jage ubåde er en eksklusiv sport med få deltagere, og Danmark er ikke i besiddelse af de militaere kapaciteter, der fungerer som adgangsbillet.

I 2017 besluttede Nato at oprette en nyt hovedkvarter med ansvar for forsvaret af Nordatlanten. Det blev erklaeret operativt i 2020. Oprettelsen af hovedkvarteret udtrykker en delt bekymring på tvaers af Atlanten for ikke mindst øget russisk ubådsaktivitet. Isaer i havområdet mellem Grønland-IslandStorbritannien foregår igen, som under Den Kolde Krig, en intens jagt på russiske ubåde. I det militaere spil er både Sydgrønland og Faerøerne centralt placeret.

Men Danmark er ikke en central spiller. At jage ubåde er en eksklusiv sport med få deltagere, og Danmark er ikke i besiddelse af de militaere kapaciteter, der fungerer som adgangsbillet. I Nordatlanten er Danmark derfor på sidelinjen med begraenset viden om og indflydelse på, hvordan den mere spaendte situation mellem Rusland og Nato udspiller sig under havet, men taet på rigsfaellesskabets territorium. Danmark kan naturligvis investere i de kapaciteter, der fungerer som adgangsbillet til ubådsjagten i Nordatlanten (det gør Danmark delvist allerede), men også danske kapaciteter kan medvirke til at drive et regionalt våbenkapløb fremad.

Baser, luftrum, militaer aktivitet og Nordatlanten udgør fire militaere problemer, der tvinger Danmark til at tage beslutninger og prioritere sine militaere investeringer og aktiviteter. Samtidig har alle de fire problemer, og måden Danmark håndterer dem på, potentiale til at skabe intern splid i rigsfaellesskabet, øge spaendingen i regionen og udfordre den afgørende alliancerelation til USA.

I løbet af i år er det planen, at den danske regering offentliggør sit bud på, hvordan 1,5 mia. kr. skal investeres i nye arktiske militaere kapaciteter, og i samarbejde med Grønland og Faerøerne offentliggør en ny overordnet arktisk strategi. Tilsammen vil de give et pejlemaerke på, hvordan Danmark militaert og politisk vil håndtere det militaerstrategiske problemkompleks i Arktis.