Skotsk debat om uafhaengighed domineres af følelser
Skotlands mindretalsregering står til at vinde en jordskredssejr til valget i maj, og det har for alvor sat gang i snakken om skotsk uafhaengighed fra Storbritannien. Men debatten er baseret på følelser, ikke fornuft.
De fleste med en fødselsdato før årtusindskiftet vil huske, hvordan det gik for den blåhvide Mel Gibson i rollen som William Wallace i filmen ”Braveheart” fra 1995. Han mistede hovedet i sin kamp for skotsk uafhaengighed af England.
Efter alt at dømme vil det gå mere fredeligt for sig, hvis skotternes populaere førsteminister, Nicola Sturgeon, og det socialdemokratiske og grønne uafhaengighedsparti SNP vinder en jordskredssejr til valget den 6. maj og forsøger at gøre Wallaces arbejde faerdigt.
Uden drama bliver det dog ikke. Da skotterne med 55 pct. mod 45 stemte imod uafhaengighed i 2014, kaldte Sturgeons forgaenger, Alex Salmond, det for en »once in a generation opportunity«. Men Nicola Sturgeon vil formentlig allerede give skotterne en ny chance i 2021, hvis hendes nuvaerende mindretalsregering får over 50 pct. af saederne i parlamentet. Meningsmålingerne spår i øjeblikket både en stor sejr til SNP og et efterfølgende ja til uafhaengighed.
Utilfredshed med brexit
Forklaringen skal ikke mindst findes i brexit, som kun 38 pct. af skotterne støttede. Den britiske premierminister, Boris Johnson, vinder da heller ingen popularitetsafstemninger nord for Hadrians Mur – ikke mindst fordi mange skotter føler, at han har kørt sololøb i coronahåndteringen og glemt at konsultere unionens andre hovedstaeder. Det har stillet Sturgeon og hendes regerings håndtering i et vaesentligt bedre lys.
På den anden side af kanalen jubler EU stille over udviklingen, da det vil vaere en politisk sejr at få Skotland tilbage efter brexit. Jublen er dog behersket, da EU ikke ønsker at puste til ilden hos separatistbevaegelser i f.eks. Spanien, Italien og Belgien. Samtidig er det vigtigt, at skotterne taenker sig grundigt om. Helt i tråd med forløbet op til brexit er argumenterne for skotsk uafhaengighed nemlig i højere grad baseret på følelser end sund fornuft. For det første skal skotterne spørge sig selv, om det giver mening at melde sig ud, når Storbritannien aftager 60 pct. af landets eksport. Til sammenligning går kun 20 pct. af Skotlands eksport til EU.
Stort underskud
For det andet kører Skotland et offentligt budgetunderskud på ca. 9 pct. af bnp til Storbritannien. Det vil med andre ord sige, at England betaler en meget stor andel af Skotlands offentlige udgifter igennem forskellige udligningsordninger. Vil EU udfylde dette underskud, og vil Skotland kunne tilbyde samme velfaerd og betale for den meget ambitiøse grønne omstilling, man er i gang med, hvis man melder sig ud af Storbritannien?
For det tredje er Skotlands økonomi og arbejdspladser meget afhaengige af olie- og gassektoren. Landets økonomi vil derfor blive vaesentlig mindre diversificeret, hvis det forlader Storbritannien.
For det fjerde bør skotterne huske at spørge sig selv, hvor de kulturelt hører mest hjemme: i Storbritannien eller EU.
Den taendte uafhaengighedsflamme bliver ikke modtaget med stående ovationer i London.
Boris Johnson har meldt ud, at han ikke vil tillade endnu en afstemning – og London skal formelt godkende afstemningen. Johnson argumenterer for styrken i den britiske union, og at skotterne vil stå svagere udenfor. En anelse ironisk, da det får situationen til at minde om debatten om brexit bare med omvendt fortegn.
Jo større vind SNP får i sejlene, jo mere stiger presset dog på Boris Johnson for at godkende en afstemning. Danske eksportvirksomheder kan derfor måske begynde at lune sig ved tanken om, at Skotland kommer ind i EU og bliver nemmere at lave forretninger med.