Hvorfor lytter man ikke til skovens brugere?
Forløbet forud for byrådets beslutning om, at dele af Marselisborgskovene skal laves til vildskov, har vaeret alt andet end demokratisk.
Ridestier Aarhus Syd
Aarhus Trailbuilders
Aarhus MTB
Formanden for Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Aarhus, Sebastian Jonshøj, udtrykker i JP Aarhus forleden sin frustration over, at DN’s agenda om store indhegninger i Marselisborgskovene har mødt modstand.
Men titusindvis af skovgaester vil blive hårdt ramt af elektriske hegn, okser og vildheste, hvis et areal svarende til 1.000-2.000 store parcelhusgrunde indhegnes midt i friluftslivets vigtigste og intenst benyttede naturområde i Aarhus Kommune.
Sebastian Jonshøjs indlaeg kan afspejle en manglende indsigt i, hvor store konsekvenser centrale indhegninger vil få for friluftslivet. Det kan også tyde på, at Sebastian Jonshøj måske ikke har forstået DGI’s rolle med at kvalificere Aarhus Kommunes grundlag for udmøntningen.
DGI og Idraetssamvirket repraesenterer 14 idraetsforeninger og titusindvis af uorganiserede brugere i den kernegruppe, der blev oprettet af Aarhus Kommune efter henvendelser fra DGI og flere foreninger på grund af en mangelfuld inddragelsesproces.
Det er os – de mange foreninger, der faerdes til dagligt i Marselisborgskovene – som har bedt DGI repraesentere idraetslivet i frustration og dyb undren over udsigten til store begraensninger, der kan fjerne grundlaget for vaesentlige dele af den ellers politisk prioriterede naturidraet i Aarhus.
Nu efter kun tre møder i den nedsatte kernegruppe vaelger DN’s formand, der sidder på en af de seks pladser, en ukonstruktiv dialog, der underminerer samarbejdet i den kernegruppe, der er vores eneste indgang til processen.
Vi har indtil nu oplevet processen som alt andet end demokratisk. Indhegninger blev slet ikke naevnt i invitationen til kommunens workshop den 29. marts 2019, og Aarhus Kommunes slides og oplaeg på mødet omtalte heller ikke de store indhegninger.
Tvaertimod skulle friluftslivet på lige fod med naturen nyde godt af omlaegningen. I enkelte grupper ved workshoppen blev der ivrigt drøftet hegning af hele skoven. De repraesenterede foreninger fremsendte derfor bekymrede bemaerkninger til kommunen og en opfordring til at afholde en ny workshop for friluftslivet.
Det skete aldrig, og ingen af de fremsatte bekymringer blev refereret i beslutningsgrundlaget. Senere mødte ansatte fra Aarhus Kommune
op i skoven, hvor flere af vores medlemmer hørte om projektets fortraeffeligheder – igen uden at de store indhegninger blev naevnt. Uden yderligere inddragelse fulgte beslutningsgrundlaget den 5. august 2019 og vedtagelsen ved budgetforliget kort efter.
Beslutningsgrundlaget beskriver fire scenarier, hvor byrådet valgte 2b, der beskriver omlaegning til urørt skov og indhegning af op til 200 hektarer i Marselisborgskovene. Beslutningen daekker også indhegning af Hørret Skov på 80 hektarer få hundrede meter fra Marselisborgskovene, hvor mange rider, løber, går og lufter hund.
Konsekvenserne for friluftslivet i Marselisborgskovene er vagt beskrevet og klart underestimeret i det materiale, byrådet fik stillet til rådighed. Mange brugergrupper er end ikke naevnt, og der er negative og fagligt forkerte påstande i dokumentet om friluftslivet. Desuden er budgettet ikke retvisende pga. mangel på flere store budgetposter, herunder de bekostelige omlaegninger af stisystemet.
Marselisborgskovene er Aarhus Kommunes største og vigtigste friluftsfacilitet, men der har åbenlyst ikke vaeret involvering af kapaciteter fra friluftslivet eller Aarhus Kommunes forvaltning for sport og fritid ved udfaerdigelse af beslutningsgrundlaget, der fremstår med overordnede betragtninger om friluftslivet, men ellers er ganske ensidigt i sit fokus.
Byrådet tilføjede klogeligt en klausul, der sagde, at Moesgaard Vildskov skal udmøntes, så den »ikke begraenser friluftslivet«. At man nu fortsat planlaegger at indhegne 100-200 hektarer, må derfor i bedste fald bero på, at Aarhus Kommune mangler både generel og mere kvantitativ indsigt i, hvad der foregår i skoven.
Konsekvenserne af store centrale indhegninger beskrev vi derfor sammen med DGI i et notat om Moesgaard Vildskov, som blev fremsendt til Aarhus Kommune i juni 2020. Vi mangler stadig at se denne viden komme i spil, og DGI afventer svar på en raekke spørgsmål stillet i kernegruppen, bl.a. om, hvordan Aarhus Kommune har taenkt sig at afdaekke størrelsen og lokaliseringen af friluftslivet i skoven.
Det ensidige oplaeg sås igen i det materiale, der blev praesenteret for kernegruppen ved det første møde i september 2020. Altså et år efter byrådets beslutning om Moesgaard Vildskov, og efter at Aarhus Kommune havde lovet at involvere Sport & Fritid i processen. Materialet laegger op til skaerpede restriktioner uden for indhegningerne i modstrid med det indledende oplaeg og det todelte driftsformål.
At det idraetslige friluftsliv skulle vaere et mindretal, er i øvrigt nok tvivlsomt. Alene mountainbikernes 60.000 gennemkørsler af ca. 10.000 individuelle ryttere hvert år, 1.000 opstaldede heste i naerområdet, 500 organiserede orienteringsløbere, tusindvis af løbere og de mere end 1.700 arrangementer i skoven med 156.000 deltagere i 2018 taler sit klare sprog.
Dertil kommer et stort politisk prioriteret talent- og elitearbejde med Dansk Orienterings-Forbunds landsholdscenter og unge på Team Danmark-ordninger, der flytter til byen pga. skoven og afholdelse af danmarks- og verdensmesterskaber i forskellige naturidraetter.
Orienteringsklubben Pan
Det er således vores håb, at Aarhus Kommune vil foretage en daekkende inddragelsesproces og kortlaegning af friluftslivet i Marselisborgskovene.
Arealerne deles på bedste vis med de “uorganiserede” brugere i form af gående, hundeluftere, løbere, cyklende, daginstitutioner og skoler med mange flere. At alt dette fungerer trods den lange smalle skov, skyldes et mangeårigt godt samarbejde og en lang raekke hensyn brugergrupperne imellem. Taet faerdsel i lange smalle korridorer og på befaerdede ”omfartsstier” vil blive en stor udfordring med ringere skovoplevelse og øget risiko for konflikter.
Friluftsidraetten i Marselisborgskovene understøtter en raekke af Aarhus Kommunes politikker inden for sundhed, idraet, eliteidraet, events, aktiviteter i bynaere grønne områder og børns aktiviteter i naturen.
Når det organiserede friluftsliv på en tirsdag aften i april har 5-600 børn i skoven, hvor mange børn er så ude at bestemme blomster eller kigge på fugle som hovedformål? Vi møder dem i hvert fald sjaeldent, hvorimod de mange børn, vi tager med i skoven fast året rundt, får store naturoplevelser og sunde faellesskaber.
Det giver robuste børn, der har en taet samhørighed med naturen. Når Aarhus Kommune nu overvejer at indhegne de vigtigste områder i skoven for en raekke idraetter, så bliver børnene, de unge, motionisterne, talentarbejdet, eliten og klubberne de helt store tabere i en kommune, der i forvejen har stor mangel på idraetsfaciliteter – så stor, at aarhusianske idraetsforeninger lige har indleveret ønsker for naesten en kvart milliard kr. til Sport & Fritids idraetspulje.
Vi har fra start støttet omlaegningen til urørt skov med stop for skovdrift, efterladt dødt ved, ophørt draening og faeldning af større arealer for at gøre skoven lysåben – så laenge stierne holdes åbne.
Det bør Aarhus Kommune selvfølgelig arbejde videre med. Vi går jo også op i at sikre naturen bedre vilkår. Men store centrale indhegninger og strammere forvaltning begraenser det friluftsliv, der ifølge byrådets beslutning ikke må begraenses.
Det er således vores håb, at Aarhus Kommune vil foretage en daekkende inddragelsesproces og kortlaegning af friluftslivet i Marselisborgskovene.
Man kunne også håbe, at Aarhus Kommune lader sig inspirere af Silkeborg Kommune, der fremhaeves af Europa-Kommissionen for prioritering af et aktivt friluftsliv, som giver store sundhedsgevinster og samtidig en økonomisk gevinst for kommunen. Det bliver nødvendigt i Aarhus Kommune med et befolkningstal i hastig vaekst.