Kejserens nye lighedsklaeder

»Den danske samfundsmodel er i sig selv et solidt vaern mod den galoperende ulighed, vi ser mange andre steder i verden. Alligevel er det også et dansk faenomen, at uligheden stiger, og at en gruppe af de mest velstillede stikker af fra faellesskabet.«

Sådan skrev Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i en kronik i Information i december 2018. Valgkampen var for laengst begyndt, og den stigende ulighed under den davaerende borgerlige regering skulle vaere et vigtigt tema op til folketingsvalget i 2019.

Set i det perspektiv er det naturligvis ikke så morsomt, når Finansministeriet nu i et svar til Folketinget stilfaerdigt gør rede for, at uligheden er steget, siden Mette Frederiksen rykkede ind i Statsministeriet.

Finansministeriet konstaterer, at den tiendedel af danskerne, der har mindst at gøre godt med, har set den disponible indkomst falde med 1,66 pct., men den tiendedel af befolkningen, der er mest velstående, har oplevet et fald på 0,57 pct. Forklaringen skal søges i den lange stribe af skattestigninger, der er gennemført i Mette Frederiksens regeringstid. Finansministeriets beregninger bekraeftes af økonomiske eksperter. Der er som sådan intet overraskende i tallene, da uligheden i et samfund er i evig bevaegelse. Når der sker aendringer i boligpriser og pensionsformuer, påvirker det uligheden. Det samme sker, når man f.eks. gennemfører en markant stigning i tobaksafgifterne, som det skete i 2019.

Målestokken for ulighed er den såkaldte Gini-koefficient, der – som beskrevet af Danmarks Statistik – »er et af vedens mest anvendte fordelingsmål, som med et enkelt tal angiver graden af ulighed i f.eks. indkomster«. Ifølge OECD hører Danmark til de lande, hvor den økonomiske lighed er størst – ikke perfekt, men blandt de bedste i verden, hvilket enhver regering burde glaede sig over. Det kan regeringen imidlertid ikke, da det i ”forståelsespapiret” med støttepartierne er aftalt at »bekaempe den stigende ulighed«.

Først gennemfører regeringen og dens støttepartier omfattende skattestigninger, der øger uligheden, som herefter skal bekaempes. Måske derfor har finansminister Nicolai Wammen for laengst meddelt, at aftalen om at »bekaempe den stigende ulighed« ikke vil komme an på, om Gini-koefficienten stiger eller falder. Regeringen vil altså selv bestemme, hvordan det går med uligheden, hvilket bringer i erindring det for laengst afdøde folketingsmedlem Søren Kjaer og hans udsagn: »Hvis det er fakta, så benaegter a fakta.«

Regeringens reaktion på Finansministeriets beregninger er som udtrykt af beskaeftigelsesminister Peter Hummelgaard at advare mod at »matematisere« ulighedsdebatten for i stedet at fokusere på de initiativer, som ikke giver øget lighed i beregningerne af Gini-koefficienten. Danskerne skal altså laere at se de klaeder, som kejseren ikke har på.

For nogle år siden erklaerede de økonomiske vismaend, at man ikke kan konkludere, at ulighed står i vejen for økonomisk vaekst, da »både ulighed og vaekst påvirkes af en lang raekke faktorer, der gør det til en meget vanskelig manøvre at isolere den rene effekt af ulighed«.

Fremfor at jagte millimeterlighed skal regeringen fokusere på at skabe størst mulig økonomisk vaekst og herigennem større velstand. Risikovilje og et vist mål af ulighed skaber et mere dynamisk samfund til gavn for alle. Bevidstløse skattestigninger, derimod, skaber ikke mere velstand, men – som Finansministeriet bekraefter – mere ulighed.