Verdens ”bedste” avis fortsaetter sit frie fald

For en måned siden indstillede The New York Times journalisten Donald McNeil til den prestigefyldte Pulitzerpris for hans daekning af coronapandemien. Fredag i sidste uge blev han fyret af samme avis for noget, han havde sagt for to år siden. Under et middagsselskab i 2019 med en gruppe studerende blev McNeil spurgt, om han mente, at en 12-årig, der i en video havde brugt det nok så berømte og forbudte n-ord, burde straffes. I et opfølgende spørgsmål for at forstå sagens sammenhaeng brugte Donald McNeil selv ordet, neger. De studerende klagede til avisens ledelse, og Donald McNeil fik en påtale af chefredaktør Dean Baquet.

Sagen var glemt indtil slutningen af januar, hvor et andet medie, The Daily Beast, skrev om den. Det udløste straks ny vrede og forurettelse. Men denne gang blandt The New York Times’ ansatte, som kraevede straffen skaerpet.

Donald McNeil blev fyret, og det vaerste ved hele sagen er naesten hans undskyldning over for de nu tidligere kollegaer: »Jeg skulle ikke have gjort det. Jeg troede, at den kontekst, som jeg brugte det frygtelige ord i, kunne forsvares. Det indser jeg ikke er tilfaeldet. Det er et dybt kraenkende og sårende ord. Den kendsgerning, at jeg troede, at jeg kunne forsvare brugen af det, afslører i sig selv enormt dårlig dømmekraft. Det undskylder jeg for.«

Sådan taler et slagent og udskammet menneske, der går bodsgang som de ”borgerligtsindede” under Kulturrevolutionen i Kina.

Nogen vil måske huske, hvordan The New York Times sidste somfor mer fyrede sin debatredaktør James Bennet, fordi han havde trykt et indlaeg af en republikansk politiker, der slog til lyd for, at haeren skulle saettes ind over for Black Lives Matter-demonstrationerne i de amerikanske byer.

Selv om James Bennet selv lagde afstand til det kontroversielle synspunkt og forsøgte at forsvare publiceringen med, at i den demokratiske samtale skal der vaere plads til alskens holdninger, hvis demokratiet skal vaere sundt, blev han fyret. Også ved den lejlighed skete fyringen efter protester fra avisens ansatte.

Nogen vil måske også huske, hvordan en af hans redaktørkollegaer, Bari Weiss, sagde sit job op. I sin opsigelse skrev hun, at avisen svigtede alle de idealer, som journalistikken og avisen er baseret på at lave en avis, der er henvendt til »mennesker, der lever i en fjern galakse og er optaget af ting, som befinder sig på lang afstand fra de fleste menneskers liv« og samtidig lader den redigere af en kraenkelsesparat, identitetspolitisk hob.

Intet tyder på, at The New York Times’ ledelse har lyttet til Bari Weiss’ advarsel og frygt for, at avisen har ladet den journalistiske kvalitet og trovaerdighed vige for frygten for en følelsesladet og højtråbende stab, der ikke har de klassiske dyder om balance og fairness i den journalistiske daekning for øje, men ser avisen som et aktivistisk og politisk vaerktøj.

Det er ualmindelig trist for avisen, der engang blev kaldt verdens bedste. Intet tyder på, at noget kan aendres ved at skifte ledelsen ud. For dels har avisen for laengst solgt ud af sine journalistiske principper og gjort sig til et aktivistisk og politisk organ, ikke mindst i den fuldkommen ensidige daekning af den nu forhenvaerende praesident Trump. Dels er den identitetspolitiske kraft nu så magtfuld i mange af det amerikanske samfunds baerende institutioner, at sund fornuft og kritisk taenkning er fuldkommen tilsidesat.

Det kunne vaere rart, hvis man kunne sige, at sådan bliver det heldigvis aldrig her hos os.

I sin opsigelse skrev hun, at avisen svigtede alle de idealer, som journalistikken og avisen er baseret på.