Corona er mere end smittetal: Anerkend, at det her er svaert for andre end minkene, Søren og Mette

Der var engang, hvor Søren og Mette var dem, der laerte os at laese via Knud Hermansens ikoniske bøger: “Søren ser EN ko, Mette ser EN so.” Men hvad ser I, Søren og Mette, i dag? Altså ud over smittetal, smittetryk og alverdens eksotiske coronavarianter, der vaelter ind over os fra alle de lande, vi bare må drømme om at rejse til en gang. I står på pressemøde efter pressemøde berørte og alvorlige – saglige og fornuftige. Belaerer os om samfundssind, afstand og korrekt påsaetning af mundbind. Viser smittekurver og finder milliarder til støttepakker – og takker alle os i frontlinjen ...

I ved godt, vi knokler, alt imens regionens folk fra deres hjemmearbejdsplads har god tid til at tjekke vores tilgaengelighed i almen praksis og vores rødglødende akuttelefon. Måske det så også skulle på jeres to do-liste, Søren og Mette: spritte haender, bruge mundbind, holde afstand og bruge egen laege rigtigt. For vores sundhedsvaesen holder jo åbent, fortaeller du, Søren. Og hurra for det. For vi ser noget, som I nok ikke ser.

Vi ser ensomme aeldre mennesker, der laenges efter kontakt med venner, børn og børnebørn . Vi ser alvorligt syge cancerpatienter, der dør i ensomhed, fordi ingen “tør” se til dem. Vi ser plejehjemsbeboere regrediere, fordi de ikke stimuleres af familiens besøg. Vi ser aeldre aktive selvkørende borgere, der får ondt her og der og langsomt synker sammen, fordi de ikke kan svømme, danse og traene, som de plejer.

Vi ser også alle dem på hjemmearbejdspladserne udvikle alverdens skavanker og spaendinger, når skrivebord, computer og stol ikke spiller rigtigt sammen ergonomisk, som alverdens arbejdsmiljøtilsyn nu ellers gennem årtier så fint har sørget for ude på arbejdspladserne.

Godt, vi har fået Arne-pensionen ... den bliver der snart rift om til både Arne, Bjarne og Karna ... eller hvad de nu alle hedder.

Men vi ser også de unge lide. Tidligere angst- og depressionssymptomer bryder ud i lys lue. Samfundssindet med isolation, nul fester eller hurtige sjove dates, cafebesøg, biografture eller fitnesstraening taerer på tålmodigheden. En gang imellem flipper de ud og gør noget “ulovligt”. Saetter sig i flok på byens broer og nyder solskinnet, holder fester og hygger i smug sammen mere end fem. Man kan fristes til at sige: ”Gudskelov“... så er der da lidt selvopholdelsesdrift tilbage og håb om, at de har det drive, der skal til for, at regningen for den her pandemiperiode kan betales tilbage. For det bliver hårdt, og det bliver jo deres lod. Vi andre, inklusive jer, Søren og Mette, laegger jo snart op ... hvis da ikke pensionsalderen for alle andre end Arne, Bjarne og Karna kan saettes op til 80 år.

Kaere Søren og Mette. Senfølger er meget andet end dårlig smag i munden – vi har brug for anerkendelse af, at det her er svaert for andre end minkene. Når en 16-årig hjemsendt efterskoleelev med døde øjne og lakonisk draevende stemme konstaterer: “Det var trods alt vaerre, hvis man var mink”, så ved man, hvad klokken er slået. En hel ungdomsgeneration lider, og i den anden ende af skalaen får de aeldre den mest triste, sidste tid på Jorden.

Det her får naeppe nogen ende foreløbigt. Så vi er nødt til at sadle om. Covid-19-senfølger er så meget andet end smagsforstyrrelser, sygdom og død. Det er også psykiske følgevirkninger, økonomisk katastrofe med kuldsejlede virksomheder i hobetal og dysfunktionel befolkning. Vi må derfor finde en måde at leve med coronaen på og måske igen acceptere survival of the fittest, som Darwin laerte os det. Ligesom vi har gjort det med influenzaen og så mange andre virale sygdomme.

Vi skal passe godt på de svage og på sundhedsvaesenet – det kan ingen vaere uenig i – men livet skal have lov til at gå videre for flertallet. Ellers bliver det her alt for dyrt for os alle – på alle mulige og umulige måder. Vi må nu gå fra kortsigtet ildebrandsslukning til langsigtet overlevelsesstrategi som samfund.

Kaere Søren og Mette, I har tangentstokken – brug den nu fornuftigt.

Vi skal passe godt på de svage og på sundhedsvaesenet – det kan ingen vaere uenig i – men livet skal have lov til at gå videre for flertallet. Ellers bliver det her alt for dyrt for os alle.