Søren Papes fortaelling om statsborgerskab er politisk manipulation af vaerste skuffe

Politisk er statsborgerskab en hest, der for laengst er pryglet ihjel. Fra Socialdemokratiet og højre ud i dansk politik er der stort set ingen uenighed om, at det skal vaere for de få udvalgte. Derfor er det blot symbolpolitik af vaerste skuffe, når Søre

Onsdag 3/2 havde Det Konservative Folkepartis formand en kronik i JP om partiets forslag til nye regler om statsborgerskabstildeling.

Reglerne er allerede nogle af de allerskrappeste i hele Europa, og de er strammet talrige gange siden årtusindskiftet. Det er endog meget vanskeligt og ofte umuligt for ikkevestlige flygtninge og familiesammenførte at få et dansk pas.

En dansk undersøgelse har vist, at under 40 pct. af flygtningene kan opfylde de danske selvforsørgelses-, vandels- og sprogkrav efter 13 år i landet. En nylig international undersøgelse viser, at blot en tredjedel af alle indvandrere har statsborgerskab efter 21 år i Danmark. Det er langt faerre end i f.eks. Holland eller Norge. Derfor er der rigtig mange ikkeborgere i Danmark – det, man i det gamle Graekenland kaldte metoikere – som har slået rod uden realistisk mulighed for nogensinde at blive statsborgere. Alt er velbeskrevet i forskningen på området og tilgaengelig viden for journalister, offentligheden og politikere.

Det er imidlertid et ganske andet indtryk, man får af Søren Papes kronik. Den har meget lidt med virkeligheden at gøre og er praeget af halve og hele usandheder, fordrejninger og tilsnigelser.

Pape beskriver således malende hvordan »alt for mange nye statsborgere lever i en kulturel boble, og deres eneste kontakt med det Danmark, der tog imod dem, består i konsulenter og sagsbehandlere på jobcentret og bistandskontoret. Selv om de har vaeret her i årevis, er deres dansk så ringe, at det er ubrugeligt på arbejdsmarkedet. Mange er kvinder, som er totalt umyndiggjorte af deres maend, og som aldrig har haft en dags aerligt, lønnet arbejde«.

Laeseren må forstå, at disse arbejdssky fremmede, der naeppe kan gøre sig forståelige, naermest får deres statsborgerskab foraeret.

Men det passer ikke. Modsat naesten alle andre lande i Europa kraever statsborgerskab i Danmark, at man har ikke har modtaget en raekke sociale ydelser i mere end fire måneder inden for de sidste fem år ved ansøgningstidspunktet – og slet ikke inden for de sidste to år.

Det er et ekstremt hårdt krav til flygtninge og familiesammenførte.

»I dag stiller vi ikke krav til beskaeftigelse som betingelse for dansk statsborgerskab,« skriver Pape. Tja, det er formelt sandt, men dybt misvisende. Man må nemlig ikke have modtaget ydelser som kontanthjaelp, integrationsydelse, revalideringsydelse, uddannelseshjaelp eller ressourceforløbsydelse. Perioder på dagpenge ud over sammenlagt fire måneder laegges også til. Endvidere kraever statsborgerskab, at man har permanent ophold, og for at få dette skal man have vaeret i ordinaert fuldtidsarbejde i tre år og seks måneder ud af de seneste fire år.

Så nej, den arbejdsløse kvinde med dårlige danskkundskaber er ikke i naerheden af at kunne få statsborgerskab. Faktisk ikke engang i naerheden af at få permanent ophold. I hvert fald ikke hende, som Pape eller hans spindoktor i historien har placeret nede på jobcenteret. Stereotypen af den dårligt integrerede indvandrer – laeseren har nok sine billeder i hovedet – er ikke statsborger.

Også fordi det danske sprogkrav er så højt, at de faerreste flygtninge kan klare det, hvis de ikke har en akademisk baggrund. Kravet skal ikke desto mindre saettes op, mener Pape. Til danskprøve 3. Men det er igen noget underligt noget! Reglen er nemlig allerede nu, at statsborgerskab kraever bestået dansk på niende klasses niveau – netop danskprøve 3. Kun enkelte andre europaeiske lande har så restriktive krav, og ingen overgår Danmark. Saerligt sprogkravet sørger effektivt for, at langt de fleste lavtuddannede indvandrere aldrig opnår statsborgerskab – selvforsørgende eller ej.

Der er én undtagelse for danskprøve 3 – nemlig hvis man har vaeret helt saerlig god til at forsørge sig selv og ikke har modtaget naevnte sociale ydelser i mere end et halvt år ud af de sidste ni. Så kan man nøjes med danskprøve 2, som heller ikke er nem, hvis man kommer langvejsfra. Det er denne undtagelse, Pape vil af med, men det forklarer han ikke naermere – laeseren skulle jo nødigt få et mere positivt billede i hovedet, f.eks. af den hårdtarbejdende grønthandler, som godt nok taler lidt gebrokkent, men som alle kan lide, fordi han i den grad ”gør en aerlig indsats”.

Er det De Radikale, der har åbnet denne ladeport af en kattelem?

Nej, det var Bertel Haarder. I en folketingsdebat i begyndelsen af nullerne sagde han, at »vi vil ikke have, at kun Erasmus Montanus skal kunne få indfødsret. Det skal hans praktiske bror Jacob også kunne«.

Siden flygtningekrisen har 45.000 fået ophold, naevner Pape, og det vil om få år føre til et pres på statsborgerskabet. Det passer ikke; det er ren manipulation med associationer. De flygtninge, der kom op ad motorvejen, bliver for flertallets vedkommende ikke statsborgere i de første par årtier eller nogensinde. Slet ikke de lidt aeldre og dem med lavere uddannelse.

Med flygtningebølgen »er presset på Danmark blevet langt staerkere«, skriver Pape, og »derfor skal faerre migranter have statsborgerskab«. Men hvorfor? Hvilke »tunge konsekvenser« skulle begrunde, at der ligefrem skal saettes loft over antallet af statsborgere (en kvote på 2000 ikkevestlige er naevnt)?

De danske regler sikrer allerede til overmål, at kun de bedst integrerede og staerkeste bliver statsborgere. De svage, som man kunne mene havde saerlig brug for beskyttelse, har få chancer. Det er svaert at se, hvilken fare der ville vaere ved, at de efter rimelig tid fik et dansk pas og dermed kunne stemme ved valgene og rejse med mindre administrativt bøvl og visumbesvaer.

At give flygtninge og indvandrere statsborgerskab – uanset om kravene er få (som i Sverige) eller mange og stenhårde (som i Danmark) – har ingen indflydelse på flygtningeantal, som i øvrigt efterhånden er forsvindende i Danmark. Og hvis kravene er så vanskelige, at de opleves som umulige eller urimelige af mange, er de naeppe laengere »en sund tilskyndelse« til at gøre en indsats.

Danmark har ekstremt skrappe statsborgerskabskrav. Hvor man i Norge og mange andre lande opfordrer indvandrere til at blive statsborgere og har moderate betingelser, er Danmark ret alene med det yderliggående argument om, at statsborgerskab skal vaere en gave og et privilegium, som kun et lille fåtal af nye medborgere skal få.

Statsborgerskabsstramninger er en helt saerlig dansk parlamentarisk blodsport. Det er politik. Det er bevidst vildledende. Og det er naesten ikke til at baere.

Politisk set er statsborgerskab en hest, der for laengst er pryglet ihjel. Der er naesten ingen forskel fra Socialdemokratiet og hele vejen ud over den borgerlige blok.

Måske vil Danmark naerme sig europaeisk normalstandard om en generation eller to. Hvor f.eks. ganske almindelige unge, der er født i Danmark af indvandrere uden statsborgerskab (som foraeldrene ikke har opnået på grund af de skrappe regler), vil kunne blive statsborgere automatisk eller ved erklaering, i hvert fald når de bliver myndige – det modificerede jus soli-princip, der ellers gaelder stort set overalt i Vesten. Måske.

I mellemtiden ville det vaere befriende, om de vilde symbolmarkeringer, som Papes kronik eksemplificerer – markeringer, der kun fungerer, hvis man fører laeserne bag lyset – forblev på den alleryderste højrefløj, vaek fra de gamle, ansvarlige, statsbaerende partier som Det Konservative Folkeparti. Men sådan bliver det naeppe. Statsborgerskabsstramninger er en helt saerlig dansk parlamentarisk blodsport. Det er politik. Det er bevidst vildledende. Og det er naesten ikke til at baere.