Forsvarsministeren er på glatis

Det ville vaere synd at sige, at Trine Bramsen har brilleret i sin tid som forsvarsminister. Og det ville vaere direkte forkert at påstå, at hun har skabt respekt om sin egen person. Tvaertimod er det på ingen måde betryggende at opleve en forsvarsminister, som igen og igen har svaert ved at holde balancen på glatisen, samtidig med at hun skubber alle støtter og redningsplanker vaek.

Trine Bramsen er ikke en minister, som strør om sig med makrelmadder, men noget har hun da laert af statsministeren: Det gaelder om at tale direkte til vaelgerne. Over for dem vil Trine Bramsen gerne fremstå som en handlekraftig og beslutsom minister, og de skal ikke vaere i tvivl om, at hun er generalernes general. Sprogligt nedklassificeres forsvarschefen til styrelseschef. Teknisk set korrekt, men der er pokker til forskel på, hvilke signaler Bramsen udsender, afhaengigt af om hun anvender den ene eller den anden betegnelse. Ikke mindst i forhold til de mange soldater, som hører under hendes ressortområde.

Forståeligt nok har de reageret og gjort det klart for Trine Bramsen, at uanset hvor mange gange hun siger styrelse, så aendrer det ikke på, at forsvaret er noget saerligt, og at det er forsvarschefen, der er øverste chef i en enstrenget kommandostruktur.

Som chefsergent Jakob Busk har udtalt til Berlingske: »Når vi går i krig, så går vi i krig for Danmark, for en forsvarschef med militaerfaglig baggrund, ikke for en styrelseschef.«

Man må formode, at en forsvarschef kan tale for sig selv og i egen faglig ret og ud fra den militaerfaglige baggrund, som han besidder. Men det må han angiveligt ikke for Trine Bramsen, som insisterer på at agere overfrakke, når en journalist fra Ritzaus Bureau vil interviewe den nye forsvarschef. Ifølge det refererede synes det, som om Trine Bramsen både er bange for, at andre tager rampelyset fra hende, og er mistroisk over for, om forsvarschefen er i stand til at svare på en måde, som ligger inden for regeringens kommunikationsstrategi.

Det er ikke klaedeligt, når en leder stamper i gulvet og kraever respekt. Anerkendelse og respekt er noget, som man skaber, ikke noget, som man kraever. Set i et større perspektiv er Trine Bramsens ageren over for den nytiltrådte forsvarschef meget skadelig både for det danske forsvar og for Danmarks omdømme. Hvem kan have tillid til, at et ord er et ord fra en mand, som først skal spørge om lov hos sin minister?

Forsvaret har vaeret skaemmet af flere sager i alvorlige kategorier som korruption og nepotisme. Der er ingen tvivl om, at der er behov for at rydde op i den kultur. Men oprydningsiveren kan gå for vidt, og det gør den, når en underfrankeret minister insisterer på en faglighed, som hun ikke besidder, og når hun i iveren efter at vise handlekraft foretager uforståelige dispositioner.

Endnu kender vi ikke omfanget af den sag, som på en eftermiddag fik Trine Bramsen til at sende to topembedsmaend hjem og fritage en tredje fra tjeneste i Forsvarets Efterretningstjeneste. På det tidspunkt havde forsvarsministeren laenge kendt til sagen, men meget tyder på, at Trine Bramsen i iveren efter at vise handlekraft og fralaegge sig ansvaret gik alt for vidt.

I Jaegerkorpset, forsvarets elitetropper, har man den gyldne regel, at man tror på en mand, indtil det modsatte er bevist. Det samme gjaldt for Trine Bramsen.