Brutalt, men uundgåeligt: EU’s udenrigschef blev gennempryglet i Kreml
At EU uddeler røfler til Kina, Rusland og Hviderusland, er godt og rigtigt. Mindre godt og mindre rigtigt er den blanding af tavshed og mangel på handling, hvormed unionen omgås sit eget mangelfulde demokrati, dels i Østeuropa, dels i Spanien, der som eneste medlemsland betjener sig af politiske fanger.
Politiske fanger i EU? Ja. Spanien sidder på ni prominente politikere, for flertallets vedkommende valgte medlemmer af parlamentet i Barcelona, andre knyttet til nationale og kulturelle organisationer. Faelles for disse fanger er, at de agiterer for en selvstaendig catalansk republik. Faelles for dem er desuden, at de afsoner op til 13 års faengsel for at have ivaerksat en folkeafstemning om de ikkespanske catalonieres ret til selvbestemmelse – vaek fra Spanien, som erobrede deres land i 1714.
Folkeafstemningen i 2017 blev standset af Guardia Civil med en grusomhed, som bragte knap tusind sårede til hospitalerne. Offentlige bygninger blev vandaliseret, Cataloniens selvstyre annulleret. Ved en senere skueproces blev parlamentsformand Forcadell, vicepraesident Junqueras, indenrigsminister Forn, udenrigsminister Romeva og andre kendt skyldige i ”opsaetsighed”, en i civiliseret europaeisk lov ukendt forbrydelse. Praesident Puigdemont og flere af hans naermeste flygtede til Belgien, Skotland og Schweiz, hvis domstole har afvist alle spanske udleveringskrav.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, protesterede afvigte uge i Moskva mod faengslingen af systemkritikeren Aleksej Navalnyj. Han blev sat på plads, brutalt, men uundgåeligt af udenrigsminister Lavrov under henvisning til Catalonien. Spanieren og catalonieren Borrell krøb ud af Kreml som en pryglet hund.
Så laenge EU i sin midte tolererer taeskehold og politiske fanger, er unionens krav om demokrati og humanitet andetsteds vaerdiløse.
Kommende søndag skal Catalonien til valg, foranlediget af at Madrid for tredje gang siden 2016 har udrenset nationens frit valgte praesident. Valget ventes som så ofte før at ende med selvstaendighedsblokkens sejr. Madrids påstand, at Catalonien er et indre spansk anliggende, har laengst spillet fallit. Modsat Kina, Rusland, Hviderusland og senest Burma er Catalonien et europaeisk problem, hvis eneste ordentlige løsning ligger i en EU-overvåget folkeafstemning.
Spanien består af mange nationer. To af disse, baskerne og catalonierne med eget sprog, egen kultur og egen historie, vil vaek fra Madrid. Galicierne og canarierne overvejer at gøre dem følge. Ekskong Juan Carlos flygtede i 2020 til Abu Dhabi, medbringende sin illegalt erhvervede milliardformue.
En af de helt store finansgangstere, Luis Bárcenas, synger i disse dage om tilstandene i Madrids øverste lag. Den tidligere senator og konservative kassemester blev i 2018 idømt 33 års faengsel og en bøde på 44 millioner euro for korruption. Spanien, en hovedmodtager af økonomisk bistand fra Bruxelles, ligger tilbage som et af Europas ringeste demokratier. Republikken Catalonien er absolut mulig inden for de naeste 10 år.
Så laenge EU i sin midte tolererer taeskehold og politiske fanger, er unionens krav om demokrati og humanitet andetsteds vaerdiløse.
Europas opgave er ikke at daekke over medlemslandenes ofte hårrejsende indre tilstande – endsige forsvare deres mere eller mindre holdbare territoriale krav. Valget i Catalonien og Borrell i Moskva antyder, at Bruxelles har glemt, at i Europa går menneskerettigheder før statsrettigheder.