Ulighed er mere end et spørgsmål om prisen på røg: Borgerlige bør vende skråen med deres påstande

I Jyllands-Posten den 8. februar kritiseres regeringen for at give et falsk indtryk af, at den bekaemper ulighed. Det er Cepos, der fører taktstokken på baggrund af tal fra Finansministeriet. Desvaerre forsimpler Cepos konklusionen gevaldigt. For det første er vaesentlige dele af regeringens politik slet ikke regnet med. Det gaelder for eksempel tilbagerulningen af den lavere arveafgift ved generationsskifte af familieejede virksomheder. Finansministeriet har ellers for nyligt regnet sig frem til, at halvdelen af generationsskifter af ikke-børsnoterede virksomheder – ikke overraskende – sker blandt de 10 pct. rigeste. Dertil kommer et opgør med skattefordelene ved foraeldrekøb, som naesten udelukkende har vaeret benyttet af de rigeste familier.

For det andet er det alene forhøjelsen af tobaksafgifterne, der fremkalder et billede af, at regeringens politik øger uligheden. Piller man dette ene element ud, har regeringens politik samlet set saenket uligheden. Tobaksafgifter vender helt bestemt den tunge ende nedad, men forhøjelsen af tobaksafgifterne er motiveret af andet end ulighed og dermed ikke karakteristisk for den politik, regeringen fører.

For det tredje bygger regnestykket på tvivlsomme antagelser og udelader ovenikøbet den ene side af regnestykket: udgiftssiden, øget velfaerd, som skatte- og afgiftsstigninger finansierer.

Når regeringen saetter et loft over, hvor høje direktørlønninger en virksomhed kan traekke fra i skat, på syv millioner kroner, så antager Finansministeriet, at det påvirker almindelige lønmodtageres løn og i sidste ende gør alle indkomstgrupper lige meget fattigere. Og når kapitalfonde ikke laengere kan udskyde skatten på ejendomsavancer i al uendelighed med opfindsomme selskabskonstruktioner, så medfører det igen lavere løn til danske lønmodtagere og gør os alle lige meget fattigere. Disse antagelser er – for at sige det mildt – grove.

Som naevnt er øget velfaerd, som regeringen har prioriteret i sine første to finanslove, ikke en del af det regnestykke, der praesenteres her i avisen. Finansministeriet har ellers tidligere godt kunnet regne på, om finanslovsaftaler saenker eller øger uligheden.

Offentlig velfaerd kommer i høj grad de dårligst stillede til gode. I flaeng kan naevnes indsatser på socialområdet, aeldrepleje, gratis adgang til uddannelse og sundhed og ret til tidlig tilbagetraekning. Det sparer faktisk os alle en masse udgifter i dagligdagen.

Det regnes dog ikke med til den disponible indkomst og dermed indkomstuligheden. Det gør afgifter på tobak med videre sådan set heller ikke, men det forhindrer ikke Finansministeriet i at regne dem med, når effekterne af regeringens politik på uligheden opgøres. Det ville klaede Finansministeriets dygtige økonomer at bestraebe sig på at vise det fulde regnestykke.

Et generelt løft af de offentlige forbrugsudgifter på for eksempel 10 mia. kr. øger den fattigste tiendedels forbrugsmuligheder med

2,6 pct. af den disponible indkomst med Finansministeriets regneprincipper. Den rigeste tiendedel? Blot 0,3 pct.

Skattelettelser til de rigeste er blevet prioriteret, mens offentlig velfaerd og ydelser har stået for skud. Det har øget uligheden markant.

Det er ingen nyhed, at det danske velfaerdssamfund mindsker den reelle ulighed i muligheder og fremmer den sociale mobilitet. Men det er tilsyneladende nødvendigt at gentage, når Cepos endnu engang drager forhastede konklusioner på et ufuldstaendigt grundlag. De to seneste årtier er der blevet ført skaevvridende økonomisk politik. Skattelettelser til de rigeste er blevet prioriteret, mens offentlig velfaerd og ydelser har stået for skud. Det har øget uligheden markant.

Inden man skyder den nuvaerende regering i skoene, at den fører politik, der ikke bekaemper uligheden – alene fordi priserne på tobak er haevet – ja, så bør man nok vende skråen.