Udkanten kan få mere glaede af vandkanten

Skal danskerne gemme sig for stigende vandstand bag diger, bare fordi regeringen ikke tør satse på klimasikring af landets mange lavtliggende landområder?

Kysterne er Danmarks svar på Alperne. De kommende år vil vise, om regeringen formår at lave en national plan for tilpasning til klimaforandringerne, uden at vi på sigt mister det bedste, vi har – den smukkeste sammenhaengende kystlinje.

Regeringen har i slutningen af det forgangne år varslet igangsaettelsen af en national klimatilpasningsplan, som allerede skal traede i kraft i 2022. Lovgivningen er i dag skruet sådan sammen, at vand reguleres efter, om det kommer fra kysten i form af stormflod og havvandsstigninger, skybrud eller vandløb. Den nationale plan skal blive til en sammenhaengende lovgivning, der giver mulighed for at håndtere de stigende vandmaengder, uanset hvor det kommer fra.

Det er jo sund fornuft, men alligevel kan det lyde bedre, end det er. I hvert fald, når man erfarer, at miljøminister Lea Wermelin i JP den 10. januar endnu ikke har forholdt sig til, at både Danmarks og EU’s regler for beskyttelse af miljø og natur, paradoksalt nok, står i vejen for en langtidsholdbar klimatilpasning.

Naturbeskyttelsen er som bekendt til for at bevare den natur, vi har, på en måde, så der ikke bliver mindre af den. Sagen er blot den, at lovgivningen alt for mange steder blokerer for, at man kan omlaegge lavbundsjorder og kystlandskaber til meget mere natur, hvilket er det, der fungerer allerbedst som redskab mod stormflod og regnvand, kvaelstofudvaskning, CO2-reduktion og øget biodiversitet – som en integreret del af klimatilpasningen.

Wermelin skal derfor både forstå og indarbejde den viden i en fremtidig miljølovgivning, isaer fordi gevinsterne ved at klimatilpasse med naturens hjaelp, helt åbenlyst kan vaere langt større end eventuelle omkostninger.

Regeringens tidsplan betyder, at vi nu alle sammen har godt et år til at pege på muligheder for, hvordan Danmark kan blive et smukkere – og ikke grimmere – land, når klimatilpasningen rigtigt rulles ud. For det bliver alvor, før vi tror det.

Vi skal derfor skynde os langsomt med at overveje, om de flade kyststraekninger beskyttes ved at bygge meget høje diger, som ødelaegger hele herlighedsvaerdien af landskab og byer både foran og bagved diget – eller om vi vil genforhandling af den urgamle alliance med naturen i form af attraktive og levende kystlandskaber, som gradvist tilpasser sig til fremtiden.

I stedet for at bekaempe naturens kraefter kan vi mime landskabet, som når en vaccine mimer en virus.

Vi kan mange steder langs kysterne invitere både havvand og ferskvand ind i kystlandet som en del af et rigt og foranderligt mosaiklandskab. Store områder i Danmark med lavtliggende landbrugsjord vil i fremtiden stå under vand. Det vil ikke give mening at beskytte og draene dem alle.

Derfor er der brug for at gentaenke anvendelse af dem. I stedet kan man omdanne halvdårlig landbrugsjord til naturlandskaber, der, som en stor fugtig svamp, absorberer regnvandet og skaermer bagvedliggende byer, hospitaler, museer, kirker og veje.

”Natursvampen” betyder samtidig lavere højde på digerne, beskytter mod havvandsstigninger og forsinker høje bølgers rasen mod kysten.

Det betaler sig ovenikøbet på andre fronter: Synkront hermed vil der nemlig i det nødlidende ”Udkantsdanmark” i fremtiden kunne tegnes et meget mere sammenhaengende og levende vandkantsland af rekreativ natur, strande og klitter, fugtige enge, traekfugle på himmelen og stenrev fulde af småkravl. Kort sagt; et hårdt tiltraengt alternativ til byernes højhastighedsliv.

Friluftsliv og naturturisme er allerede en milliardindustri, der skaber stor økonomisk vaerdi for samfundet, og med mere natur er der for alvor noget at bygge videre på. Hvem drømmer ikke om et sommerhus på paele, en vuggende husbåd eller et yogaretreat i en endnu smukkere og vildere dansk kystnatur? Hvem får ikke lyst til at lade deres børn vokse op med fiskestang og surfbraet, model Cold Hawaii i Klitmøller, imens de selv udlever lysten til at skabe en fiskerestaurant?

Men meget kan nå at gå galt, før vi kommer dertil. For måske mangler miljøministeren den grundlaeggende forståelse for, at den sammenhaeng mellem miljølov og fredninger, der i dag spaerrer for den gode klimatilpasning, kan konverteres til gavn for naturen – og dermed også for os mennesker.

Når regeringen tager fat på arbejdet med den nationale klimatilpasningsplan, må barren saettes lige så højt, som da Sydkorea besluttede sig for at afskaffe fattigdom – og lykkedes med det. Tillad mig derfor at dele mine – mindst – tre bekymringer:

Vand løber nedad, men det ved tilsyneladende ikke alle. I hvert fald har Kystdirektoratet alene fået tildelt midler til at beregne og belyse for os andre, hvordan havvandsstigninger og stormflod i fremtiden vil aede sig ind på kysterne, og hvilke alvorlige konsekvenser det vil få for landskab, bygninger og i sidste ende økonomien.

Men konsekvenserne af det stigende grundvand, der fylder folks kaeldre og bondens marker, og de forventede enorme maengder af regnvand, som får åer og vandløb til at svulme, flyde ud over motorveje og byer og videre nedad og ud mod kysterne, er ikke medtaget i beregningerne.

Og så er man jo kun halvvejs med at løse problemerne.

Når regningen for beskyttelsen mod klimaforandringerne skal betales, haenger en stor del af betalingen på de borgere, der har den umiddelbare og kortsigtede nyttevaerdi af sikringen af deres egne huse. Kommunens folkevalgte står ofte for resten under skiftende pres fra lokale, modsatrettede interesser.

For at vi som samfund kan bevaege os ud over dette triste nulsumsspil, så må økonomien i forbindelse med klimatilpasning ses som en investering i faellesskabet og fremtiden – på lige fod med skoler, universiteter, veje og sygehuse. Vi skal taenke større.

Det vil i stedet vaere en passende statslig opgave at samle store regionale kystudviklingsselskaber, som kan forene interesseorganisationer, forsyningsselskaber, digelag og potentielle investorer i turismeudvikling på tvaers af kommunegraenser og vandets veje omkring koordinerede indsatser, som fremmer ikke blot klimasikringen, men også de faelles interesser, der kan bidrage til lokal udvikling.

Vi ser alle hver dag skraekeksempler på, hvordan vores omgivelser kan komme til at se ud, når ikke skønheden og den sunde fornuft tages i ed. Samtidigt.

Sådan kan det også gå, når meterhøje vandstandsstigninger for alvor bliver virkelighed.

Hvis ikke vi planlaegger klogere, så kommer vi til at leve i et dybt hollandsk badekar af diger, hvor de store maengder regnvand får svaert ved at finde vej ud i havet, ligesom det stigende grundvand nok med tekniske løsninger kan pumpes ud og vaek, men hvilket sisyfosarbejde er ikke også det på sigt? Gud skabte verden, men hollaenderne skabte Holland, siger de selv.

Hvad nu, hvis elektriciteten svigter?

Vand løber nedad, men det ved tilsyneladende ikke alle. I hvert fald har Kystdirektoratet alene fået tildelt midler til at beregne og belyse for os andre, hvordan havvandsstigninger og stormflod i fremtiden vil aede sig ind på kysterne.

En national klimaplan skal tage afsaet i, at de forandringer, der foretages i kystmiljøet, sker på landskabets og naturens praemisser.

Kystlinjen består af mange forskellige naturtyper, som hver isaer kan og bør tilpasses forskelligt.

Brug nu biologer, sociologer, landskabsarkitekter og forretningsudviklere til, gennem gode eksempler og vejledninger, at hjaelpe borgerne og beslutningstagerne den vej, der både kan beskytte vores vaerdier, løfte udkantsområder og skabe meget mere sammenhaengende natur.

Det vil blot vaere smuk fornuft.