»Det er så utrolig trist, at vi engang skal herfra«
»At forstå. Jeg har altid taenkt, at himlen var et sted, hvor alt bliver åbenbaret for én. Hvor man bliver indført i alle livets mysterier og pludselig forstår alt. Jeg elsker at få klarhed. Det er den følelse, jeg holder allermest af. Når det går op for én, hvor man lagde sine nøgler, eller man endelig forstår, hvad der er op og ned i sagen om Støjberg.«
»Anspaendt. Jeg ved, at der er en masse kloge mennesker, der bliver interviewet til denne serie, og derfor vil jeg ikke fremstå som ham fjollehovedet, der bare laver satire.«
»Min far vil nok sige, at jeg er flittig. Jeg har altid vaeret naesten besat af de ting, jeg beskaeftigede mig med. Ingen af mine foraeldre var specielt glade for deres arbejde, og det fyldte meget i min barndom. Der var altid laengsel efter fredag, så man kunne komme på weekend, og en masse snak om, hvordan en ny uge truede, når vi nåede til søndag. Jeg taenkte tidligt, at det måtte vaere hårdt at bruge så mange timer på noget, der ikke var sjovt, så jeg besluttede mig for, at jeg ville have et arbejde, jeg glaedede mig til. Det er sådan set lykkedes. Måske fordi jeg har vaeret flittig.«
»Mit temperament. Jeg bliver hurtig hidsig, og det har ødelagt meget for mig. Jeg er heldigvis blevet bedre til at sige undskyld, men jeg skammer mig ofte over, at jeg hidser mig op over ting, der bagefter virker ligegyldige. Men det kan også vaere en styrke at vide, at jeg ikke er bange for at tage konflikten. Som ung skulle jeg engang i banken for at låne penge til en lejlighed. Bankmanden var en overlegen skid, som bad om at se mine lønsedler for de seneste tre måneder. Jeg havde masser af opgaver, men ikke noget fast job, og da han så papirerne, rystede han på hovedet af mig. Så bad han om lønsedler for de seneste 12 måneder, og min søster hjalp med at saette tallene paent op i et Excel-ark. Men lige lidt hjalp det. Nu ville han se lønsedler for de seneste tre år. Det hidsede jeg mig ret meget op over. Ikke kun fordi det gik ud over mig, men også fordi jeg følte mig uretfaerdigt behandlet på andre freelanceres vegne. Jeg skiftede bank, og i dag har jeg et fint forhold til min bankmand.«
»At samtale med andre mennesker. Isaer hvis de kan gøre mig klogere på noget, og det må gerne ske over et måltid. Jeg elsker at lave mad til mine venner. Sådan var min mormor også. Når vi besøgte hende, var hun aldrig ret meget til stede, for hun stod altid ude i køkkenet og stegte frikadeller. Det var hendes måde at vise, at hun elskede os.«
»At vaere uproduktiv. De første måneder af nedlukningen kunne jeg ikke lave noget. Der var ingenting i kalenderen, og min kreativitet var helt vaek. En af mine venner sagde, at jeg skulle se tiden som en mulighed for at finde ud af, hvem jeg var, når jeg ikke kun arbejdede. Det lød klogt, da han sagde det, og jeg ventede spaendt på at se, hvad der skete. Men jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt imponeret over den Jonatan, der dukkede op i lediggangen.«
MARCUS AGGERSBJERG
Jeg bliver hurtig hidsig, og det har ødelagt meget for mig. Jeg er heldigvis blevet bedre til at sige undskyld. JONATAN SPANG, SKUESPILLER OG KOMIKER
»Jeg har et foderbraet i haven, som jeg købte sidste år og haengte op i et trae udenfor vores havestue. Det er lidt ligesom at kigge på de pausefisk, som DR sendte mellem programmerne i gamle dage. Jeg tror, at mange af os, der bor i byen, har brug for skabe en følelse af, at vi er taet på naturen, selv om bilerne ruller forbi lige på den anden side af ens hoveddør. Bare se på folks altankasser.«
»Jeg har en god ven, som jeg er vokset op med. Han er meget rolig, meget fornuftig, meget lidt opfarende. Han kaster sig ikke ind i enhver diskussion med blodspraengte øjne. Det kunne jeg godt laere lidt af.«
»Overbaerenhed. Jeg elsker at vaere sammen med mennesker, der kigger på én med kaerlige øjne og levner plads til at begå fejl.«
»Fejhed. Når mennesker føler sig trådt over taeerne eller uretfaerdigt behandlet, men ikke tør sige fra, fordi de er bange for at ødelaegge den gode stemning. De tror, de undgår konflikten, men i virkeligheden skubber de den bare foran sig.«
»Jeg tilgiver naesten alt. Og som regel meget hurtigt. Hvis folk gør noget skidt, har jeg glemt det, naeste gang vi ses. Nogle gange skuffer de mig igen, og først da kommer jeg i tanke om, at det havde de gjort før. For nogle år siden anskaffede jeg mig en lille bog, som jeg kaldte for ”Huskebogen”. Her skrev jeg mine dårlige oplevelser med folk ned, så jeg huskede at baere nag. Men jeg har aldrig kigget i den. Jeg taenker, det er meget godt, at jeg er god til at baere over med folks fejl, når nu jeg selv er så stor en idiot engang imellem.«
»Jeg vil helst ikke dø. Det er så utrolig trist, at vi engang skal herfra. For nylig blev jeg pludselig svimmel på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Det var staerkt ubehageligt, så jeg ringede til vagtlaegen for at høre, hvad han sagde. Han stillede et par opklarende spørgsmål og sagde så helt roligt: ”Ja, det tyder ikke på, at det er en hjerneblødning”. Det gav et sug i mig. Bare ordet hjerneblødning. Da kunne jeg godt maerke, at jeg ikke var klar til at dø. Det viste sig, at jeg havde øresten, så jeg slap for det store farvel. Jeg tror gerne, jeg vil gerne dø på et tidspunkt, hvor jeg ikke er sulten på mere. Hvor jeg er maet af dage, som det hedder. Men jeg har bare så uendelig svaert ved at forestille mig, at jeg nogensinde når derhen. Men jeg er før blevet overrasket over, hvad livet gør ved mig.«