Systemtaenkning og magtbegaer

Ingen anden begivenhed i mands minde har budt på en så stejl kollektiv laeringskurve som coronapandemien.

Fra nedlukningen af det danske samfund blev beordret den 11. marts i fjor og til dato, har der vaeret en kontinuerlig debat om, hvorvidt regeringen har haft for omfattende magtbeføjelser, og om de er forvaltet autoritaert. Kritisk har Folketinget omtrent fraskrevet sig indflydelse, mens styrelser og ministerier har kørt en delvist mørkelagt magtkamp om ansvaret for bl.a. skandaløse beslutninger som lukningen af minkerhvervet. Ikke mindst har der vaeret og er der stadig en intens debat om, hvordan det private erhvervsliv er blevet behandlet under coronakrisen.

Laeren af det forløbne år er ved at blive udmøntet i en ny epidemilov – den tredje på bare to år – og for hver ny detalje, der bringes frem, vokser ubehaget ved en lovgivningsproces, der har efterladt alt for mange folketingsmedlemmer i rollen som de tre aber – ikke se, ikke høre, ikke tale.

Senest er det kommet frem, at fremtidige epidemier skal håndteres af en ny epidemikommission bestående af fem regeringsudpegede medlemmer, fire styrelseschefer samt formaendene for KL og Danske Regioner. Med andre ord vil 9 af de 11 medlemmer direkte eller indirekte referere til regeringen. ”Uvildig” er derfor det sidste ord, som kan haeftes på epidemikommissionen, der endda »så vidt muligt« skal opnå enighed om de skridt, der skal tages i situationer som den, vi oplevede for et år siden. Herudover skal Folketinget nedsaette et epidemiudvalg bestående af hele 21 folketingsmedlemmer, der skal kontrollere regeringen. Modus vivendi bliver, at hvis en regering i tilfaelde af en epidemi f.eks. ønsker at indføre nedlukninger eller forsamlingsforbud, skal epidemikommissionen vurdere ønsket og udarbejde en indstilling, der skal sendes til Folketinget og offentliggøres.

Konstruktionen giver kuldegysninger hos ethvert demokratisk sindet menneske, da vi bag den aner samme egenrådige og autoritaere tankesaet, der har praeget statsminister Mette Frederiksen og hendes regering under hele coronakrisen. I de første måneder blev Folketingets partier kun inddraget på skrømt, og oppositionen forsømte fuldstaendig sin pligt til at yde politisk modspil, der ned i mindste detalje trykprøvede regeringens beslutninger, som alt for ofte syntes truffet bag delvist nedrullede gardiner.

Hvad der isaer bekymrer, er, at samtlige medlemmer i epidemikommissionen og epidemiudvalget rekrutteres i den osteklokke, der metaforisk omgiver Slotsholmen. Uundgåeligt bliver der tale om en djøfisering af et ildevarslende tilsnit. Der er ingen repraesentanter for det private erhvervsliv eller andre dele af den virkelige virkelighed – dem, hvis virksomheder og ansatte er blevet brutalt ramt af gentagne nedlukninger. Som ofte fremført på denne plads er Folketinget fattigt på medlemmer med solid erfaring fra den private sektor. På praecis dette punkt er det repraesentative demokrati alt andet end repraesentativt, hvilket afspejler sig i, at den ny epidemilov kun taler om erstatninger i tilfaelde af ekspropriation, men ikke ved beordrede nedlukninger. Regeringens forslag er ikke bare udtryk for systemtaenkning støbt i beton, men også et regulaert magtbegaer.

Menneskeligt og ikke mindst økonomisk har coronakrisen vaeret ekstremt kostbar, og derfor er det afgørende, at repraesentanter for de private arbejdsgivere og lønmodtagere får saede i epidemikommissionen, så den økonomiske og beskaeftigelsesmaessige dimension sidder med ved bordet.