Vi laenges efter gøgl, bajere og den totale personlige frihed

Vi gik rundt på Vildsund Marked. Det var, før nogen overhovedet havde hørt om coronavirus. Det var en anden tid. Det var i sommeren 2019. Laengere siden er det ikke. Men det var en anden verden.

Indtil coronaen dukkede op, var Vildsund Marked årets begivenhed på de kanter af landet. Det formåede at samle såvel thyboer som morsingboer. Det er der ellers kun håndboldklubben, der har praesteret.

Med Limfjorden som bagtaeppe gik tusindvis af mennesker rundt og kiggede på kraemmervarer, på gaes og aender, taepper, spegepølser, keramik, malerier, genbrugstøj, heste og får, møbler, lysestager og alt muligt andet. Så nød de et par ristede pølser og en pilsner undervejs – eller gnaskede isvafler. Markedet var et lysende eksempel på folkelighed. Høj som lav, ung som aeldre, kvinder som maend – man mødtes på markedspladsen. Vi vidste alle, der var en masse fup og fidus mellem det staerkt varierede udbud af varer. Men risikoen for at blive taget ved naesen var en del af charmen.

Som nu min kollega Kaj, der et år glaedestrålende vendte hjem fra markedet med et antikt vaegur.

»Jeg gav kun 250 kr. for det,« sagde han, mens han pakkede det ud af en stor, flot papkasse. En anden kollega, der vidste noget om gamle ure, kiggede på uret, bankede lidt på det og spurgte: »Hvem købte du det af?« »Af en eller anden original i hvid kittel og med en cowboyhat …«

Da latteren på redaktionen var stilnet af, fortalte vi vores kollega, at han havde handlet med den navnkundige Låsby-Svendsen, at uret var produceret i Kina og naeppe var antikt, da det var fremstillet af plastic.

Det var før coronaen. I 2020 blev ingen snydt. For de store markeder blev aflyst på grund af corona. Det risikerer vi også i 2021. Naturligvis er det ikke en katastrofe, at vi ikke kan komme til kraemmermarkeder. Det er bare et lille billede på, hvad nedlukning af samfundsaktiviteter betyder. Alle indgreb i menneskers frihed gør livet smallere. Det er naturligvis langt vaerre, at en hel branche slås ihjel, at detailhandlen presses til det yderste, at vore byer stort set er døde, at børn ikke kan komme i skole – eller at gamle mennesker ikke kan få besøg – og langt vaerre, at unge mennesker ikke kan få lov at nyde deres ungdom. I den sammenhaeng betyder det nul og niks, om jeg kan komme til et kraemmermarked. Men summen af coronarestriktioner er en udfordring. Ikke mindst i de områder af landet, hvor smitten naermest ikke eksisterer. Det er ikke så vigtigt, om der gennemføres et marked et eller andet sted. Men det er vigtigt, at vi snarest muligt får den totale personlige frihed tilbage. Og at mennesker over hele landet ikke nødvendigvis skal gå i snor, fordi der er smitteproblemer i Ishøj.

Da vi gik rundt den sommerdag på Vildsund Marked, traf jeg en bekendt fra Nykøbing Mors. Han havde en mindre stand, hvor han solgte brevduer. »Hvad tager du for en due?«, spurgte jeg. »50 kr. pr. styk,« sagde han. »Det er da alt for billigt for de smukke duer,« sagde jeg. »Ja, det kan du sige,« svarede morsingboen. »Men du skal taenke på, at jeg allerede har solgt dem én gang – i Hjallerup for en måned siden – og med lidt held kan jeg saelge dem igen på Egeskov Marked i september. Så er det alligevel halvandet hundrede kroner pr. due – det er også en slags penge …«

Det er det fascinerende ved at handle med brevduer. De kan saelges flere gange. Historien siger noget om, hvor hårdt og uretfaerdigt coronaen rammer. Sådan en handelsmand har jo ikke en chance for at få kompensation fra staten.

Summen af coronarestriktioner er en udfordring. Ikke mindst i de områder af landet, hvor smitten naermest ikke eksisterer.