AEldreplejen har brug for en kulturaendring

Medierne har i løbet af det seneste år afsløret store udfordringer i dele af aeldreplejen. Vi har set eksempler på plejesvigt, sundhedsskadelig behandling og uvaerdig tale over for aeldre og demenssyge beboere. Det gør ondt, og det er helt uacceptabelt.

Vi skal kunne have tillid til, at man som svaekket aeldre får den nødvendige og omsorgsfulde pleje, når man får brug for den.

Medierne har også afsløret medarbejdere, som har mistet grebet om deres faglighed og menneskelighed. Det kraever handling.

De fleste mennesker, som vaelger ansaettelse i et omsorgsfag, gør det, fordi de ønsker at give noget til andre, at vaere noget for mennesker, der er syge, svaekkede og har svaert ved at klare sig selv.

Samtidig kan de følelsesmaessige krav i sig selv vaere med til at saette disse medarbejdere under belastning. Det kan vaere psykisk hårdt at arbejde med mennesker i en svaer situation, eksempelvis mennesker med en demenssygdom, som kan vaere svaere at kommunikere med, og samtidig have et godt og konstruktivt samarbejde med de pårørende. I laengden kan belastningen medføre afmagt, nedsat empati og distancering, og for nogle medarbejdere kan det blive til egentlig udbraendthed eller forråelse.

Til en begyndelse må vi insistere på to ting:

For det første at det skal vaere muligt at have et berigende, vaerdigt og meningsfuldt liv som aeldre, også selv om man er sårbar, ramt af demens, har brug for hjaelp eller pleje i hjemmet eller bor på plejehjem.

For det andet at sundhedsarbejdet inden for aeldresektoren på grund af sin vigtighed bør vaere omgaerdet af respekt og anseelse. Det skal vaere muligt at varetage sit arbejde med arbejdsglaede, faglig omhyggelighed og opmaerksomhed.

Hvordan gør vi så det i praksis? Vi mener, at fastlagte og systematiske supervisionsmøder skal vaere en del af løsningen. Dette forslag fremsatte Foa for nylig på AEldretopmødet, og både AEldre Sagen og Dansk Psykolog Forening bakker op.

Supervision af medarbejdere har i mange år vaeret en naturlig del af arbejdet i psykiatrien. Der er brug for den samme kulturaendring inden for aeldresektoren. Det vil komme både de aeldre og de ansatte til gavn.

Der er psykologer, der har saerlig erfaring med aeldre- og sundhedsområdet. Og de kan med fastlagt, månedlig supervision vaere med til at give den nødvendige plads til refleksion for alle ansatte i aeldresektoren.

På den måde bliver medarbejderne støttet i at mestre det kraevende arbejdsfelt, så de kan fastholde og videreudvikle den faglige viden og de etiske refleksioner, som ligger til grund for en menneskelig og vaerdig pleje.

Derudover er vi ikke i tvivl om, at det vil kunne bidrage til at nedbringe og forebygge sygefravaer, udbraendthed, afmagt og forråelse.

Fast supervision og sparring vil også kunne hjaelpe medarbejderne med at håndtere komplekse plejeopgaver.

I hverdagen kan der opstå situationer, hvor demensramte kan reagere på måder, hvor de er til fare for sig selv eller andre. Vi tror på, at det er muligt at nedbringe omfanget af magtanvendelse og brugen af sundhedsskadelige psykofarmaka i demensplejen med den rette faglige supervision og taet sparring.

Endelig er der behov for at støtte medarbejderne i at opbygge et gensidigt og respektfuldt forhold til pårørende, som ofte befinder sig i en vanskelig og til tider udmattende livssituation. Her kan faglig supervision også gøre en forskel.

Ved at indføre fast og systematisk supervision viser vi både anerkendelse for vaerdien og kompleksiteten af pleje- og omsorgsarbejdet og bidrager til at sikre, at medarbejderne også i laengden kan møde borgere, beboere og deres pårørende med den faglighed og arbejdsglaede, som de gik ind i faget med.

Det er den faglighed og arbejdsglaede, som kan vaere med til at fremme vaerdighed og livskvalitet for aeldre og sårbare i vores samfund.

Som vi ser det, er der ingen tid at spilde. Der skal handles nu og her.

Fast supervision og sparring vil kunne hjaelpe medarbejderne med at håndtere komplekse plejeopgaver.