Og hvem har lige bestemt, hvor mange millioner et liv er vaerd …

Der er ét spørgsmål, der efterhånden fylder lige så meget i tankerne som det om, hvornår pandemien er ovre. Det er spørgsmålet om, hvad det kommer til at koste at have lukket det meste af verden ned i et år.

I Danmark kan vi bryste os af lidt over 2.000 dødsfald med en positiv coronatest på dødserklaeringen. Flot, hvis det er det eneste benchmark, der navigeres efter. Hvad vi ikke modtager statistikker på, er, hvor mange af disse der eksempelvis lider af demens, er terminale kraeftpatienter eller reelt set er døde af ensomhed.

Samtidig er der en økonomisk regning, som ingen politikere eller embedsfolk tilsyneladende tør at løfte sløret for. Den transparens, vi er blevet vant til gennem vores digitale hverdag, sløres tilsyneladende i politisk spin, populisme og et politisk system bestående af professionelle politikere og embedsfolk, der aldrig har prøvet at producere reel vaerdi – altså velstand – til den velfaerd, de er sat til at forvalte. Det er ikke alene en trussel mod velfaerden, men også en trussel mod demokratiet.

Du kan blive ansat som chef, men om du også reelt bliver en leder, afgøres af de medarbejdere, som du er chef for.

Det er meget simpelt. Er der ingen, som følger dig, er der heller ingen at lede. Samme princip gaelder i det politiske system. En af de gode ting ved kriser er, at de afslører styrker og svagheder i systemer. Coronakrisen har laert os, at vi som danskere er gode til at stå sammen, når vi oplever en ydre trussel, men også at ting skal give mening, før ledelsen opnår vores fulde opbakning.

Vi er alle aktionaerer i ”forretningen Danmark”. Inden for hvert fjerde år har vi mulighed for at udskifte ledelsen. Demokrati er en styreform defineret ved, at det er folket, som traeffer beslutningerne. Det kan diskuteres, hvor meget ”folk” der er over de politikere, vi har sat til at repraesentere vores holdninger i Folketinget. P.t. har vi en regering med en gennemsnitlig erhvervserfaring på 2,4 år. Alt for mange politikere vil jeg karakterisere som mere corporate survivers end vaerdiskabende frontkaempere.

Du uddannes i dag til politiker. Det starter med studiejob som medlem af det lokale byråd, du studerer magt, intriger og overlevelsesstrategier på universitetet, bliver medietraenet af de journalister, som dagen efter prøver at ”slagte” dig på åben skaerm. Og vupti – du har skabt dig en karriere som levebrødspolitiker, som kun får et afbraek, hvis du eller dit parti kvajer sig.

Er det sådan et demokrati, de gamle graekere drømte om?

Reelt set er der kun et parti i Folketinget, som har taget konsekvensen af, at Folketinget skal afspejle befolkningen, og har sat et maksimum på syv år for, hvor laenge man kan sidde på Borgen ad gangen. Hvorfor er der ingen andre partier, der kopierer Enhedslisten for dette fremragende princip?

Når man traeffer beslutninger om at nedlaegge et erhverv eller lukke privathospitaler for så efterfølgende at fedte regningen af på, at det ikke var et påbud, eller når man synes, det er fint at benytte skattekroner på en rigsretssag med en handling, som 99 pct. af danskerne er enige i, så mangler politikerne og embedsvaerket efter min bedste vurdering jord under neglene.

Politikerlede har vi oplevet mange gange tidligere i historien. Vi skal blot tilbage til 30’erne for at se, hvor galt det kan gå, når befolkningen mister tilliden til systemet. Uroen ulmer. Men In Black-bevaegelsen er meget mere end en flok landsbytosser.

Rigtig mange selvstaendige og mindre virksomheder er i overlevelseskamp. Selv priser jeg mig lykkelig for ikke at vaere selvstaendig i disse tider, men bekymringsfrit kan haeve min månedsløn som hhx-laerer. Men det er alle dem, som ligger i overlevelseskamp, der er med til at sikre det skattegrundlag, som gør det muligt at leve i et velfaerdssamfund, hvor halvdelen af arbejdsstyrken er på overførselsindkomst.

Det er her, jeg bliver bekymret over de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Hvor stor bliver regningen? Hvornår starter tilbagebetalingen, eller vaelger politikerne at give den i arveforskud til naeste generation? Jeg misunder ikke de politikere, der står med ansvaret. Uanset hvad der besluttes, vil der vaere uenighed. Blot blandt mine 70 kolleger er hele holdningsspektret fra ”total isolation” til ”de svage må dø” repraesenteret. De beslutninger, regeringen traeffer, accepterer langt de fleste danskere og indordner sig under. Ingen ønsker italienske tilstande, og som dansker har vi laert at opføre os som et hold.

En af de gode ting ved kriser er, at de afslører styrker og svagheder i systemer. Coronakrisen har laert os, at vi som danskere er gode til at stå sammen, når vi oplever en ydre trussel, men også at ting skal give mening, før ledelsen opnår vores fulde opbakning.

Problemet er, når politikere mister deres legitimitet. Lige nu er vi mange, der oplever en topstyring og manglende transparens. Det er en ledelsesstil, vi ikke er vant til at se i Danmark. Jeg får ordrer uden at forstå konsekvensen. Ser ”retsog rimeligheds”-principper blive parkeret. Oplever retningslinjer og regler, som kun kan vaere formuleret af personer, der er langt vaek fra min hverdag. Hvad er de strategiske rammer og mål, ministerierne navigerer efter? Hvordan forklarer vi naeste generation, at vi brugte xxx milliarder på at forlaenge menneskeliv med tre-fire år?

Når politikere har så svaert ved at indrømme egne fejl. Når det bliver vigtigere at have ret end at blive klogere. Når argumenter bliver ensporede. Så skaber vi en kultur, hvor det er forbudt at fejle. Fejl er en del af al udvikling. Innovative virksomheder belønner ligefrem fejl. Jeg har ikke kendskab til pensum på ”new public management”-uddannelserne, men jeg er overbevist om, at jeg ville få en vaesentlig bedre forrentning af mine skattekroner, hvis denne uddannelse blev lagt ud som ledelsespraktik i en privat virksomhed.

Uanset hvad kommer coronakrisen til at koste vores samfund milliarder af kroner. Derfor er det afgørende, at politikere og embedsfolk tager de forretningsmaessige briller på og begynder åbent og aerligt at fortaelle om den økonomiske virkelighed, der venter. Ingen ansvarlig virksomhedsleder ville turde ignorere det faktum. Tillid skal vindes.

Det gør man først og fremmest ved at opføre sig ordentligt, vaere åben og aerlig og frem for alt dele den strategi, der skal legitimere beslutningerne. I denne proces bliver vi bl.a. nødt til at åbne for det ubehagelige spørgsmål: Hvad må et liv koste? Jeg har selv foraeldre midt i 80’erne, og deres vaerdisaetning af deres liv er vaesentligt lavere end Mette Frederiksens.