Supermagten Kina klassificerer sig selv som et uland. Og får bistand af Danmark
Kina er verdens største vareeksportør, giver ulandshjaelp for milliarder og overgår EU-landet Bulgarien i bnp pr. indbygger, men fastholder at vaere et uland.
Kina har voksende økonomi, voksende selvbevidsthed, voksende storbyer med knejsende skyskrabere og et voksende antal dollarmilliardaerer. 389 er der nu ifølge Forbes Magazine. Kun USA har flere.
Kineserne køber virksomheder i Vesten, giver ulandshjaelp til Afrika og kraever respekt i hele verden.
Men samtidig insisterer Kina på at klassificere sig selv som et udviklingsland.
Det kan måske virke paradoksalt, men skyldes blandt andet, at der er fordele i at vaere et uland, forklarer Casper Wichmann, som leder taenketanken Thinkchina på Københavns Universitet.
»Kina har i lang tid brugt en dobbeltsidet strategi, hvor man samtidig med sin vaekst holder fast i, at man stadig er et udviklingsland,« forklarer han.
»Kina er et land med enorme kontraster fra landområderne til de veludviklede byer. Man bruger sin status som udviklingsland, når man kan få fordele ud af det. Så det er helt strategisk bevidst, at Kina har brugt det, selv om det ikke er et uland, når man kigger på det samlede bnp,« siger han og naevner blandt andet leveringer fra kinesiske webbutikker.
»Et eksempel var postaftalen, hvor Postnord skulle bringe pakker fra Kina billigere ud i Danmark, fordi Kina var et uland. Derudover har man brugt det i WTO og andre multilaterale organisationer, hvor der kan vaere fordele ved at have
som et uland,« siger Wichmann.
Den internationale postaftale, som gav Kina ulandsrabat, blev aendret fra 2020, og priserne for kinesiske forsendelser steg da med 28 pct., så de kom på niveau med andre ilande, oplyser Postnord.
Men der er stadig andre fordele. I WTO – Verdenshandelsorganisationen – har ulande f.eks. laengere tid til at implementere reglerne, og i det globale klimaarbejde er der også blevet set mildere på ulande.
Rigere end ét EU-land
Hos WTO erklaerer et land selv, om det er et uland, og det har Kina sammen med en stor gruppe lande gjort. Kina argumenterer bl.a. med, at nogle landområder i Kina stadig halter efter, og den partitro avis Global Times har påpeget, at 16 mio. kinesere lever under landets fattigdomsgraense.
USA har til gengaeld kraftigt modsat sig ulandsstatus og -fordele til Kina. Eksempelvis i et memorandum fra 2019 underskrevet af davaerende praesident Donald Trump, som fremhaevede, at Kina har vaeret verdens største vareeksportør siden 2009, og at Kina også er den største eksportør af højteknologiske produkter efter en fremgang på 3.800 pct. mellem 1995 og 2016.
Ifølge Verdensbanken har Kina et bnp pr. indbygger på 10.232 dollars. Det er klart mindre end Danmarks 60.170 dollars, men mere end de 9.862 dollars i EU-landet Bulgarien og også betydeligt over Balkan-lande som Serbien, Bosnien og Albanien.
Kinas egen ulandshjaelp er en kombination af lån og bistand. Det statslige nyhedsbureau Xinhua skrev i januar i år, at Kina hjalp ulande med 270 mia. yuan (ca. 255 mia. kr.) i perioden 2013-2018. Og det japanske svar på Danida, JICA, anslår det til 30-35 mia. kr. årligt i 2019 og 2020.
Kina er dog ikke kun bistandsgiver. Danmark har igangvaerende ulandsprojekter for 253,5 mio. kr. i Kina, viser en opgørelse, som Udenrigsministeriet har lavet for
Jyllands-Posten. Den største del af pengene går til samarbejde med de kinesiske myndigheder. Eksempelvis et energipartnerskab, som løber i årene 2020-25. Udgifterne på 53 mio. kr. daekker blandt andet møder, danske eksperter, projektaktiviteter og rejser, og formålet er at »inspirere kinesiske beslutningstagere til at accelerere den grønne omstilling«, hvilket også indirekte kan gavne »danske kommercielle interesser«.
Der er også menneskerettighedsprojekter. Det største koster 33 mio. i perioden 2017-21 og udføres af Institut for Menneskerettigheder sammen med kinesiske partnere: to universiteter og et selskab for kinesiske anklagere. Dels vil man opbygge viden om menneskerettigheder hos skolebørn og statsansatte og har bl.a. besøgt 10 skoler i tre provinser. Dels vil man øge beskyttelsen af anklagede og faengsledes rettigheder og har f.eks. afholdt traeningskurser for 1.500 anklagere.
For Enhedslisten lyder det sidste godt. »Demokrati og menneskerettighedsindsatsen er helt på sin plads,« siger udviklingsordfører Christian Juhl, som til gengaeld er bekymret over, at man bruger flere millioner på samarbejder med de kinesiske myndigheder, når nu Kina fører en politik, som Danmark på mange områder er uenig i.
»I Afrika er vi ikke bange for at give klar besked til despoter og andre, der kører en meget lidt demokratisk linje. Det skal vi også vise her,« siger Christian Juhl, som desuden mener, at myndighedssamarbejdet minder om erhvervsstøtte.
Han vil kalde udviklingsminister Flemming Møller Mortensen i samråd.
Det tvaerpolitiske Dansk Kina-KritiskSelskab, som forsøger at skabe opmaerksomhed om kinesisk undertrykkelse og menneskeretsbrud, kritiserer også bistanden:
»Mens Kommunistpartiet konstant modarbejder danske interesser inden for både handel og vaerdier, sender vi hundredvis af millioner afsted for at understøtte deres økonomi,« siger formand Thomas Rohden.
De Konservatives udviklingsordfører, Katarina Ammitzbøll, vil – bortset fra støtten til FN’s Befolkningsfond i Kina (5,55 mio. kr.) – gerne af med støtten til Kina i forårets forhandlinger om Danmarks fremtidige ulandsstrategi. Hun mener, at udviklingen under covid-19 viser, hvorfor man bør rette bistanden vaek fra Kina.
»Et af de eneste lande, der har haft vaekst, er Kina. Og Kina er ved at vaere et højtudviklet land, så ud fra det synspunkt bør de selv kunne håndtere udviklingen i deres eget land,« siger hun og tilføjer, at bl.a. faldende turisme har medført 1 mio. tabte job i et land som Kenya.
»Set i det lys synes jeg ikke, vi skal allokere penge til Kina,« siger hun.
Minister: Vigtigt for klimaet
Venstres udviklingsordfører, Karen Ellemann, mener ikke, at en kvart milliard over en årraekke er meget, i betragtning af at Danmark giver 16 mia. årligt i bistand.
»Det er ikke noget, der forarger mig,« siger hun og tilføjer dog, at Venstre i forhandlingerne gerne vil fokusere ulandsbistanden mere mod Afrika og ikke som såstatus dan har store planer om bistand til Kina »på ønskelisten«.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, der har kontor i Udenrigsministeriet, ønsker ikke at stille op til interview, men forklarer i et skriftligt svar, at meget af bistanden ikke går til traditionelt udviklingssamarbejde, men til »strategiske vigtige myndighedssamarbejder« og bl.a. betaler danske eksperters løn, delegationsbesøg og workshopper.
»Det er vigtigt at slå fast, at Danmark ikke giver direkte støtte til de kinesiske myndigheder,« skriver han.
Efterfølgende oplyser ministeriet, at der f.eks. går penge til kinesiske universiteter, som er partnere med Institut for Menneskerettigheder, hvilket der aflaegges regnskab for. Men altså ikke direkte til egentlige, kinesiske myndigheder.
Meget af indsatsen handler om klimaet. »Det er også i Danmarks egen interesse, at vi har et taet samarbejde med Kina om den grønne omstilling – ellers når vi ikke Paris-aftalens 1,5-gradsmålsaetning. Så simpelt kan det siges,« skriver Flemming Møller Mortensen og kommenterer også spørgsmålet om menneskerettighederne.
»Vi er generelt meget opmaerksomme på, at samarbejde med Danmark ikke må resultere i overtraedelser af menneskerettigheder. Eller for den sags skyld skal ses som en accept af overtraedelserne i et givent land. Samtidig støtter vi det vigtige arbejde med at fremme menneskerettigheder i landet,« skriver ministeren, som ikke svarer på et spørgsmål om at give bistand til et land, som selv giver bistand.
Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Alex Ahrendtsen, afviser at bruge ulandsmidler på Kinas klimaomstilling:
»Det er absurd. Kineserne er allerede så småt i gang med den store omstilling, fordi de har opdaget, at de er ved at ødelaegge deres land ved hjaelp af forurening og en industri, der sviner. Så derfor skal det ske på eget initiativ.«