Genopretningen efter pandemien kan føre til mere ulighed i verden

Vi står over for en genopretning, som kommer til at foregå i ryk med alle de økonomiske, politiske og sociale komplikationer, det fører med sig.

Et år inde i pandemien taler de sundhedsmaessige konsekvenser af covid-19 for sig selv – verden over er flere end 105 millioner mennesker bekraeftet smittet, og flere end to millioner døde. Den gode nyhed er, at effektive vacciner er godt på vej. Den dårlige nyhed er, at vi står over for en genopretning af samfundet, som kommer til at foregå i ryk over det naeste års tid eller mere med alle de økonomiske, politiske og sociale komplikationer, det fører med sig.

Nogle lande – og visse dele af samfundet i de lande – er naturligvis bedre rustet end andre til at klare det, der venter. Det er lige netop det, der er problemet, når vi nu begynder den langsommelige rejse mod det, der fremover bliver det normale. Markedernes K-formede genopretning er bekymrende, men den K-formede genopretning i de enkelte lande kan potentielt blive meget vaerre. Det skyldes følgende.

Først og fremmest vil den uensartede genopretningsproces øge uligheden internt i de enkelte lande. I udviklede økonomier har virussen i uforholdsmaessig høj grad ramt indtjeningen hos lønmodtagere med lav indkomst og servicemedarbejdere. I mange tilfaelde har det også betydet, at kvinder og personer med anden hudfarve end hvid har trukket det tunge laes i den økonomiske tilbagegang.

De lande, der har den økonomiske formåen til at hjaelpe borgerne, er privilegerede, men selv i USA – verdens rigeste land – er forskellige hjaelpepakker blevet forsinket på grund af det politiske spil. Der er heller ikke nogen som helst garanti for, at det, som praesident Joe Biden og Demokraterne end måtte ende med at få stemt igennem Kongressen, vil vaere nok til at hjaelpe landets mest sårbare i mere end de naeste få måneder.

Selv om man hurtigt fik en hjaelpepakke på plads i Europa, vil pengene først for alvor blive udbetalt i 2. halvår. I både Europa og USA har man de senere år kaempet mod populisme, som har vaeret drevet af både frustrationen over det politiske system og frygten for en stadig mere usikker fremtid.

Utilstraekkelig hjaelp til dem, som har mest brug for hjaelp lige nu, kan betyde, at den kamp kommer til at vare endnu laengere.

I udviklingsøkonomierne udspiller der sig noget tilsvarende, hvor de mest økonomisk sårbare rammes hårdest. Denne realitet vil øge de eksisterende klasserelaterede/ etniske/religiøse spaendinger i mange lande. Udfordringerne vanskeliggøres yderligere af, at verdens udviklingsøkonomier ikke har de samme ressourcer til store hjaelpepakker eller robuste sociale sikkerhedsnet. Det er isaer et problem for lande i bl.a. Latinamerika og Mellemøsten.

Landene kan blive fristet til at låne penge, som kan hjaelpe dem med at overleve de umiddelbare udfordringer ved covid-19-pandemien. Det vil dog kunne føre til en gaeldskrise, hvis midlerne ikke administreres fornuftigt, eller hvis genopretningen af den globale økonomi tager laengere tid end forventet.

Det er bestemt muligt i betragtning af de nye virusmutationer, som begynder at få fat.

Den ulige genopretning mellem lande giver helt andre problemer. Lande, som ikke har deres egen vaccineproduktionskapacitet – og som heller ikke har midler til at købe vacciner direkte hos leverandørerne – kommer til at opleve flest vaccineforsinkelser.

Den internationale vaccinealliance Covax hjaelper, men den vil først rigtigt få effekt, når de rige lande har fået vaccineret en betydelig andel af deres egne befolkninger. Vaccineforsinkelser betyder flere rejserestriktioner for fattige lande. Derved bliver det svaerere for dem at komme ud af de aktuelle økonomiske problemer.

Det gaelder isaer de lande, der er afhaengige af pengeoverførsler.

En manglende evne til at få godt gang i vaccinationen af befolkningerne betyder også, at mange af landene vil vaere mindre attraktive som turistdestinationer. Det udgør i saerdeleshed et problem i bl.a. Sydøstasien, hvor landenes økonomier og befolkninger er afhaengige af, at der kommer turister til landet.

Nogle vil vaere fristet til at afvise bekymringerne og sige, at de kun udgør et problem for bestemte lande og ikke for hele verden. Folk, som bruger det argument, bør huske på, at det i en globaliseret verden som denne forholder sig sådan, at problemer i udviklingslande reelt har en dominoeffekt. Den globale økonomi kommer ikke tilbage til det, den var, før alle lande får pandemien under kontrol.

Hvor slemt 2020 end var med hensyn til at bekaempe pandemien, var den økonomiske reaktion solid over naesten hele linjen. I takt med at genopretningen kommer i gang, og sundhedskrisen bliver mindre akut, vil de økonomiske og politiske reaktioner imidlertid blive mere uensartede.

Det vil ikke kun besvaerliggøre det indenrigspolitiske område for os, men også det geopolitiske område. Det ville de politiske beslutningstagere gøre klogt i at begynde at tage højde for.