Plejehjem fulgte alle regler – alligevel udløser 91-årigs covid-død erstatning

Vejen er banet for erstatninger til flere i samme situation, som en kvinde, som blev smittet og døde af covid-19 på et plejehjem med besøgsforbud. Det fastslår Patienterstatningen efter principafgørelse.

En 91-årig kvinde blev den 8. april testet positiv med covid-19 på et vestjysk plejehjem, hvor der i marts og april var konstateret smitteudbrud både blandt personale og beboere. Selv om der var indført besøgsforbud for at bremse smitteudbruddet, blev kvinden smittet og døde 12 dage senere af covid-19.

Nu fastslår Patienterstatningen, at kvindens efterladte har krav på erstatning, fordi kvinden med overvejende sandsynlighed blev smittet af personalet i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling, hun fik på plejehjemmet. Størrelsen af erstatningen er ikke fastlagt endnu, men erstatningen bliver givet, selv om personalet på plejehjemmet efter alt at dømme har overholdt retningslinjerne, herunder brugte vaernemidler.

Første afgørelse på området

Det er første gang, at Patienterstatningen anerkender covid-19-smitte på et plejehjem som en patientskade. Den principielle afgørelse kommer derfor til at laegge linjen for andre sager med smitte – ikke alene på plejehjem, men også på f.eks. bosteder, sociale institutioner og i hjemmeplejen, hvis betingelserne i de konkrete sager er opfyldt.

Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, forventer derfor også, at denne sag udløser flere lignende anmeldelser, og at flere andre efterladte og pårørende vil blive tilkendt erstatning i lignende sager i den kommende tid, for over hele landet var der i foråret mange plejehjem, som var ramt af smitte med covid-19, samtidig med at der var forbud mod at besøge beboerne på plejehjemmene. 892 ud af i alt 2.280 coronarelaterede dødsfald herhjemme er sket på plejehjemmene.

»Det afgørende for at få erstatning er, at man er blevet smittet af personalet i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling, man har fået på plejehjemmet. Altså i forbindelse med, at man som beboer behandles for f.eks. sår, får skiftet forbinding, får medicin eller får taget blodtryk. De kan ikke få erstatning, hvis smitten er sket i forbindelse med almindelig pleje, f.eks. hvis personalet har hjulpet med at give beboeren mad eller hjulpet beboeren i bad eller på toilettet,« siger Karen-Inger Bast.

Hun oplyser, at Patienterstatningen f.eks. har afvist at give erstatning til pårørende til en 103-årig plejehjemsbeboer i København, som døde af covid-19, men som stort set intet fejlede, og som man derfor vurderede ikke kunne vaere blevet smittet som led i en sundhedsfaglig behandling. Det skal ifølge Karen Inger Bast vaere »overvejende sandsynligt«, at smitten er sket ved den sundhedsfaglige behandling.

»Sandsynligheden skal blot vaere over 50 pct. for at man ifølge loven kan få erstatning, og det er vigtigt at sige, at vi lader tvivlen komme beboerne til gode, for det er hele meningen med systemet, så de pårørende ikke skal løfte en enorm bevisbyrde, man aldrig ville kunne løfte,« siger Karen-Inger Bast, som forklarer, at sagen er anerkendt ud fra den såkaldte tåleregel eller rimelighedsbestemmelse:

»Spørgsmålet er, om man skal tåle at dø som led i den sundhedsfaglige behandling, man får på et plejehjem, og der siger vi, at det ligger ud over, hvad man skal tåle.«

Det afgørende er, at man er blevet smittet af personalet i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling, man har fået på plejehjemmet. KAREN-INGER BAST, DIREKTØR I PATIENTERSTATNINGEN

Vejledningspligt

Kommuner og plejehjem har ifølge loven en pligt til at gøre pårørende opmaerksomme på muligheden for at søge erstatning og hjaelpe med at anmelde et erstatningskrav, og Karen-Inger Bast opfordrer nu til, at man tager denne pligt alvorligt i disse covid-19sager, hvis man ikke allerede har gjort det.

»Jeg håber da, at man har fulgt vejledningspligten. Hvis kravene er opfyldt, synes jeg da, at man skal se at få vejledt om muligheden for at søge erstatning,« siger KarenInger Bast, der undrer sig over, at alene ni pårørende hidtil har søgt erstatning som følge af covid-19-dødsfald på plejehjem.

For at have udsigt til erstatning i disse sager skal tre betingelser ifølge direktøren vaeret opfyldt: Man skal vaere smittet på et plejehjem – det kan også vaere et bosted, en døgninstitution eller et sygehus – det skal vaere sket i forbindelse med den sundhedsfaglige behandling og under et besøgsforbud.

Erstatningens størrelse er som naevnt ikke udmålt endnu, men i sager med dødsfald på et plejehjem vil der ifølge Karen-Inger Bast typisk vaere tale om erstatning for udgifter i forbindelse med begravelsen.

Den slags vil ifølge erstatningsretsadvokat Karsten Høj, partner hos Elmer Advokater, typisk løbe op i 30.000-40.000 kr., men hvis den afdøde plejehjemsbeboer efterlader en aegtefaelle, kan erstatning for forsørgertab og et såkaldt overgangsbeløb – tilsammen op til 500.000 kr. – også komme på tale.

Karsten Høj haefter sig ved, at Patienterstatningen må have vurderet, at den aeldre kvinde med overvejende sandsynlighed er død som følge af smitten og ikke af andre sygdomme, og Patienterstatningen fastslår da også, at kvinden er død »af covid-19«.

Han mener i modsaetning til Patienterstatningens direktør ikke, at erstatninger kun kan komme på tale, når det gaelder covid-19dødsfald i perioder med besøgsforbud på plejehjemmene.

»Hvis beboeren dagligt skal have medicin eller dagligt behandles for liggesår og så en enkelt gang om ugen eller måneden har haft besøg af et familiemedlem, som i øvrigt ikke har vaeret smittet, er det jo overvejende sandsynligt, at smitten er overført af personalet i forbindelse med sundhedsfaglig behandling. Det skal vurderes i hvert enkelt tilfaelde,« siger han.

Ifølge Mia Amalie Holstein, debattør og