En tvivlsom og ekstremt tynd kop te

”Framing Britney Spears” er en elendig dokumentarfilm om en både spaendende, ulykkelig og spaedt forhåbningsfuld historie.

Historien om Britney Spears, der som ung i slutningen af 1990’erne brød igennem som naboens kernesunde, kønne datter og med udødelige hits som ”Baby One More Time” og ”Oops I Did It Again” markerede sig som en af tidens allerstørste stjerner, har alt.

Det er den amerikanske drøm om opstigning fra undseelig almindelighed til feteret berømmelse, om det bratte fald fra storheden til krisens dyb og om sammenbrud, nedbrud og myndighedstab.

Det er mere end 20 år siden, Britney Spears slog igennem med rottehaler og skolepigeuniform, og omverdenens insisterende optagethed af hendes personlighed og privatliv har vaeret vedholdende lige så laenge, så det er på ingen måde overraskende, at New York Times, som har produceret filmen, nu er klar med dokumentaren ”Framing Britney Spears”, der har til formål at kaste lys over historien om Britney Spears, med saerligt fokus på årene efter 2007 hvor hun kom under sin fars vaergeskab. Men de journalistiske idealer, New York Times står for, er skyllet ud med badevandet, for som dokumentarfilm betragtet er ”Framing Britney Spears” en både tvivlsom og ekstremt tynd kop te. Det er en forspildt chance af dimensioner.

Berømmelsens skyggeside

Historien om Britney Spears er historien om berømmelsens skyggeside. Fra startskuddet af karrieren blev den unge, talentfulde Britney fra Kentwood, Louisiana, jaget af paparazzifotograferne.

Det var i Diana-aeraens storhedstid, og den graenseløse respektløshed over for privatlivets ukraenkelighed skildres med stor afsmag. En af de fotografer, der tjente styrtende på at følge Britney Spears, mener, at de havde et godt forhold, og siger, bedst som vi har set billeder af en raedselsslagen Britney Spears, der forsøger at få fred, at hun aldrig bad dem om at blive vaek.

Konfronteret med billederne kommer han til kort og fortaeller, at han aldrig tolkede det, som om hun ønskede dem vaek permanent. For os seere er det dog tydeligt, at det netop er, hvad hun gør.

For os, der har fulgt Britney Spears siden gennembruddet, er der ikke meget i ”Framing Britney Spears”, der er nyt, og det lader instruktør Samantha Stark til at tage som en invitation til at glide hen over fakta, som formidles med tendentiøs indforståethed. Hvorfor er det eksempelvis, at hun i første omgang mister foraeldremyndigheden over sine to sønner, og hvordan er det, det forholder sig med den psykiske ustabilitet, som hendes #freebritney-fans konspiratorisk forsøger at afskrive som et komplot? Det er grotesk overfladisk.

Stark har baseret ”Framing Britney Spears” på lige dele nutidsinterviews og arkivoptagelser. Britney Spears selv glimrer ved sit fravaer, og en eftertekst mod slutningen insinuerer, at produktionens henvendelser aldrig er nået frem til hende. Det er meget muligt, at det er sandt, men efter en så underfrankeret omgang postulater, som filmen har praesenteret os for, stiller man sig som bare marginalt kritisk seer tvivlende.

De fleste interviewpersoner er enten New York Times-journalister eller popkulturelle hangarounds ,og deres indsigt i emnet skinner tydeligt igennem via udsagn som »Jeg har hørt, at …«, »Nogle mener, at…” og »Folk siger, at …”. Det føles som at have en direkte linje til netop de sladderspalter, som dokumentaren blandt andet anklager for at have del i Britney Spears’ første sammenbrud.

Mellem ubekraeftede påstande og overfladisk dokumentarisme kommer ”Framing Britney Spears” momentvis ind på interessante aspekter, som eksempelvis den absurde sexisme, Britney Spears som helt ung blev udsat for. Men disse aspekter ofres brutalt til fordel for letkøbt von hørensagen.

Tilbage sidder man med et inderligt ønske om, at Britney Spears på et tidspunkt får den dokumentarfilm, hun har fortjent.

DOKUMENTAR

USA, 2021 Instruktion: Samantha Stark Kan streames på TV 2 Play 1 time og 14 minutter

KATRINE SOMMER BOYSEN