Børnekraeftafdelinger skal ikke flyttes

Det var et tema i statsministerens nytårstale, hvordan det går med sammenhaengen på tvaers af Danmark. Mette Frederiksen tegnede et billede af et land, hvor centralisering og nedlukning af lokale institutioner havde knaekket landet midtover og skabt ulige muligheder. Det lå hende på sinde, forstod man, og nu skulle der handles, så der blev en mere lige adgang til uddannelse, tryghed, sundhed, adgang til laege og velfaerd. For som hun slog fast, er tyngdekraften nok en naturlov, men det er centraliseringen ikke.

I det lys kan det undre, som man kunne laese i en kronik i Jyllands-Posten tirsdag, at der – endda i det halvt skjulte – er blevet forhandlet om at lukke børnekraeftafdelingerne i Aalborg, Aarhus og Odense for at samle det hele i Rigshospitalets børnekraeftafdeling i Børneriget. Argumenterne herfor er sikkert indlysende: Samlet er man staerkere, og det vil vaere nemmere at tiltraekke forskere og ikke mindst forskningsmidler. Men skulle centraliseringen, og det må man ikke håbe, gå hen og blive realiseret, vil det ikke vaere en beslutning, der er truffet for de kraeftsyge børn og deres familiers skyld.

I skrivende stund har 48.991 skrevet under på et borgerforslag om at pålaegge sundhedsminister Magnus Heunicke at stoppe overvejelserne i Sundhedsstyrelsen om at centralisere behandlingen af børn med kraeft. Forslaget vil om kort tid have rundet de 50.000 underskrifter, som er påkraevet for, at det tages op af Folketinget.

Årsagen til, at det overhovedet er kommet dertil, er, at en professor og forskningsleder på Rigshospitalet har rejst sagen over for Sundhedsstyrelsen. Han har peget på de behandlingsog forskningsmaessige fordele ved en centralisering og henvist til bl.a. Holland, hvor man har samlet behandlingen af børnekraeft. Han har dog undladt at gøre opmaerksom på, at man i Holland har placeret det midt i landet, så ingen i det lille, men befolkningsrige land har urimeligt langt.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at fordelene ved en centralisering vil opveje ulemperne for dem, det handler om – de kraeftramte børn og deres familier. Sygdom er alle mands fjende, men familier med et kraeftramt barn er i en saerlig sårbar situation, isaer hvis der også er andre børn i familien. Den ene foraelder skal indlaegges med barnet, mens familielivet med skolegang, madlavning og alle andre rutiner skal fungere for resten af familien, livet skal haenge sammen, andre søskende vil gerne kunne besøge deres syge bror eller søster, og bekymring og angst skal håndteres. I den situation kan det føles rigeligt langt at skulle køre fra f.eks. Tønder til Odense eller Skejby ved Aarhus, så det burde vaere indlysende, at man har endnu mindre brug for at vaere tvunget til at køre til København.

Hvis børnekraeftbehandlingen skal centraliseres, må det derfor som et minimum forventes, at den samles et sted, der er lige tilgaengeligt for hele landet, det vestlige Fyn eller Østjylland kunne vaere gode bud. Det lader der imidlertid ikke til at vaere nogen som helst grund til, for alle fire nuvaerende afdelinger står der stor faglig respekt og anerkendelse omkring, også uden for landets graenser.

Statsministeren har jo tidligere vist, at hun gerne tilsidesaetter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Her er endnu en oplagt mulighed, hvor hun samtidig kan dokumentere for høj og lav, at hun gerne vil vaere både børnenes og et sammenhaengende Danmarks statsminister.