Ej, hvor er det da aergerligt. Men jeg gør ikke noget ved det. Det kan ske igen

Er du begyndt at spekulere på, hvem du skal stemme på til regionsrådsvalget til november? Nej vel? Regionsrådene er jo dansk politiks de ukendtes grav. De kan vaere laereplads for politisk interesserede, som gerne vil opdages og ind i rigtig politik, hvor man ikke bare får lommepenge af staten, men kan opkraeve sin egen skat. Kendt i offentligheden er langt de faerreste af de omkring 200 regionspolitikere. Og det er besynderligt. Som bekendt er deres vigtigste opgave ét af velfaerdsdanmarks mest betydende områder: sygehuse og hospitaler.

Men hvordan går det så her? Og er de gået ind i politik for at administrere som gammeldags kommunekaemnere? Eller har de søgt valg, fordi de braender for noget? Vil de skabe et bedre samfund, eller vil de bare få det bedste ud af det?

Vi stiller skarpt på ét område: I den seneste tid er det flydt med beretninger om fødselsafdelingerne i Region Hovedstaden. På trods af at skiftende regeringer har tilført fødeområdet nye penge, forsvinder de tilsyneladende i en raekke sammenkaedede regnearks triste lyrik. Og husk lige: Fødsler kan man ikke udsaette og saette på venteliste. Fødende har selv skrevet indlaeg i aviserne. Og dygtige journalister på bl.a. P4 København har afsløret gudsjammerlige forhold. Gennem systematiske aktindsigter og taet kontakt til regionalradioens lyttere har de daenget den politiske dagsorden til med konkrete eksempler.

Den ansvarlige overlaege på fødeafdelingen på Rigshospitalet sagde op for et par år siden, fordi han ikke laengere kunne tage ansvaret for fødselskaosset. Journalisterne har berettet om, at fødende, som har vaeret i nogle timer på Herlev Sygehus, smides i en taxa med en bon og en besked om at køre til Slagelse. Den vaerst taenkelige start på livet – at komme til verden i en stemning af stress og angst hos de kommende foraeldre. Og en magtesløshed hos et hårdtarbejdende personale.

Jeg kan huske for 11 måneder siden, da pandemien lukkede Danmark. Da var jeg lige ved at skrive, at nu må politikerne holde fingrene i ro. Holde armslaengde og lade de faglige eksperter køre en indsats byggende på viden. Ligesom i Sverige. Grønnegårdrapporten har med pinagtig tydelighed påvist, at hvis Brostrøm og Mølbak skulle have kørt indsatsen, var vi kommet fatalt bagud. Det var en knivskarp, ansvarsbevidst departementschef i statsministeriet, Barbara Bertelsen, der først af alle så faren. På trods af sundhedsmyndighedernes svar på John og Aage, som i starten forsøgte at ryste hende og dermed statsminister Mette Frederiksen af.

Er de gået ind i politik for at administrere som gammeldags kommunekaemnere? Eller har de søgt valg, fordi de braender for noget?

Med fødselskaosset i hovedstadsregionen forholder det sig desvaerre fatalt. De fødende råber op. Laeger, sygeplejersker og jordemødre gør det samme. Pressen har fat i sagen. Men politikerne er passive. 232 fødende kvinder blev sendt videre til andre hospitaler. Heraf de 215 fra Herlev. Forelagt dette siger regionsrådsformand Sophie Haestorp Andersen (S), at hun finder det aergerligt. Men hun kan ikke garantere, at det ikke sker igen.

Taenk sig, hun går til valg til november for at blive overborgmester i København. Mon det er under parolen: ”Ej, hvor er det for pokker da aergerligt. Men jeg gør ikke noget ved det. Det kan ske igen.” Siger hun det samme om manglen på billige lejeboliger i København? Traengslens miljøproblemer. Storbyens uerstattelige naturområder. Spaendende valgkamp forude, hvis ikke vaelgerne for laengst har taget en taxi til Slagelse.