10 år efter Det Arabiske Forår holder vi stadig med islamisterne

I Vesten underløber vi ustandseligt de sekulaere ledere til fordel for islamisterne

Jeg holder af demokratiet. Jeg holder af det demokrati, som det praktiseres herhjemme – og som det på forskellig måde praktiseres rundt om i den vestlige verden. Demokrati tjener Vesten bedst og gør på alle områder den vestlige verden til den førende, progressive kraft – såvel teknologisk som kulturelt og samfundsmaessigt.

Ja, så glade er vi i den vestlige verden for demokratiet, at vi er dybt engageret i at udbrede vor fantastiske styreform, og vi bruger masser af penge og energi på opgaven. Vi tror nemlig som en anden missionaer, at alt det, der tjener os bedst, vil også fuldgodt tjene alle andre. Vi tror klippefast på, at kunne vi blot eksportere vort demokrati til alle verdenshjørner, ville verden blive et sted med fred og harmoni. Specielt har vore moderne missionaerer i dén grad opmaerksomheden stift rettet mod den islamiske verden.

Men vi har et problem, nemlig at der i den islamiske verden er en udbredt foragt for den vestlige verdens demokratier. Folkene derude vil ikke vide af det. De bryder sig ikke om det. Demokratisk styreform er for masserne derude indbegrebet af svaghed, mens islam er indbegrebet af styrke.

Det er dog ikke mangel på viden, der fører til afstandtagen fra demokrati – specielt ikke hos lederne i den islamiske verden. Således har tusindvis af dem i ungdomsårene opholdt sig i de vestlige demokratier, mens de ofte i årevis studerede på førende vestlige universiteter som Sorbonne, Oxford, Cambridge eller Harvard.

Der sugede de til sig af nyttig viden, mens de, ofte med udpraeget fornøjelse, levede det såkaldt dekadente vestlige liv. Efter en årraekke her, uden at vise taknemlighed, er de så vendt hjem til deres elendige, fejlslagne stater – nu pludselig med et glødende had til Vesten og al vestlig levevis.

Personligt har jeg ved forskellige lejligheder talt med flere af disse såvel dygtige som vidende muslimer og har gang på gang konstateret, at hver af dem har et solidt kendskab såvel til vore lande som til vore retssystemer og parlamentariske traditioner. Ja, tro mig: Disse islamistiske ledere behøver absolut ingen demokrati-mission. De ved alt, hvad der er vaerd at vide, om demokrati.

Og netop demokrati og dermed frie valg har for den islamistiske leder én afgørende tiltraekning: De kan anvendes til at afskaffe demokratiet og indføre den bestialske sharialov. Og i den demokrati-øvelse kan enhver islamistisk leder vaere sikker på begejstret vestlig opbakning, for som naevnt: Vi vesterlaendinge elsker alt, hvad der bare lugter af demokrati.

Vi fremhaever på bedste lutherske facon igen og igen fortraeffeligheden af sekulaert styre: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Men samtidig underløber vi ustandselig de sekulaere ledere til fordel for islamisterne. Alene af den grund, at vi pr. ideologi elsker demokratiet. Bare der stemmes, så er alting, som det skal vaere … Uanset hvilke islamistiske slyngler der så kommer til magten.

Således dansede visse vesterlaendinge fjollet og naivt rundt og jublede på Tahrir-pladsen, da Det Muslimske Broderskab i Egypten smed Mubarak i faengsel; den mand, som i 40 år havde holdt freden med Israel, og som loyalt havde fulgt Anwar Sadats sekulaere linje. Tilsvarende hjalp vi de libyske islamister, så de, mens vi vendte ryggen til, myrdede den sekulaere Gadaffi. På samme måde slog vi hånden af den sekulaere Al-Assad, som havde fortsat sin fars årelange kamp mod islamisterne i Syrien.

Jeg aner ikke, hvordan vi er kommet så galt af sted i den vestlige verden, at den blinde begejstring for demokratiet – med Søren Krarups ord, ”demokratismen” – har taget over i en sådan grad, at vi hele tiden ender med at støtte islamisterne.

Frie valg har for den islamistiske leder én afgørende tiltraekning: De kan anvendes til at afskaffe demokratiet og indføre den bestialske sharialov.